Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Nyt, stort forskningsprojekt ruller det nordiske køkken ud til i alt 800 skolebørn på Sjælland og Falster. Kristeligt Dagblad var med, da 4.b på Egelundsskolen i Albertslund gik til vildtgryderne og de hjemmesyltede rødbeder

Sille, Celina, Rozerin og Liva fra 4. b skubber vognen med melamintallerkner og kopper i stærke farver rundt mellem de lave borde. De hælder de hjemmesyltede rødbeder, de ikke selv snupper i forbifarten, op i små skåle, og de skriver med let kluntede bogstaver på flipovertavlen:

”Dagens menu: vildtgryde med tyttebær, syltede rødbeder, kartoffelmos og tyttebærkompot.”

”Vi elsker rødbeder,” siger Liva og viser ind i det lille skolekøkken på Egelundsskolen i Albertslund, hvor der allerede her halv elleve om formiddagen er godt gang i gryderne.

”Vil I smage?”, spørger Mona Jul Pedersen, der er ernæringsassistent og leder slagets gang i skolekøkkenet.

Annonce

Her skal både 3. og 4. klasserne på Egelundsskolen i tre måneder spise nordisk mad efterfulgt af tre måneder med madpakker. Undervejs vil det vise sig, om børnene bliver sundere og holder koncentrationen længere på den ene eller den anden slags skolemad. Forsøget er led i et stort forskningsprojekt under Københavns Universitet.

”Er det halal?”, spørger Rozerin og dypper skeen i den ene af de to gryder, hvor de gule gulerødder lyser op i en vildtsauce med kalvekød, der dufter, så det øjeblikkeligt mærkes i maven, at klokken nærmer sig frokostid.

”Uhm, det smager godt,” siger pigerne anerkendende til både den med og den uden kalvebacon, hvorefter de kaster sig over piskningen af kartoffelmosen. Undervejs smager de den til. En del gange. Faktisk smager børnene på det meste, fortæller Mona Jul Pedersen, der sammen med sin assistent, Ea Christensen, bevæger sig hjemvant og hurtigt rundt i det lille skolekøkken.

”Mange af børnene havde ikke set en blomkål før. Hellere ikke glaskål eller hvidkål,” siger Mona Jul Pedersen, ”men jeg er alligevel overrasket over, hvor åbne de er for at smage på nye ting som for eksempel blæretang, vi havde ristet i ovnen som chips.”

Det at smage på maden er en central del af skolemadsprojektet, der ikke kun handler om at spise sundt og lære om råvarerne, men også om at give børnene madglæde med på vejen.

”Vi har én regel her,” siger Mona Jul Pedersen, ”og det er, at man ikke må sige ’ad’ til maden.”

Gør man det, får man en seddel med hjem, forklarer hun. Det handler om at gøre måltidet til en positiv oplevelse, men også om at sætte ord på smagen.

”Det er helt okay, at man ikke kan lide for eksempel havtorn, der er en syrlig orange og gullig frugt, der vokser på buske om sommeren, men så man skal smage på den og øve sig i at sige: ’Den smager surt’, eller ’den smager bitter’. På den måde udvikler vi børnenes fornemmelse for, hvordan smagen af frisk fennikel eksempelvis adskiller sig fra smagen af fennikelfrø,” siger Mona Jul Pedersen, der nok mener, maden er moderne, men på en måde også minder om den, vor mormor lavede.

”Hjemmesyltede rødbeder for eksempel, det er jo noget, vi kender fra gamle dage, og som går rent ind hos børnene. Så meget, at vi har måttet fortælle forældrene, at rødbeder kan farve urinen,” fortæller hun.

En ting er smagen og farven på de syltede rødbeder, noget andet er konsistensen. Nordisk mad består af korn, kål og flere grøntsager med bid i, end mange af børnene har været vant til. ”Derfor har vi snydt lidt og blendet løgene til vildtsaucen. Børnene er så sarte med deres øjne,” siger Mona Jul Pedersen med en dialekt, der stadig klinger af det Vestjylland, hun er rundet af.

