Moritz Schramm |
13. januar 2012
Mathias P. Høegs dagbøger om sine fire års krigsfangenskab i Sibirien under Første Verdenskrig er interessant læsning. Men imponerer ikke
”Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din pine? Liv, hvor er din glæde? Knokkelmanden med leen har taget fast bopæl iblandt os. Der går ikke en dag, uden at han er i virksomhed.”
Citatet stammer fra Mathias P. Høegs dagbøger om sin tid som krigsfange i Rusland under Første Verdenskrig.
LÆS OGSÅ: Naboskabets blodige spor fører mod forsoningLigesom en del andre tyskere med dansk baggrund blev Høeg, der stammede fra Tirslund i Sønderjylland, under Første Verdenskrig indkaldt til militæret, og ligesom så mange andre måtte han tjene ved fronten i Rusland.
Det var her, Høeg blev taget til fange. Dagbøgerne fortæller efterfølgende om hans tid i Rusland, i Sibirien, og siden om hans med længsel imødesete hjemrejse til Sønderjylland via Kina og Indien. Og de giver et interessant indblik i datidens udfordringer, i livet som krigsfange, og i de mange udfordringer, som forfatteren og de andre krigsfanger skulle slås med. Omkring halvdelen, P. Høeg sad til fange sammen med, døde under opholdet i Sibirien, og Høeg hørte dermed blandt de heldige udvalgte, der formåede at vende tilbage til deres familie igen.
Dagbøgerne har allerede været udgivet en gang før, i 1943. Og Høeg lod sig dengang, som Helle Retbøll Carl, der har stået for genudgivelsen af dem, fortæller i sit glimrende forord, inspirere af samtidens succesfulde erindringslitteratur om Første Verdenskrig; og ikke mindst af Edwin Erich Dwingers trilogi om sit russiske krigsfangenskab, der udkom for første gang på tysk i 1929-30.
Høegs dagbøger søger tydeligvis at lægge sig ind i samme stil og kan derfor ikke bare ses som autentiske krigsberetninger. Men de giver et interessant indtryk, og indblik, i krigstiden og betingelserne under fangenskab.
Høegs dagbøger er nok særlig interessante for et dansk publikum, idet Høeg selv var en af de mange sønderjyske soldater, der gjorde tjeneste under Første Verdenskrig. Dagbøgerne er således et bidrag til den del af den dansk-tyske historie, der stadig er underbelyst i Danmark. Og det er uden tvivl interessant, hvordan Høeg under hele sit fangenskab i Rusland lægger vægt på at være dansker og, sikkert også delvist af taktiske årsager, ikke at høre til blandt de tyske krigsfanger.
Dagbøgerne er således et velkomment bidrag til at belyse en ofte noget forglemt del af den danske historie. Og Helle Retbøll Carls fodnoter og bemærkninger sætter begivenhederne meget fint i en historisk ramme. Ikke mindst det kaos, der er opstået i forbindelse med den russiske revolution, og som Høeg direkte bliver ramt af, er en interessant del af historien. Alligevel forbliver dagbøgernes fascinationskraft begrænset. De er for meget præget af deres tid, for meget bearbejdet af Høeg selv, til at de for alvor vil kunne flytte ind i danskernes læsestuer. Mens de som historiske dokumenter er givende og velkomne, formår de næppe at sætte sig fast i den almindelige læsers hjerne og hukommelse.
Mathias P. Høeg: Jeg har ikke flere patroner. Fire års krigsfangenskab i Sibirien. Genudgivet med forord og efterskrift af Helle Retbøll Carl. 318 sider. 299 kroner. Gads Forlag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad