Nye litterære eventyr

Læs også

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Dansk litteratur

flexblock

Emneord for denne artikel

forfatter | eventyr | Harald Voetmann

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Mai Misfeldt | 13. januar 2012

Forfatteren Harald Voetmann, født 1978, vover noget i sit forfatterskab, og han vinder på det

Jeg åbnede det nye år på langs på sofaen i selskab med Harald Voetmanns roman ”Kødet letter”.

Og da jeg først havde lagt mig, kunne jeg ikke komme op igen, kun nødtvungent måtte jeg lægge bogen fra mig, for at tjekke hans tekstsamling fra 2010, ”Vågen”, som blev indstillet til Nordisk Råds Pris.

LÆS OGSÅ: Islandsk forfatter får Nordisk Råds litteraturpris

Og jo, der var han igen, Kühleborn, som her i ”Kødet letter” er en form for hovedperson. Faktisk er de første 30 sider i ”Kødet letter” overført direkte fra ”Vågen”! Gør det noget? Nej, ikke når man skriver som Voetmann, og slet ikke, når han forlænger fortællingen om Kühleborn.

Annonce

Kühleborn arbejder ligesom kollegaen Huldbrand på et talgsmelteri et sted i Københavns kødby.

Her henslæber de tilværelsen i nærmest beckett’sk absurditet, i et glasbur midt i smeltehallen.

En gang i timen skiftes de til at skrabe fedt af ruden, så de igen kan bivåne aktiviteten i hallen. Ellers fedter de mest med papirer og ildelugtende madpakker, mensKühleborn kæler for sine elskede Parker-penne. Tiden er ubestemmelig, moderne, men samtidig springes der løst og frit til hestevognenes, krigens og pornobiografen Sagas storhedstid.

I 1997 lavede Natasha Arty en kortfilm for børn, der hed ”Fanny Farveløs”, hvor alle gik i grå pudedragter, og selv medisterpølsen var grå.

Det er sådan et fedtet, gråt univers, som Voetmann skriver frem. Ikke indbydende, men beskrevet så indgående og stilistisk overlegent, at man bare vil se mere.

Det ville ikke være Voetmann, hvis der ikke var forbindelser bagud, og både Kühleborn og Huldbrand stammer fra tyske Friedrich de la Motte Fouqués eventyrnovelle ”Undine” fra 1811.

I den fortælling er Undine en vandånd (som igen er hugget fra renæssance-alkymisten Paracelsus), hos Voetmann er hun en kloning af Ida Davidsen og Kirsten Hüttemeyer.

Bedst som man er kommet til at holde af Kühleborn, som netop har fået tilsendt en såkaldt dødsfrakke, en cottoncoat med lange slæbende og blyforede frakkeskøder, beregnet til at møde sit endeligt i klemme i busdøre, skifter romanen spor.

Nu møder vi forfatteren til første dels fortælling, figuren Voetmann, som i ren desperation har meldt sig til en art dødsterapi, en kommunal ordning, som indebærer en modning til at tage imod den endelige sprøjte.

Tro nu endelig ikke, at vi er ude i endnu et autobiografisk projekt, nej, vi skal heldigvis længere ud på fantasmens overdrev!

Trods Voetmann-figurens umådelige tristesse og sortsyn og til hans store fortvivlelse går terapien imidlertid den modsatte vej. Man slipper ikke bare for livet, heller ikke selvom det synes som en dybhavsfærd, kødet letter ikke uden videre.

Det er ikke let at beskrive, hvad ”Kødet letter” egentlig handler om. Men på en besynderlig vis er den, i al sin fokusering på kødet, forgængeligheden, flommefedtet og depressionen, afsindig livsbekræftende, underfundig og hylende morsom læsning.

Ligesom man kan blive oplevet af at betragte maleren James Ensors grelle og egensindige farveorgier, for eksempel maleriet fra 1891, der pryder forsiden, og som efter fortællingen er et selvportræt, hvor to skelet-kritikere hiver og bider i hver sin ende af kunstneren i skikkelse af en sardin! ”Græd ikke så aflangt, du grønne ansjos”, dyp træbenet i Voetmanns flommefedt og mærk danseglæden.

Harald Voetmann: Kødet letter. 136 sider. 199 kroner. Gyldendal.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock