EN MERE NUTIDIG og overbevisende form for relativisme repræsenterer Rune Engelbreth Larsen. Han tager sit udgangspunkt i det selvfølgelige, at mennesker ikke erkender, erfarer og oplever det samme, selvom de befinder sig i den samme situation. Gennem sproget lykkes det at skabe en form for konsensus i, hvad vi oplever, og gennem opdragelse skabes nogle fælles holdninger, men vi kan ikke krybe ind i hinanden og blive en identisk flok.

Der vil altid være noget, som udelukkende er det enkelte menneskes adgang til tilværelsen. Johannes Sløk udtrykte det på den måde, at man altid som det menneske, man er, er ”det perspektiviske midtpunkt for ethvert forløb”.

Rune Engelbreth fører tanken videre ved at hævde, at denne forskellighed i erkendelse og erfaring bør anskues positivt som udtryk for humanisme. At et andet menneske delagtiggør mig i sine erfaringer kræver af mig, at jeg lytter og tolererer, at han eller hun er anderledes, men tillige accepterer, at netop den kendsgerning gør verden større og rigere. Men man må give afkald på den opfattelse, at mine værdier helt ud også gælder det andet menneske.

HVORFOR EN SÅDAN holdning skulle være uforenelig med kristendommen er mig ikke klart. Jo, hvis kristendommens sandhed godtgøres gennem metafysisk spekulation, som alle må bøje sig for, så er det klart, at relativismen er kristendommens modsætning. Men det er for mig ikke evangelisk-luthersk kristendom. Det er netop et metafysisk system og i virkeligheden nærmere Platon end Jesus.

Men det er måske, fordi jeg engang sad under P.G. Lindhardts prædikestol i Vor Frue kirke i Aarhus om søndagen og om mandagen gik til øvelse hos Johannes Sløk på universitetet om Søren Kierkegaard. Af dem lærte jeg, at Gud aldrig er et hvad, men altid et hvorledes. Hvorledes forstår jeg mit liv? Hvordan vil jeg leve det? Hvad føler jeg mig forpligtet i forhold til?

Og videre: Gud er ikke en størrelse blandt andre fænomener i og uden for verden. Gud er til, når jeg vil have med ham at gøre, i tro, håb og forpligtethed. Han er heller ikke at forstå som en nidkær bogholder, der pålægger mig at holde øje med, at andre tror det samme som mig og lever på den måde, jeg gør.

”Bekymringen for, om Gud er til, er ikke bekymringen efter Gud, men menneskets bekymring for sin sikkerhed på sig selv med eller uden Gud; men bekymringen for, om mennesket er til, om det virkeligt er til, er bekymringen efter Gud,” sagde tidehvervsteologen K. Olesen Larsen. For længe siden – og før toneangivende i kirke og politik bekymret efterlyste uimodsigelige værdier – værdier og Gud som hvad. Eller Gud som en værdi.

Diverse former for fundamentalisme er ved at få det sidste ord. Derfor er det nødvendigt igen at mobilisere den relativisme, således som de førnævnte repræsenterer.

Jeg tror ikke, at Gud er en relativ størrelse, men jeg er sikker på, at jeg selv er det, og jeg er sikker på, at andre også er det – med samt alle de værdier, de finder så vigtige.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte