Når livet males med blåt

Mange af billederne, som han malede i de hårde måneder efter tsunamien, er domineret af den blå farve. På enkelte af billederne er lyset malet ind, men motiverne domineres af den dybe, dystre blå farve. Han har malet mange billeder siden, men den serie malerier, han malede efter tsunamien, står som en milepæl i hans kreative liv og fortæller om en virksom, kunstnerisk mand, som blev hevet ud af sin vante rytme og begyndte at fordybe sig i den indsigt, fornyelse og kreativitet han oplevede også fulgte med sorgen.

Jørn Henrik Olsen, som taler med en syngende bornholmsk dialekt, voksede op som nummer fire i en søskendeflok på seks. Hans far var landmand og møller i Østermarie og samtidig formand for menighedsrådet og aktiv i Luthersk Mission.

”Når jeg fortæller, at jeg har rod i Luthersk Mission, er der mange, som forbinder det med noget vældig tungt. Det er ikke min erfaring. Min hjem var kulturåbent, varmt og kreativt og tilgangen til kristendommen var livsbekræftende,” siger han og fortæller om sin nu 87-årige mor, som fra barnsben gav ham sansen for det smukke med sit blik for de skønne kunster. Hun skabte blandt andet egne billedmønstre ved sin store væv, som hun stadig sidder ved.

Jørn Henrik Olsen vidste tidligt, at han ikke ville blive ved landbruget, og blev som den første i sin familie student. Han ville studere teologi og siden undervise eller forske. Han holdt fast i planerne, og som ung teolog rejste han og familien til Tanzania, hvor han i ni år arbejdede med teologisk uddannelse. Her blev den lille familie til en stor familie med fem døtre.

”En relativt tung strømpil i mit eget liv var tabet af min far i 1993, som døde efter et halvt år med kræft. Min far og jeg havde været fælles om meget, jeg var knyttet til ham og så op til ham, fordi han levede et lidenskabeligt liv til gavn for mennesker. Vi havde ikke mulighed for at rejse hjem og være tæt på ham i den tid, men jeg tog hjem og tog afsked med ham i forbindelse med hans 70-års-fødselsdag, hvor der kom et stort antal mennesker til hans reception. Mange kom for at tage afsked og samtidig sige tak. Det var en medrivende oplevelse. En måned senere, da jeg var tilbage i Tanzania, døde han. Der er en tæt sammenhæng mellem sorg og kærlighed, og der, hvor sorgen er størst, er der, hvor kærligheden og tilknytningen var stærkest. Døden, tabet og adskillelsen er noget af det sværeste i livet, men samtidig er det noget af det mest normale. Sorg har ingen udløbsdato, og er man engageret til stede i livet, så kan sorg og livshistorie ikke skilles ad,” siger han.

At sorg og livshistorie ikke kan skilles ad, har han fordybet sig i teologisk, eksistentielt og kunstnerisk, især siden tsunamien. I 2010 blev han ansat som fakultetsleder på det teologiske uddannelsessted Menighedsfakultetet i Aarhus. Men skønt det overvejende administrative lederjob lægger beslag på meget af hans tid, har han bevaret et rum, hvor han kan blive lang i blikket og grunde over de eksistentielle spørgsmål om kærlighed, glæde og sorg, som optager ham.

Han citerer Hippokrates berømte ord: ”Livet er kort. Kunsten er lang.” Når han lader stilheden sænke sig, så er det ord som disse, som trænger ind på ham og ofte med en nedstemthed til følge.

”Vi fødes og går lidt rundt i den her verden, men så skal vi ikke være her længere. Det skønne, det livsbekræftende og de fantastiske relationer og den kærlighed, som vi får lov at smage, varer kun kort, inden det skal afbrydes. At tage livet alvorligt er også at tage den nedstemthed på sig, som følger af livets korthed. Når det går op for én, så kommer man til et tomt rum, som også er mulighedernes rum. Men mange af os når ikke at erfare, at vi er ved kanten af et tomt rum, for vi lader os i stedet adsprede og underholde. Men der, hvor absolut ingenting sker, det er også der, hvor fornyelsen sker. Jeg har lært at møde mig selv i vemod og melankoli og set, hvor vigtigt det er for den kreative, skabende proces. Skal der ske noget fornyende og livsbevægende, som flytter noget i de menneskelige relationer, så skal man ud i det vækstområde, som man kun finder der, hvor intet sker,” siger han.

