Kristine Kabel |
16. januar 2012
Sara Gruen kritiserer reality-programmer og showbiz i romanen ”Abehuset”
På et tidspunkt var ”Big Brother” et nyskabende program, og det hus, hvor beboerne blev installeret med kameraer i hvert hjørne, blev i 1990’erne et symbol på, at grænsen mellem det private og det offentlige var på vej til hastig opløsning.
I sin nye roman, ”Abehuset”, udstiller den amerikanske forfatter Sara Gruen underholdningsindustrien og det almindelige menneskes nyfigne interesse i andres hverdagssex og små dramaer.
LÆS OGSÅ: Hellige deltagere på Paradise HotelBlot med det interessante twist, at Big Brother-huset er blevet til et hus med aber som beboere.
Det ændrer imidlertid ikke på reality-konceptet: Moralsk anløbne mediefolk køber seks dværgchimpanser fra forskningsverdenen og sætter dem ind i et tomt hus fyldt med kameraer. Smart reklameføring fører til millioner af seere. Især trækker artens seksuelle udfoldelser, men også abernes menneskelige træk, herunder deres sprog. De har nemlig forinden levet fredeligt i et sproglaboratorium og har gennem mange år lært amerikansk tegnsprog.
”Abehuset” er ikke kun samfundskritisk, men først og fremmest en underholdningsroman, der også trækker på spændingsgenrens ”page turner”-teknik. Det er ikke uden dramatisk grund, at menneskeaberne overhovedet ender i showbiz. Et mindre terrorangreb, angiveligt begået af dyrevelfærdsaktivister, har ført til, at de ellers forskningsmæssigt set interessante aber er blevet solgt. Der foregår lyssky ting. Altings rette sammenhæng viser sig imidlertid undervejs. Det skyldes ihærdige indsatser fra romanens to hovedpersoner, adfærdspsykologen Isabel Duncan, der på sproglaboratoriet havde aberne som nærmeste familie, og så journalisten John Thigpen, hvis kone selv er endt i en forløjet underholdningsindustri som manuskriptforfatter på plagiatprogrammer.
På mange måder er ”Abehuset” yderst professionelt udført. Plottet er klart, og budskaberne enkle, og det er især en roman for læsere, der som hovedpersonen John Thigpen kan lide Dan Brown og Michael Crichton eller for den sags skyld en bog som Peter Høegs tematisk beslægtede ”Kvinden og aben”. Forfatteren Sara Gruen har tidligere udgivet den filmatiserede bestseller ”Vand til elefanterne”, og med ”Abehuset” bliver en særlig interesse for dyr tydelig: Aberne fremstilles som intelligente, ligeværdige væsener gennem hele romanen, der også er dedikeret ”Til menneskeaber overalt, men især Panbanisha”.
Og her opstår romanens problem: Der berettes så farvet og følelsesladet om aberne, at det ligner følelsesporno. Desuden benytter romanen præcis som den underholdningskultur, der kritiseres, i høj grad romancen som salgsmiddel. Vi skal kun et par sider hen, før det antydes, at sex muligvis kan forene de to hovedpersoner. Eller sagt på en anden måde: Romanen er fin som hurtig, lydefri læsning, så længe man bider de banale træk i sig.
Sara Gruen: Abehuset. Oversat af Stig W. Jørgensen. 376 sider. 269, 95 kroner. Bazar.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad