Tanker om seksuel orientering

Som teenager fik jeg en tro på Gud, og jeg oplevede, at en del af den pakke var, at Gud havde skabt mig som kvinde og skabt os mennesker som mand og kvinde i det hele taget. Det blev et vendepunkt i min vandring, hvor jeg mere bevidst søgte efter de kvindelige sider i mig selv.

Jeg lod blandt andet håret vokse og fik senere bearbejdet mange af barndommens traumer, og efterhånden blev jeg mere hel som menneske og kvinde.

En ellers dejlig og god terapeut, som jeg var hos, foreslog mig i dette forløb, at jeg skulle finde mig en anden kvinde at leve sammen med. Men for mig gav det ikke mening, at jeg skulle gå ind i et seksuelt forhold med en anden kvinde, for det ville bare gøre det hele mere skævt for mig.

Jeg tror virkelig på, at Gud har en god mening med at have skabt os mennesker som mænd og kvinder, og jeg vil gerne vokse endnu mere ind i den plan. Med de nye tiltag i kirken oplever jeg, at der bliver meget lidt plads for os, som tror på, at Gud har gode planer med at leve med sin ægtefælle af modsat køn, eller som single eller i større boligfællesskaber. Der er slet ikke fokus på, at man faktisk kan arbejde med sin seksuelle orientering, som i visse tilfælde endda ændrer sig, når man får gennemarbejdet noget af sin bagage. Jeg kender personligt en, for hvem det er sådan.

Med dette brev har jeg vel bare lyst til at løfte røsten for at gøre opmærksom på, at der stadig er mennesker i kirken, som selv har homoseksuelle følelser inde på livet i større og mindre grad, og som vedblivende ønsker at leve Gud nær, hvilket for os har den konsekvens, at vi ønsker at følge Bibelens konkrete formaninger også på dette område. Det er en kamp indimellem, men det er prisen værd. Dette budskab er desværre stort set blevet borte i samfundets seksuelle frigørelse og i al vores pænhed og politiske korrekthed inklusive min egen.Venlig hilsen Ida

Kære Ida

Tak for dit bidrag til et aktuelt og meget vanskeligt tema. Og vi vil gerne lade din helt berettigede røst komme til orde. Det er godt at høre, at du på trods af svære oplevelser i din opvækst og med krænkelser fra både piger og drenge har tilkæmpet dig en tydeligere og tryggere selvforståelse både i forhold til dig selv som kvinde og i forhold til Gud.

Vi har mødt en del mennesker gennem årene, der ligesom dig har det, man kunne kalde et ambivalent forhold til sin seksuelle orientering. En del unge i puberteten kan være usikre på mange ting og dermed også nogle gange blive usikre på, om de er til det ene eller det andet. Der findes også en psykiatrisk diagnose, der hedder borderline, eller på dansk, ustabil personlighedsforstyrrelse, og denne diagnose indbefatter ofte en usikker identitetsfølelse og nogle gange en usikker seksualitetsorientering. Det har ofte sin baggrund i vanskelige opvækstforhold og forskellige krænkelser undervejs i de sårbare år, hvor man er afhængig af sunde og stabile voksenrelationer. I en sådan sammenhæng kan det være meningsfuldt at arbejde med sin seksualitet i et terapeutisk rum og ikke blot kaste sig ud i diverse homoseksuelle eksperimenter, som din terapeut, du mødte engang, foreslog.

Modsat har vi også mødt mennesker, som har haft en almindelig opvækst, og som slet ikke på noget tidspunkt har været i tvivl om deres seksuelle orientering. De har måske opdaget det relativt tidligt i deres liv, at de var mere tiltrukket af deres eget køn end af det modsatte.

For nogle har dette været relativt uproblematisk. Men da de fleste ikke har det på den måde, har det for nogle været forvirrende og måske endog meget skamfuldt. Der har måske ikke været nogen i kammeratflokken, der havde det ligesådan, hvor samtaleemner og vittigheder måske entydigt har handlet om heteroseksualitet. Det er aldrig nemt at være anderledes, og for mange har det været en meget sej kamp at erkende sin homoseksualitet, ikke mindst i tidligere tider, hvor der har været megen nedværdigelse og diskrimination både fra det almindelige samfunds side og fra kirken. Også i vores tid kan det desværre være sådan i nogle miljøer.

Som du skriver, kan det godt være, at pendulet nu er slået ud i modsat retning, sådan at man ikke kan drøfte fænomenet homoseksualitet, uden at der går endog meget stærke følelser i gang. Det kan blandt andet hænge sammen med ubevidste skyldfølelser og en samfundsdiskurs, som siger, at alt er lige godt, og at der ikke findes forskelle på samlivsformer. Kun fremtiden kan vise, om det vil vedblive at være sådan både i samfundet og kirken. Lige nu er der nok ikke så meget andet at gøre end at have gensidig respekt for forskellighederne. Denne respekt håber vi heller ikke, at fremtiden vil ændre.Mange hilsener