Et britisk forældrepar vandt i går kampen om deres svært handicappede 19 måneder gamle søns liv. Drengen, "MB", lider af uhelbredelig muskelsvind, der dag for dag svækker hans krop. Sygdommen blev diagnosticeret, da drengen var syv uger, og siden har han ikke forladt sin hospitalsseng.
MB's læger havde bedt Højesteret om lov til at slukke for hans respirator og lade ham dø med det argument, at drengen sandsynligvis lider.
Sagen var principiel, fordi det var første gang, at læger har bedt om lov til at fjerne respiratoren fra en baby, der ikke menes at være hjerneskadet. Dommeren lagde da også vægt på, at MB reagerer på sine forældres tilstedeværelse – og tilsyneladende kan skelne mellem tegnefilm og nyheder på tv'et over sin seng.
Men MB kan ikke kommunikere, tygge, synke eller trække vejret, og i alt 14 læger fortalte i retten, at drengens livskvalitet var for dårlig. En læge vurderede, at drengens tilværelse var direkte utålelig.
Forældrenes advokat sagde efter dommen, at familien følte sig "retfærdiggjort".
Dommen forpligter ikke MB's læger til under alle omstændigheder at holde ham i live. Hvis hans hjerte stopper eller han får en infektion, må lægerne vurdere, om han bør have den nødvendige behandling.
udland@kristeligt-dagblad.dk