Deng var manden der forvandlede Kina

Efter syv år i udlandet rejste Deng i 1927 tilbage til Kina for at slutte sig til det kinesiske kommunistparti, der havde hårdt brug for driftige, unge ledere i kampen om Kina. Partiet udpegede ham til at være partisekretær for en kommune i den kommunistisk kontrollerede provins Jiangxi.

De næste ti år stiftede Deng et nært forhold til Mao Zedong, som havde etableret sig som leder af kommunistpartiet. Efter den kommunistiske magtovertagelse i Kina i 1949 havde Deng positioneret sig selv som et af de førende medlemmer af det kinesiske kommunistparti. Deng nærede på det tidspunkt en stor beundring for Mao, som havde fået øje på Dengs politiske talent. Mao var dog dybt skeptisk over for Dengs pragmatiske holdning til økonomisk liberalisering, som ikke spandt sammen med Maos mere dogmatiske tilgang.

Vogel udstiller de mange magtkampe, der foregår i Kinas kommunistparti med stor detalje og løfter dermed sløret for noget af den mystik, der omgærder ellers hemmelighedsfulde, politiske udpegelser i Kina. Her er især Dengs egen skæbne interessant, da han blev udrenset af Mao to gange.

Første gang var under Kulturrevolutionen. Deng havde været personen, der skulle rydde op efter Det Store Spring Fremad, Maos økonomiske plan i 1958, der havde ødelagt Kinas økonomiske vækst og bragt hungersnød over Kina. Med sin vellykkede redningsplan havde Deng undermineret Maos position som landets leder. Mao anså dette for en personlig trussel og sendte Deng i eksil i det nordlige Kina, fjernt fra hovedstaden Beijing.

I 1973 fik Mao dog brug for Deng, som fik lov til at vende tilbage til Beijing. Her skulle Deng tage over efter den hidtidige premierminister Zhou Enlai. Zhou var ifølge Mao blevet for venlig over for USA. Samtidig ville den efterhånden 80 år gamle Mao sikre Kinas næste generation af ledere, og her var Deng det mest kvalificerede valg.

Problemet var bare, at Deng udviste lidt for meget økonomisk reformvilje, samtidig med at han lagde sig ud med kommunistpartiets venstrefløj, der omfattede Maos hustru, Jiang Qing. Derudover havde Deng tabt sin tidligere beundring for Mao, da han anså Det Store Spring Fremad samt Kulturrevolutionen for to store fejl. Selvom partiets venstrefløj flere gange forsøgte at presse Deng til at anerkende, at Kulturrevolutionen var en god begivenhed, ville Deng ikke give sig.

I 1976 blev Deng igen udrenset, og selvom Mao døde samme år, kom Deng først tilbage til magtens centrum to år senere, efter at Maos efterfølger, Hua Guofeng, havde arresteret Jiang og lederne af partiets venstrefløj for at fjerne deres indflydelse i partiet.

Efter sin tilbagevenden til kinesisk politik udmanøvrerede Deng hurtigt Hua, men modsat Mao valgte Deng ikke at udrense Hua. Det skabte præcedens i Kina for, at politikere som tabte en magtkamp, ikke nødvendigvis skulle forfølges. Deng kunne i en alder af 75 år sætte sig som Kinas ubestridte leder og gennemføre en ”gaige kaifang” (reform og åbning, red.) af den kinesiske økonomi.

Resultatet af denne økonomiske liberalisering betød, at Kina 34 år efter åbningen kunne kalde sig for verdens næststørste økonomi, mens landet i 1977 havde et bruttonationalprodukt, der svarede til Sveriges.

”Gaige kaifang” var dog ikke det samme som, hvad Mikhail Gorbatjov forsøgte at indføre i Sovjetunionen, glasnost og perestrojka (åbenhed og restrukturering). Deng havde ingen planer om en politisk liberalisering af Kina. Dengs søn fortæller, at Deng betegnede Gorbatjov som en idiot, da Gorbatjov efter den politiske liberalisering ikke længere ”ville have magten til at løse de økonomiske problemer, og at folket derfor ville fjerne ham”.

En række anmeldelser af bogen har kritiseret Vogel for at være alt for blød over for Dengs holdning til politisk liberalising samt Dengs rolle i undertrykkelsen af en egentlig politisk opposition til det kinesiske kommunistparti. Kritikpunktet er reelt nok, hvis hensigten med bogen har været, at den skulle være en biografi om Deng for lægmand. Bogen ofrer ikke mange sider på at belyse Dengs mørke sider, men spørgsmålet er, om læseren behøver en yderligere uddybning, når Vogel ganske klart beskriver Dengs menneskesyn med disse ord: ”Deng var fast besluttet på at gøre, hvad der var godt for partiet og landet, og ikke, hvad der var godt for hans venner. … Som en disciplineret militærofficer, var Deng kendt for at give ordre til frontalangreb, selvom han vidste, at der ville være svære tab.”

Som et akademisk værk er bogen dog uovertruffen. Den dokumenterer klart Dengs politiske karriere og de kampe, som han måtte kæmpe i partiet, samtidig med at den giver et dybdegående indblik i de inderste kredse af moderne kinesisk politik.

Ezra F. Vogel: Deng Xiaoping and the Transformation of China. 928 sider. Harvard University Press.