At gå sig til tro

Da skuespilleren Bob Hope lå for døden, spurgte hans børn ham, om han ønskede at blive jordfæstet eller bisat. ”Surprise me!”, svarede Bob Hope, og sådan har mange af os det med rutiner og forudsigelighed. Der skal gerne være overraskelser i tilværelsen, og inspirationen må gerne komme fra en anden kant i dag, end den gjorde i går, hvis forandringsmusklen skal holdes ved lige.

LÆS OGSÅ: Jakobsvejen kalder på moderne pilgrimme

Herom handler forhenværrende biskop Martin Linds nye bog om pilgrimsteologi: ”Pilgrimsvandringen minder hele tiden vandreren om livets foranderlighed”. Alligevel var det med agtpågivende skepsis, jeg begyndte at læse bogen, for denne moderne pilgrimsvandring er den ikke som en døgnflue, der går på vingerne for at holde sig svævende en kort tid og derefter synker ned i den mørke glemsel?

Men jeg fik mig vitterlig en overraskelse – og en positiv sådan – for Martin Lind har skrevet en bog, som jeg har nydt snart dråbevis, snart i fulde drag, men uanset mængde virkelig nydt. Ikke blot er den velskrevet og tankevækkende – den er også et stykke fortræffelig formidling, der har gjort mig klogere på et felt, som jeg ellers har haft et instinktivt forbehold over for. Og selvom jeg endnu ikke er begyndt at studere vinterudsalgets udvalg af vandresko eller har bestilt fly til Santiago di Compostela, så argumenterer Lind overbevisende for, hvordan den evangeliske glæde stiger fra tæerne og op til hjernen under pilgrimsvandringen, så jeg er begyndt at overveje det.