Der er grænser for, hvor meget børnene kan ændre deres madvaner på de tre måneder, de skal spise ny nordisk mad. De har allerede rykket sig en del, lyder det til.

”Jeg plejer at have forskelligt tyrkisk mad med,” siger Rozerin og dypper skeen i halalgryden igen.

”Jeg har nogle gange pizzarester eller sandwich med,” siger Liva, mens Celina og Sille fortæller om rugbrødsmadder med kødpålæg.

”En af de eneste ting, børnene efterspørger, er salt,” siger Mona Jul Pedersen, ”for både spegepølse og shawarmakød smager meget salt.”

I det nordiske skolekøkken står gennemsigtige æsker med kamutmel, speltmel og ølandshvede, og det er ikke svært at se, at madentusiasten Claus Meyer har været med inde over det ambitiøse skolemadsprojekt.

Om den nordiske og mestendels økologiske mad rent faktisk øger børnenes sundhed, trivsel og indlæring, vil vise sig. Blandt andet via blodprøver og læsetest fortæller daglig projektleder i OPUS Skolemadsprojekt Camilla Trab Damsgaard.

”Undervejs kommer eleverne op i det mobile laboratorium, en OPUS-lastbil, der kører rundt til skolerne. Her bliver de målt på vækst, knoglestyrke og fedtprocent,” siger hun.

Elever som Sille, Liva, Rozerin og Celina skal endvidere gennemføre en matematik-, en læse- og en koncentrationstest for at se, om det gør nogen forskel, at de har fået kål og fisk til frokost frem for leverpostejmaden med agurk, de havde med hjemmefra.

Fra skoleledelsens synspunkt er det kun positivt, at projektet er båret af lige dele professionalisme som madglæde. Det fortæller viceskoleinspektør på Egelundsskolen Lone Brinchmann Jensen.

”Vi vil gerne have en skolemadsordning, men det har været for dyrt,” siger hun, ”her får de både sund mad og lærer, at vi ikke har ris og rosiner naturligt i Danmark,” siger hun.

Lone Brinchmann Jensen er ikke i tvivl om, at den nordiske mad vil have en effekt på børnenes sundhed.

”Jeg er spændt på, hvad den sociolog, der følger klassen, finder ud af. Jeg kan godt have en formodning om, at den sunde og solide mad vil betyde noget for roen i klasserne, men vi ved det selvfølgelig ikke,” siger hun.

Ifølge forskerne er det nordiske køkken en knage, man hænger en større og bredere tendens op på. Når det kommer til børn, vil de fleste forældre gerne give dem en basal forståelse af, hvor maden kommer fra, og hvordan man laver den, og derfor taler det nordiske køkken til flere end bare dem, der altid er først med på det sidste nye.

På den måde kan nordisk mad som en samlet betegnelse blive et modsvar til ”middelhavskosten”, som det spanske, franske og italienske køkken er kendt for. Mad, der forebygger hjertekar-sygdomme, og som består af blandt andet olivenolie, nødder og fisk.

Tilbage i skolekøkkenet på Egelundsskolen i Albertslund putter Sille, Liva, Rozerin og Celina små tørrede bær i brune papirsposer. Det er til eftermiddagssnacken, og den bliver vejet af først.

”Men man må godt smage,” siger Sille og nupper et blåsort bær.

”Ja, og hvad er det, I spiser?”, spørger Mona Jul Pedersen.

”Det sådan nogle bær, der vokser i Danmark og Sverige, og hvor var det mere?”, siger Sille og kigger ivrigt op på Mona.

”I Finland. Og hvad var det så, de hed?”.

”Tyttebær!”, råber Sille, da hun pludselig kommer i tanke om bærrets betegnelse.

De smager godt og smager af meget, er pigerne enige om. Men havtorn? Den må de længere ud på landet med.

familieliv@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock