Det er sikkert rigtigt. Men de, der stiller op, må vel have gjort sig klart, hvad de går ind til – og det samme må de, der vælger biskoppen. Og det står jo selv en biskop frit for at sige stillingen op, hvis det bliver for ”eksponeret og belastet”.

PÅ KIRKEMINISTERIETS hjemmeside begrundes lovforslaget tillige med, at en åremålsbegrænsning er ”vigtig”, for at ”området” kan ”tilføres ny dynamik”. Det var ellers noget af en lussing til de siddende biskopper. Godt, man ikke er sådan en (forældet og udynamisk!)

Mere alvorligt er det, at lovforslaget med denne begrundelse betvivler dømmekraften hos folkekirkens menighedsråd og præster, som jo er dem, der i dag vælger biskopperne. Man må spørge: Vælger menighedsråd og præster da virkelig så uansvarligt og vilkårligt, når de stemmer om, hvem de vil have til biskop? Den omsiggribende populisme med valgmøder, hvor bispekandidaterne søger at vinde vælgernes gunst, er bestemt ikke uproblematisk. Som en klog mand sagde i anden sammenhæng: Måske var det bedre med en lodtrækning. Så fik den bedst egnede da en chance ...

Men det er nu ikke helt så let at gennemskue, hvilke faktorer der gør udslaget, når der vælges biskopper i folkekirken. Tendensen ved de seneste bispevalg har været, at man foretrækker en person, der bor og arbejder i stiftet og derfor har et vist kendskab til kirkelivet der. Det er vel ikke helt af vejen – og ligefrem inkompetente biskopper skal man et stykke tilbage i historien for at finde eksempler på.

Så hvad er egentlig problemet? Måske snarere, at biskopper i dag skal tage stilling til alt mellem himmel og jord – i stedet for til det, der er vigtigt mellem himmel og jord.

MEGET VILLE LØSE SIG, hvis bispekontorer og stiftsadministrationer fik styrket værktøjer og ressourcer, så biskopperne blev fritaget for en del af alt det administrative, som vel at mærke slet ikke er en del af kvalifikationskravene til en biskop, og så i stedet for alvor kunne koncentrere sig om at inspirere og tænke nyt.

Problemet i lovforslaget er, at det faktisk udtrykker en principiel mistillid til det folkekirkelige demokrati. Man kan ikke samtidig lade menighedsråd og præster have ansvaret for at vælge biskop, og så begrænse deres valg med et åremål, der vil betyde, at biskopper fremover enten skal tvangspensioneres før de fleste andre – eller skal parkeres i kunstige konsulentstillinger eller på dyre ventepenge, som folkekirken kan have god brug for til mere nyttige formål.

I dag skal biskopper senest gå af, når de fylder 70. Det virker ærligt talt lidt sært, at det samme Folketing, som på andre områder mener, at der sagtens kan være brugbar arbejdskraft i folk, selvom de passerer den almindelige pensionsalder, nu lader til at mene, at dette ikke gælder personer i eksponerede og belastede topstillinger i folkekirken.

Hvad skal lovforslaget egentlig gøre godt for? Eller spurgt på en anden måde: Hvem får vi for fremtiden til at være biskop efter det billede, der tegnes i det nye lovforslag? Ja, det bliver jo altså en person, der er mest dynamisk i en vis periode med belastning og eksponering; med andre ord en X Factor-biskop, der lever op til øjeblikkets forventninger, men er glemt i det næste.

Jørgen Kjærgaard,

lektor, stiftskonsulent, adjungeret professor ved Afdeling for Hymnologi og Liturgi,

Vestervig Kirkemusikskole,

Skindbjerg Høje 1, Vestervig