De store syndfloder

I en klumme behandlede jeg ordet synd, hvad Jacob Christensen fra Bispebjerg er venlig at sige tak for, men han synes, det var synd, jeg ikke tog syndfloden med, og den åbner jeg gerne for.

Syndfloden kan opfattes som bibelsk. I hvert fald er syndfloden den bølge, Gud lod strømme over Jorden som straf for menneskenes synder. Man kunne hævde, at Første Mosebog rummer historiens første vejrudsigt, for Noa varsles af Gud om oversvømmelsen, så han kan bygge sin ark.

LÆS OGSÅ: Oldnordisk synd

Denne vandflod eller ekstreme oversvømmelse kaldes syndfloden, og den har mange kilder og udgangspunkter i den menneskelige erfaring og historie! Den genfindes i hvert fald i mange religioner, myter og fortællinger, både i oldtekster som de babylonske Gilgamesh og Atrahasis og i moderne mediefortællinger som et motiv, når tsunami og andre naturkatastrofer skildres i medierne.

Syndflod! Vi kobler ordet på forestillinger om katastrofe og undergang. Vi gyser, den store flod vasker det syndige liv bort, det er godt stof, som dramatiske katastrofer altid er det.

Det morsomme er, at ordet egentlig slet ikke betyder noget med synd. Det har sit udspring i et middelaldertysk begreb, Sintfluot, som er sammensat af sin, der her ikke betyder synd, men uafbrudt eller stadig. Det er faktisk det samme ord som det, der udgør første stavelse i singrønt, som alle naturelskere ved betyder stedsegrønt. Altså stadiggrønt eller vedblivende grønt. Det andet element, der indgår, Fluot, betyder flod, så Sintfluot betød simpelthen en uafbrudt bølge, ikke noget med syndighed.