Naturen kaldte på domorganisten

Er tiden til det, går han også en lang tur ved middagstid, ofte fra huset i udkanten af Lønstrup, sydpå til Rubjerg Knude og tilbage igen.

”Jeg skal helst ud hver dag, også når vejret er forfærdeligt, for så opleves de gode dage meget stærkere,” siger han,

Flemming Dreisig har altid haft en stor trang til at færdes i naturen og allerhelst der, hvor der virkelig er ”højt til loftet”, og hvor de stærke kræfter raser. I de otte år han har været domorganist i København, har han blandt andet kunnet ”søge tilflugt” i sit sommerhus på Ærø, men efterhånden kaldte trangen til daglige naturoplevelser så stærkt på ham, at han var nødt til at tage en drastisk beslutning.

Derfor havde han første søndag i advent sin sidste tjeneste ved det store orgel i Københavns Domkirke og tre dage efter sin første arbejdsdag i Nordjylland.

Tanken om at forlade domorganistembedet blev født i ham omkring hans 60-års-fødselsdag i april sidste år. Han var klar over, at skulle han arbejdsmæssigt begynde et nyt sted, så var tiden ved at være inde. Vikariatet i Børglum-Vittrup passede fint som springbræt til en ny tilværelse, hvor natur, musik og tilknytning til kirkelivet kunne gå op i en højere enhed.

”Herude ved vestkysten forsøger man sig med høfter og anden form for kystsikring, men så tager havet blot stærkere fat et andet sted. Man kan ikke tæmme naturen, og det er jeg virkelig fascineret af, det er efter min mening simpelthen noget af det stærkeste, man kan opleve i sit liv. Vi er vidner til en kamp, hvor havet kæmper med landskabet, og hvor havet altid vinder. Det er voldsomt, men trods alt fredeligere end krigenes kampe mellem mennesker,” siger Flemming Dreisig, der lige fra barnsben har følt en særlig ro, når han færdes i naturen.

”I naturen oplever jeg livets alvor på en meget direkte måde. Man mærker nogle kræfter, som man ikke selv kan styre, og det skaber en ydmyghed og en åbenhed, som jeg kan bruge i tilgangen til de mennesker, jeg møder i mit arbejde, i det, jeg spiser, ja, alt, hvad der fylder en dagligdag. Samtidig hænger det for mig meget sammen med det at være kristen, for også i naturen er der kræfter, der er større end os selv.”

Flemming Dreisig er ikke født ind i noget kristent miljø, og vejen til kirken er derfor ikke gået gennem en tro, men gennem en interesse for den musik, der bliver spillet i kirker. Han er blevet åben for kirkens budskab ved via sit arbejde at skulle leve sig ind i og fortolke Bibelens og salmernes tekstforlæg.

I dag føler han sig så knyttet til kirken, at han ikke kan forestille sig blot at fylde sit arbejdsliv ud med at spille koncerter. De kirkelige tjenester, der hører med til at have et organistembede, er blevet et vigtigt fundament, og han flyttede da også først til Nordjylland, da han havde sikret sig, at der var kirker, der havde brug for ham.

Samtidig med trangen til at være i naturen har Flemming Dreisig også tidligt i sit liv haft store musikalske ambitioner, og det har i lange perioder af hans liv fastholdt ham i København. Der har dog også undervejs i hans karriere været perioder, hvor naturen har trukket stærkt i ham, og han har taget afstikkere til organistembeder i Nordjylland og på Bornholm og Ærø.

”Egentlig har jeg slet ikke lyst til at være i store byer, men jeg har affundet mig med det og til gengæld der nydt at få opfyldt mit behov for kulturelle oplevelser og mødet med kolleger og andre mennesker, der interesserer sig for musik,” siger han.

Som domorganist har Flemming Dreisig også haft en række spændende oplevelser, som han husker tilbage på med meget stor glæde. Lige fra store koncertoplevelser, som den med Benjamin Brittens ”War Requiem” for fem år siden, til de meditative natgudstjenester og de daglige morgenandagter. Kronprinsparrets bryllup i maj 2004 hører også med til et af de absolutte højdepunkter i hans karriere i Københavns Domkirke.

I musikkens verden finder han paralleller til naturens kræfter, og det at færdes i landskaber inspirerer ham, når han skal fortolke store orgelværker eller spille til salmer ved gudstjenester og kirkelige handlinger.

”Det er ikke et spørgsmål om kulde eller varme, fugt eller tørke, det er det visuelle og det at opleve, at der er noget, der er større end mig selv, som giver inspiration. Når jeg sidder og arbejder med musikken, så relaterer jeg det meget til tankerne om mine naturoplevelser. Ligesom naturen kan musik være både lyrisk og dramatisk, og når jeg spiller, oplever jeg det samme blot på en ny måde og gennem et andet medium. Mit fornemste mål med at spille er at give den oplevelse videre til dem, der lytter,” siger Flemming Dreisig.

Han er med årene i stigende grad blevet bevidst om sin rolle som musikformidler og mærker samtidig, at med den ro, alderen og erfaringen har givet ham, er han blevet bedre til at udtrykke de spændinger og poler, der kan være i musikken.

Beslutningen om at forlade København og fuldtidsjobbet har, foruden adgangen til naturen, også givet ham mere tid til at indarbejde nye orgelværker og spille flere koncerter. Der er mange værker inden for orgellitteraturen, som han glæder sig til at bruge mere tid på, blandt andet vil han gerne spille mere musik af komponisten Max Reger.

”Det tager tid at indarbejde nye store værker, og den tid er der bare ikke, når man sidder i en fuldtidsstilling,” siger han.

Vikariatet i Børglum-Vittrup udløber den 1. marts, og så rykker Flemming Dreisig endnu en gang teltpælene op. Denne gang går turen til Sydfyn, hvor han har fået en deltidsstilling.

washuus@k.dk