Gud fortvivles over menneskets ondskab på jorden og beslutter at ødelægge det med undtagelse af Noah og hans familie. Billedet viser patriarkerne. Den siddende er Methusalem, som er omgivet af Noahs familie. Methusalem beder Noah i at åbne skriftrullerne, der er skrevet af hans far, Enoch, så de kan sammenligne tegnene på himlen med dem på skriftrullerne. At de stemmer overens advarer om verdens undergang og dermed Methusalems død. John Martin: The Eve of the Deluge, malet 1840.
- www.wga.hu
Johannes Nørregaard Frandsen |
13. januar 2012
Historiens første vejrudsigt blev givet til Moses
I en klumme behandlede jeg ordet synd, hvad Jacob Christensen fra Bispebjerg er venlig at sige tak for, men han synes, det var synd, jeg ikke tog syndfloden med, og den åbner jeg gerne for.
Syndfloden kan opfattes som bibelsk. I hvert fald er syndfloden den bølge, Gud lod strømme over Jorden som straf for menneskenes synder. Man kunne hævde, at Første Mosebog rummer historiens første vejrudsigt, for Noa varsles af Gud om oversvømmelsen, så han kan bygge sin ark.
LÆS OGSÅ: Oldnordisk syndDenne vandflod eller ekstreme oversvømmelse kaldes syndfloden, og den har mange kilder og udgangspunkter i den menneskelige erfaring og historie! Den genfindes i hvert fald i mange religioner, myter og fortællinger, både i oldtekster som de babylonske Gilgamesh og Atrahasis og i moderne mediefortællinger som et motiv, når tsunami og andre naturkatastrofer skildres i medierne.
Syndflod! Vi kobler ordet på forestillinger om katastrofe og undergang. Vi gyser, den store flod vasker det syndige liv bort, det er godt stof, som dramatiske katastrofer altid er det.
Det morsomme er, at ordet egentlig slet ikke betyder noget med synd. Det har sit udspring i et middelaldertysk begreb, Sintfluot, som er sammensat af sin, der her ikke betyder synd, men uafbrudt eller stadig. Det er faktisk det samme ord som det, der udgør første stavelse i singrønt, som alle naturelskere ved betyder stedsegrønt. Altså stadiggrønt eller vedblivende grønt. Det andet element, der indgår, Fluot, betyder flod, så Sintfluot betød simpelthen en uafbrudt bølge, ikke noget med syndighed.
Ordet forvanskedes til Sündeflut, og dette tyske ord er strømmet ind i dansk, hvor det er blevet til en syndflod. Sådan kan ord og begreber komme ad mærkelige vandveje.
Syndfloden indgår i en række faste vendinger. Det kan hedde, at noget er fra før syndfloden, hvilket betyder fra før, verden gik helt af lave. Tårer kan pludselig strømme som en syndflod ad en piges kinder, ligesom der kan passere en syndflod af mennesker på gågaden, så her hentyder syndfloden til, at der er en stor mængde.
Der er også en syndflod af mennesker, som bøjer verber på måder, der er forkerte, men egentlig ret charmerende. Ingrid Voss-Jensen beder således om tilgivelse for at have hentet og brunget ting og sager i årevis. Hun ved da godt, det hedder hentet og bragt, men synes altså brunget er mere mundret. Hvor kommer den form fra, spørger hun, og mit svar er, at den kommer af folkemunde og traditioner for at snakke. Egentlig er forholdet mellem stærke, uregelmæssige og svage, regelmæssige verber ret kompliceret. Mange i dette land har særlige dialektale eller traditionelle bøjninger på tungen, for eksempel at noget er brunget i stedet for bragt. Faktisk lyder formuleringen hentet og brunget da også mindst lige så godt som hentet og bragt – men ikke mine ord igen. Det kunne udløse en syndflod af kritik.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad