Længsel efter et blivende sted

I ”This Must Be the Place” spiller den Oscar-vindende Sean Penn den 50-årige forhenværende rockstjerne Cheyenne, der sidst optrådte for 20 år siden og nu tuller lidt formålsløst rundt. –

- UIP.

Læs også

flexblock

Tema

Filmanmeldelse

Religiøse rejser

flexblock

Emneord for denne artikel

billeder | Sean Penn | Cheyenne

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Palle Schantz Lauridsen | 12. januar 2012

Dragende smukke billeder gør Sean Penn-filmen ”This Must Be the Place” seværdig

Sean Penn er en af Hollywoods største karakterskuespillere. Til hans meritter hører, at han har vundet to Oscars. En for sin rolle i ”Mystic River” og en for ”Milk”.

I ”This Must Be the Place” spiller han den 50-årige forhenværende rockstjerne Cheyenne. Det er 20 år siden, han har optrådt sidst, men han har aldrig fået lagt sit udtryk om.

LÆS OGSÅ: Lækagesagen, der ikke vil dø

Han tuller rundt i Dublin og ligner en mellemting mellem en gammel rockkliché og en oldemor på indkøb. Man skal lige vænne sig til at se Penn i den mundering! Han har absolut ingenting at tage sig til, så mens hans livsduelige kone (Frances McDormand) er på arbejde som brandmand, hænger han ud i det lokale butikscenter med en teenagefan.

Men Cheyenne får dog noget at tage sig til. Hans far, som han ikke har set i 30 år, ligger for døden, og den let-skræmte eks-stjerne tager til USA. Med båd, for han tør ikke flyve. Han kommer selvfølgelig for sent, men via faderens notesbøger får hans liv en retning. Faderen har været i Auschwitz og har siden brugt sit liv på at opspore en plageånd derfra.

Cheyenne beslutter sig til at fortsætte den eftersøgning, faderen ikke fik ført til ende.

Annonce

Rejsen ind i det amerikanske prærie- og ørkenland er filmens centrum. I dragende smukke billeder følger vi Cheyenne i rejsen ud i det, der engang var det vilde vesten – og samtidig ind i sig selv. Kombinationen af den ydre og den indre rejse er en fast bestanddel i roadmovie-genren. Men her, i en film, hvor både manuskriptforfatterne og instruktøren er italienske, får genren et nyt pift takket være både historien, billederne og Sean Penns præstation.

Det gribende i ”This Must Be the Place” ligger i scenerne på de amerikanske veje. Filmens titel er hentet fra et nummer med Talking Heads, hvis frontfigur, David Byrne, optræder som sig selv i filmen. I en scene, der egentlig godt kunne undværes, selvom den er med til at give filmen det lidt fragmentariske præg, der hører genren til.

This Must Be the Place. Italien/Frankrig/Irland, 2011. Instruktion: Paolo Sorrentino. 118 minutter. Premiere i otte biografer.

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock