Guds hånd eller Guds fod

Maradona havde med Guds fod og hånd sendt England ud af turneringen. Det ene mål havde forarget en hel fodboldverden, mens Gambetta-målet havde begejstret alle. Det var et fodboldgenis bedrift.

Maradona personificerer store dele af VM-fodboldens historie. Det er historien om sejre og nederlag, om storhed og fald, om begejstring og bedrag. Maradona er elsket og hadet, netop fordi hele hans liv som fodboldspiller og menneske er så fyldt med modsætninger.

Mange år efter afslutningen på sin aktive karriere blev Maradona i 2004 indlagt på en privat klinik i Buenos Aires. Han var i en kritisk tilstand på grund af problemer med hjerte og blodtrykket blandt andet forårsaget af stofmisbrug og dekadent livsstil. Han trak kun vejret ved hjælp af en respirator, og Argentina trak vejret med ham. Massevis af argentinske fodboldfans barrikaderede klinikken i dagevis. De bad for deres ikon. Maradona genvandt bevidstheden og blev udskrevet af klinikken nogle uger senere. Denne episode er sammen med målene mod England eksempler på hændelser, der fortæller om, hvorfor Maradonas eftermæle er så omdiskuteret.

Allerede i 1978 – i en alder af kun 18 år – ønskede en hel argentinsk fodboldnation, at Maradona skulle med til VM. Det foregik af alle steder i Argentina, men træner Cesar Luis Menotti mente til stor fortrydelse for de fleste fodbold-fans, at han var for ung. Hvorvidt Menotti havde ret eller ej, diskuteres fortsat i argentinske fodboldkredse, men tilbage står, at Argentina vandt dette VM efter en finalesejr over Holland.

Ved næste VM i Spanien i 1982 var Maradona så endelig klar til at begejstre hele fodboldverdenen. Han var udset til at blive den afgørende faktor på et argentinsk landshold bestående af ”gamle” stjerner fra det succesrige 1978-hold og nye spillere.

JEG HAR STADIG Maradonas første VM-mål på VHS-bånd. Det blevet scoret i 4-1-sejren over Ungarn. Målet var en enlig svale i et VM, der for Maradona og Argentina endte i eklatant fiasko. I kvartfinalen blev det ikke bare til et endegyldigt exit efter nederlag til ærkerivalerne fra Brasilien. Maradona endte med at få det røde kort efter at have sparket en brasiliansk forsvarsspiller i skridtet.

Imellem VM i 1982 og 1986 foretog Maradona et klubskifte, der fik afgørende betydning for, at fodboldkarrieren kom på rette spor. I 1982 blev han solgt til spanske FC Barcelona for en rekordstor sum på tre millioner kroner, men opholdet bar præg af en lang række skader, som holdt ham uden for startopstillingen.

FC Barcelonas træner Udo Lattek bekendtgjorde i de spanske medier, at han tvivlede på, om Maradona reelt var skadet, eller han blot gik mere op i et liv med alkohol og kvindelige bekendtskaber. I 1984 blev Maradona til manges overraskelse så solgt til den relativt upåagtede italienske klub Napoli.

I storklubben FC Barcelona havde Maradona det svært blandt alle de andre stjerner, men i det sydlige Italien var der ingen, der betvivlede hans fodboldmæssige autoritet. I debutkampen tabte Napoli 3-1 til Verona med den danske stjerne Preben Elkjær på holdet, men allerede i Maradonas første sæson scorede han 14 mål i 30 kampe. Han var holdets ubetingede stjerne, og den rolle befandt han sig godt i.

Det var ganske givet med til, at han spillede sit vel bedste VM i 1986. Ikke bare i den omtalte kamp mod England. Han var afgørende for, at Argentina igen blev verdensmestre med en finalesejr på 3-2 over Tyskland. Finalekampen var hans formodentlig svageste, men alligevel havde han en afgørende (Guds) fod med. Efter den tyske udligning til 2-2 slår han en fremragende aflevering til Jorge Burruchaga, der i fri position passerer den tyske målmand og scorer sejrsmålet.

Maradonas opture vil ingen ende tage. I 1987 og 1990 vinder han sammen med Napoli det italienske mesterskab, og ved VM i 1990 fører han nærmest egenhændigt Argentina til endnu en finale, hvor Tyskland dog får revanche for 1986-nederlaget.

I privatlivet er der få opture. I 1991 bliver Maradona for første gang testet positiv for indtagelse af kokain. Han kædes sammen med den italienske mafia og følgelig bliver skilsmisse og faderskabssag nærmest en parentes i fodboldstjernens personlige deroute. Efter et lidet glorværdigt mellemværende med spanske Sevilla returnerer Maradona utrænet og overvægtig til den hjemlige argentinske liga i 1993.

Øjensynlig dømt færdig som fodboldspiller foretager Maradona et mirakuløst comeback ved VM i 1994. Argentinas første kamp mod Grækenland står klart i min erindring. Med en fantastisk præstation vinder de 4-0, og Maradona scorer det sidste mål med sit fabelagtige venstreben. I en historisk jubelscene brøler han de tidligere års frustrationer ud. Men opblomstringen er kort. Efter kampen testes Maradona positiv for spor af stoffet efedrin. Ikke bare VM, men hele Maradonas foldboldkarriere er dermed reelt forbi. De kommende år byder på den ene skandalesag efter den anden og kulminerer med hospitalsindlæggelsen.

Var Maradona en gave til fodbolden eller en krakeleret og falleret person, der bukkede under for presset? Svaret afhænger af øjnene, som ser, og ørerne, der lytter. For mig er han ubetinget verdens bedste foldboldspiller nogensinde, og jeg hylder ham for det. Jeg så mere på Guds fod end Guds hånd, og jeg er ligeglad med dopingdommen. Man kan ikke dope sig til den tekniske begavelse, der blandt andet resulterede i drømmemålet mod Grækenland.

Andre vil være af en anden opfattelse og måske hælde til den småkedelige Pelé. Det er fascinerende ved foldbolden, at vi ikke kan undslå os for at have sympati for nogle og være imod andre. I hvert fald når kampene spilles, og spillernes præstationer efterfølgende diskuteres. Diego Armando Maradona og hans liv som spiller og menneske vækker disse modsætningsforhold hos os. For mig er han storhed, for andre vil han være fald.

Andreas Rasch-Christensen er videncenterleder og seminarielektor