Jørn Henrik Olsen er flittig foredragsholder og holder blandt andet foredrag om kedsomhedens værdi, og her har han flere gange fået spørgsmålet, om det nu også er godt at opsøge livet, hvor intet sker.

”Mennesker, som har travlt, vil ofte spørge, hvorfor det hele skal være så alvorligt. Det er et udmærket spørgsmål, men det kan også være et skalkeskjul, man rejser, fordi man ikke tør standse op og gå ind i langsomheden. Det er min erfaring, at vi skal finde perioder dagligt, hvor man falder så meget til ro, at man kan høre det, man ikke kan sige sig selv.”

Når Jørn Henrik Olsen standser op, så mærker han, hvordan melankolien mange dage er hans følgesvend. Han deler sit liv mellem arbejdsstedet, et lejet værelse i Aarhus og familiens hjem i Gilleleje, hvor hans atelier også er. Men uanset om han er i Aarhus eller Nordsjælland, så sørger han hver dag for at sætte tid af til at gøre intet, så han også i et tæt program får mulighed for at tilbageerob-re den langsomme tid. Han nøjes med få timers søvn, hvilket gør det muligt for ham at klare det udfordrende lederjob, arbejde kreativt og gøre absolut intet, Og når han gør intet, så mærker han også den blå ild, som brænder i ham som en slags glædens og livets smerte.

”Den sorg, jeg kæmper mest med for min egen del, det er melankoliens og nedstemthedens sorg i en eksistentiel betydning af ordet, hvor jeg oplever, at fraværet af det tabte efterlader sig et tomrum. De smertefulde tab i melankolien er tit helt navnløse. Man kan ikke sætte navne på dem. Udvidelsen af selvets grænser gør, at jeg i melankoliens kølvand oplever, at jeg krymper, at jeg bliver låst fast og ikke kan gå ud i livets bevægelse. Tristheden og tabet bliver den skygge, som formørker den ydre verden. Resultatet viser sig i en nedstemthed, tilbagetrækning fra hverdagslivet, manglende evne til hengivenhed, lammelse af viljen og tab af selvfølelse.”

Siden Aristoteles er det melankolske sind blevet koblet til det kreative, og Jørn Henrik Olsen ser netop melankoliens blå farve som havet, som både giver frihed, men også kan få mennesket til at gå under.

”Melankolikeren sætter ofte højere krav til sig selv end nogen anden. Det er noget, jeg kender til. Fordømmelsen af en selv er i tillæg også mere skånselsløs. Og selvfordømmelsen kan virke lammende på engagement og opløsende på relationer. Man magter ikke at engagere sig i fællesskabet og det pulserende liv. Oplevelsen af egen uduelighed og manglende evne til at kontrollere livet kan føre til en tilsvarende opvurdering og idealisering af verden og andre mennesker. Målt op mod en idealverden og andres færdigheder, bliver alle forsøg på at yde noget konstruktivt oplevet som nye nederlag og forstærkning af egen uduelighedsfølelse. For at beskytte sig mod nederlagsfølelsen kan det derfor være fristende at slå sig til ro i en drømmeverden. Man løfter andre op, men trykker sig selv ned. Man kommer til at evakuere sig selv fra det, der faktisk befinder sig lige foran én, og man fremstår som en torso uden ben til at gå eller arme og hænder til at gribe med,” siger han.

Når Jørn Henrik Olsen løfter et hvidt lærred frem i atelieret, så tillader han sig at lukke op for den smerte, som knytter sig til melankolien og visheden om det jordiske livs korthed.

”Det er vigtigt, at vi tør møde os selv som nedstemte og sorgfyldte mennesker og ikke tropper op hos lægen, blot vi mærker nedstemtheden, for der er en glæde i sorgen. Smerten skal have plads, for den vil minde os om meget, vi måske har glemt i livets fart. Alt det, som er blevet vane, får nyt liv, når sorgen og smerten rammer ind midt i livets kerne og river os fra hinanden. Smerten vil både lukke os og åbne os. Sorg er ikke et problem, som skal løses, men et liv, som skal leves.”

nygaard@k.dk