På Via University College er Andreas Rasch-Christensen heller ikke overrasket. Men han er bekymret. Som leder af Center for Skole- og Institutionsstudier har han flere gange undersøgt lærernes manglende lyst til at følge de politiske bestemmelser.

Og et stykke ad vejen kan han sagtens følge behovet for selv at kunne tilrettelægge undervisningen. En af de store kvaliteter i det danske uddannelsessystem er netop, at lærerne formår at navigere i forhold til elevernes reaktion. Motiverer indholdet eller formen ikke, kan de ændre kurs.

Derfor er de politiske bestemmelser altid en balancegang mellem at skabe sammenhæng og gennemsigtighed i det, der undervises i på de forskellige uddannelsestrin, og så at bevare den autonomi, som er så afgørende for lærerne, mener han:

”Da de første krav om elevplaner kom, vendte lærerne sig stærkt imod dem. Men efterhånden som tilgangen til planerne er blødt op, har lærerne i langt højere grad taget dem til sig. Men netop derfor er det meget problematisk, når så mange lærerne ikke vil tage kanon-tankegangen til sig, for den har netop indbygget rigtig meget frihed til at behandle de udvalgte emner, som man vil.”

Konsekvensen er, at gymnasierne modtager folkeskoleelever med vidt forskellige forudsætninger, fordi nogle slet ikke er undervist i Berlinmurens fald, Jellingstenen eller Tom Kristensens forfatterskab. Hele kongstanken med kanonbegrebet var netop at skabe stærkere bindeled mellem uddannelsessystemerne, påpeger Andreas Rasch-Christensen.

”Når lærerne bare nægter at følge selv meget åbne retningslinjer, bliver det umuligt at sikre, hvad vi med rette kan forvente af den danske folkeskole. Det er muligvis resultatet af de seneste 10 års intensivering af politiske tiltag over for folkeskolen, for de har forstærket lærernes behov for at gøre, som de vil. Derfor er vi nødt til at skabe en langt bedre dialog mellem politikerne og lærerne, hvis vi skal videre,” siger han.