Tiden efter ragnarok

Filmen ”The Darkest Hour” (den mørkeste time) handler om dommedag, men ikke forstået i bibelsk betydning, men som de sidste tider for vores civilisation, fordi den bliver udsat for angreb fra en ond fjende fra det ydre rum. To unge amerikanere, Ben og Sean, kommer til Moskva for at lave ”big business”.

Her i det nye Rusland er alle markeder åbne og grådigheden er stor.

LÆS OGSÅ: Han overlevede, så han kunne fortælle historien

De har opfundet en app – et program til mobiltelefoner – der kan vise, hvor de fede steder og fester er lige i nærheden af det sted, hvor du er. Det er der penge i, tror de, men de snydes af en svensker ved navn Skyler! Der er ingen moral i erhvervslivet. Her i landet går ulvene på rov, siger han. Det er et barsk indlæg om Putins nye Rusland!

Under opholdet i Moskva møder de to unge fyre to unge piger, der er med på den værste. Her er heller ikke nogen moral tilbage. Mens de fester, angribes verden og dermed også Moskva af en ond usynlig fjende, der nedslagter alle mennesker med en mikrobølgekraft. Denne fjende er ude efter jordens mineraler. Der er åbenbart heller ikke nogen moral i det ydre rum! Faktisk synes jeg, at denne del af historien er noget forvrøvlet sludder.

Nå, de fem unge søger sammen, og det gamle fjendskab mellem Ben og Sean og Skyler forsvinder. Snart lægges hele Moskva øde, og de fem forsøger at tage kampen op. Undervejs genopdages de klassiske dyder som hjælpsomhed og venskab, men det er ikke her, filmens tyngde ligger – desværre. Der kunne være kommet en inter-essant film ud af den problemstilling, hvis det spor var uddybet og ført videre, men det drukner i effekter og good old-cowboyfilm-trick. Filmen er for forudsigelig og vil for lidt. Faktisk kan man næsten selv sige replikkerne, inden personerne siger noget, og udviklingen i historien er ganske forudsigelig.

Kampen mod den onde usynlige magt er skåret over en kendt læst, såsom heltene i vanskeligheder, en tilsyneladende uovervindelig fjende, et lille håb, masser af mod og en spirende kærlighedshistorie. Dér bliver det næsten for meget! En af personerne siger på et tidspunkt: ”Man ved ikke, hvem man er, før det brænder på.” Det er ikke nogen dårlig replik. Den rummer faktisk en hel erkendelse. Det er i nøden, man skal kende sine venner og sin Gud for den sags skyld. Men det er lidt for lidt at gå i biografen for én repliks skyld! – og personerne i filmen folder heller ikke replikken ud. Det er ærgerligt.

Man går ud af biografen til en musik, der siger ”We will rise again”, men det er desværre ikke det gamle nummer med Scorpions, der kan tolkes lige ind i et bibelsk dommedagscenarie. Det ville også være for meget at forlange for de to stjerner, filmen får.

The Darkest Hour. Instruktion: Chris Gorak. USA/Rusland 2011. Premiere over hele landet.