Europa på godt og ondt

Og det kan han tro. Straks forklarer museumsinspek-tøren om portrættet af den græske filosof Sokrates, som omkring 400 år f.Kr. gik rundt på Athens torv og snakkede med folk.

”Sokrates insisterede på værdien af samtalen, dia-logen, som et middel til at skabe indsigt og erkendelse. Han dikterede ikke en sandhed, men mente, at to samtalepartnere ved fælles hjælp kunne nå til øget erkendelse. Dette, at forskellige synsvinklers møde er frugtbart, går som en positiv tråd gennem fortællingen om Europa.”

Ifølge Poul Grinder-Hansen er der lavet en linje gennem hele udstillingen. På den ene side vises det, der skete i Europa, og på den anden, hvad der skete mellem Europa og verden i samme periode. Samtidig viser man også et skel mellem konflikt og kommunikation.

Dette ses blandt andet i ellipsen Troens grænser, der først giver et indblik i kristendommens evne til at skabe bånd mellem de europæiske lande i middelalderen.

”I løbet af middelalderen lykkedes det for den romersk-katolske kirke at opbygge et selvstændigt kirkeligt netværk, der forbandt selv de yderste hjørner af kristenheden med helheden. Hver gang et nyt europæisk område blev kristnet, fik det del i en helhedskultur. Kirken kom med et fælles sprog, latin, og med redskaber til at lede og administrere, som også de verdslige magthavere nød godt af i opbygningen af deres rige,” forklarer Poul Grinder-Hansen og vender sig mod den anden ende af ellipsen, hvor der dukker en mindre fredelig side af kristendommen op.

For på verdensplan var middelalderen også korstogenes tid, hvor forsøget på at genkristne de islamiske lande gik mere eller mindre voldsomt for sig. Det ses blandt andet med et udstillet sværd med indskriften ”In nomine Domini” – I Herrens navn.

De voldelige kontakter mellem kristne og muslimer under korstogene stod dog ikke alene:

”Europæerne lærte en hel del af den islamiske kultur og bragte impulser med sig hjem. Muslimerne tog ikke lige så meget til sig, da de så europæernes skikke som en trussel mod islam. De trak sig i stedet tilbage for at værne om det, de havde.”

I udstillingen er der udelukkende brugt genstande fra Nationalmuseets egne samlinger, hvilket er usædvan-ligt for museets særudstillinger. Ifølge Poul Grinder-Hansen var der mange fordele ved at forme nogle spilleregler, når et så stort emne som Europas historie skulle formidles.

”Vi kunne alligevel ikke fortælle alt om Europa, så det var givet, at vi skulle træffe nogle valg og fravalg. I dette tilfælde var det et ønske fra museets ledelse, at vi skulle lave en decideret egenproduktion, udviklet af museets egne medarbejdere, for museets egne penge og med museets egne genstande. Det var også et ønske at trække på alle museets rige samlinger,” siger han og tilføjer, at museet selv mener, at resultatet viser, at det ud fra disse præmisser kunne lade sig gøre at lave en relevant udstilling med markante og spændende genstande.

For museumsinspektøren, der arbejdede med udstillingens middelalder- og renæssancedel, var det heller ikke svært at finde genstande nok:

”Middelalderen var, især takket være kirken, en internationalt orienteret periode, hvor kirkelige genstande fremstillet forskellige steder i Europa blev brugt rundt omkring. Man kan tale om en fælles vesteuropæisk, kristen kultur, selvom der selvfølgelig var regionale forskelle. Derfor er Nationalmuseets samlinger også i høj grad europæiske genstande, selvom de fleste stammer fra danske kirker.”