Mai Misfeldt |
12. januar 2012
Jo, man kan forene det eksistentielle med det lette, alvorligt og sjovt, og fortælle en lang historie på kort plads, viser Simon Fruelund
Det er ren lyst og nydelse at læse Simon Fruelunds nye roman, ”Panamericana”. Man kommer let til at gøre det for hurtigt, men heldigvis er det netop sådan en roman, som man sagtens kan tage flere gange.
Den føles så let, fordi formen er så stram, og man mærker, at forfatteren har bestræbt sig på ikke at sige det hele, men netop at sige det, der er nødvendigt for at etablere en faktisk temmelig stor historie, der med læserens mellemkomst kommer i svingninger.
LÆS OGSÅ: Digtekunst som alternativ til journalistikKort fortalt handler romanen om en ung kvinde, Anja, barn af et udenomsægteskabeligt forhold mellem danske Jarl og chilenske Ana. Anja er født i Chile som Ania, men har fra puberteten levet i Danmark. Hun skriver speciale om en chilensk forfatter og arbejder i en biograf, men virkeligheden begynder at skride for hende. Hun finder besynderlige ting i biografsalen, og hendes drømme bliver mere og mere surreelle, alt imens hendes speciale bliver tiltagende umuligt.
Da Anja bliver indlagt, kan hun ikke mere tale dansk, men kun spansk. Anjas historie handler naturligvis om at finde sin identitet, at skabe sin egen forbindelse mellem Danmark og Chile. Anjas mor kommer til Danmark for første gang, mens Jarl befinder sig på det månebaselignende Paranal Observatorium i Chile (hvor han mest betragter den noget yngre forsker Cecilie). I Danmark forbindes adskilte forhold i Anjas liv, alt imens hun indser, at hendes vej til forsoning ikke går gennem den indadvendte forfatter María Luisa Bombal, men at det er Roberto Bolaños monstrøse og vilde forfatterskab, der kan give hende mening, latter og lidenskab tilbage.
I et interview har Simon Fruelund beskrevet Bolaño således: ”Hvis nu Borges og Cervantes og Kerouac havde fået et barn, som var lettere DAMP-agtigt: ualmindelig øretæveindbydende, fandenivoldsk nørdet – så havde det nok været Bolaño.”
Romanen ”Panamericana” er ikke mindst en paradoksal og lykkelig kærlighedserklæring til Bolaño. Hvor Bolanõ skriver som et kor, skriver Fruelund for en lille håndfuld klare solostemmer. Fruelund bruger selv tennis som et billede – Jarl er dommer, de fire kvinder omkring ham, Anja, Ana, konen Birgit og den nye elskerinde Cecilie, spiller double og løber på skift hen og slår ham med deres ketschere! Hvis man tror, at formmæssig stramhed udelukker vild og visuel humor, så tag fat på Fruelund.
Han formår både at gøre sit persongalleri levende, nærværende, troværdigt og elskeligt, samtidig med at han konstant kommer bag på læseren med overraskende, af og til nærmest drømmeagtige indslag i en vekslen af alvor og humor, tørhed og poesi. Romanen er inddelt i ganske små kapitler. På side 114 får vi hele fem stykker, som for eksempel 129: ”Anja læser Los detectivessalvajes og blader fem sider, ti sider, femten sider tilbage, blader frem igen og læser videre.” I 130 sker der noget: ”Anja læser Los detectivessalvajes og bliver liderlig,” og i 131 tages der aktion: ”Anja læser Los detectivessalvajes og ringer til Xavier.”
Simon Fruelund: Panamericana. 152 sider. 179 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad