Slut med kirker i offentlige bygninger betyder, at cirka 60 kirker i staten New York med meget kort varsel nu står uden tag over hovedet. Præster og gejstlige arresteret under protestaktion
Her må ikke afholdes gudstjeneste.
Sådan lyder budskabet fra staten til cirka 60 kirker i staten New York. Begrundelsen er, at kirkerne lige nu mødes i offentlige bygninger, især skoler, og det må man ikke længere.
Det sker ikke helt uden varsel. Et forbud mod brug af offentlige lokaler til religiøse samlinger er allerede blevet indført på føderalt niveau, men sagen blev appelleret, senest til Højesteret, så kirkerne fortsatte med at mødes i offentlige bygninger.
Men nu har den amerikanske højesteret besluttet ikke at høre anken. Dermed bliver der ingen ny retssag, og de cirka 60 kirker og bønnesamlinger vil derfor skulle finde nye steder at forsamles senest den 12. februar 2012, skriver
The New York Times.
Afgørelsen afstedkom protester; syv mennesker blev i torsdags arresteret, herunder fire præster, for at protestere mod domstolens afgørelse uden for New Yorks Juridiske Institut, hvor de knælede og sang salmer med andre demonstranter. De blev tilbageholdt i tre timer, før de blev løsladt uden sigtelse.
Beslutningen kan føre til lukning af mange lokale kirker, der måske ikke vil være i stand til at finde alternative mødesteder, vurderer avisen
Christian Concern. Det kan også få vidtrækkende konsekvenser for tusinder af kirker, der mødes i offentlige bygninger rundt om i hele USA.
Kritikere af rettens beslutning er nemlig bekymrede for, at afgørelsen i New York vil danne præcedens og føre til et landsdækkende forbud mod, at religiøse organisationer mødes i statsfinansierede bygninger.
Advokat Jordan Lorence siger, at forbuddet afspejler irrationelle og anti-religiøse følelser i New York og kalder det for en by, der betragter religion som "farligt og noget, der skal holdes helt ude af det offentlige rum."
"Vores by forsøger at gøre op med troen," sagde Lorence til Christian Concern og fortsatte:
"Vi kan tåle alle, men ikke religiøse synspunkter. Det er ret skræmmende."