Nødvendigheden af at fortælle kirkehistorie

Det må blandt andet være denne tendens, der gør, at man beskriver dagens Danmark som et ”historieløst samfund”. En sådan tendens er meget uheldig, for hvis man vil vide, hvem man er, skal man også kende til det fundament, ens tilværelse bygger på. En statue, der står på en skrøbelig sokkel, har det jo som bekendt med at vakle. Således kan man selv komme til at vakle, hvis man ikke har indsigt i, hvilke succeser og ikke mindst fiaskoer ens forfædre har gennemlevet.

Ser man sig tilbage over skulderen, findes der et væld af dyrekøbte erfaringer, som det er direkte idiotisk at snyde sig selv for at tage ved lære af. Vælger man denne fond af indsigt fra, risikerer man at foretage nogle af de samme fejlgreb, som vore forfædre begik. At risikoen er reel, kan man forsikre sig om ved at se på de mangfoldige massakrer, der har fundet sted efter holocaust.

En af de store historiske kolosser er kirken. Denne institution har haft en enorm betydning for den måde, historien har formet sig på i en meget stor del af verden. Fordi kristendommen blev indført i Danmark i 900-tallet, har kirken også haft betragtelig indflydelse på, hvordan vi danskere tænker og handler den dag i dag.

Det er et faktum, som mange enten ikke er klar over eller bevidst overser. Kirke og kristendom er til en vis grad skubbet ud på et sidespor. Inden for visse kredse nyder kristendommen stadig en vis respekt, mens andre anser dens budskab for at være noget forældet sludder. Hvad enten man har det ene eller det andet standpunkt, vil det dog være at stikke sig selv blår i øjnene, hvis man benægter kirkens og kristendommens historiske betydning.

SKAL MAN FORSTÅ SIG SELV, må man altså også inddrage kirkehistorien i det helhedsbillede, der ligger til grund for tilværelsen som dansker i dag. At få indsigt i sin fortid kan man ikke begynde på for tidligt. Det er af blandt andet denne grund, at jeg har skrevet bogen ”Bondesønnens mareridt og andre for­tællinger fra Danmarks kirkehistorie”, der retter sig mod større børn, men også tillader voksne at læse med.

”Esge drømte. Han var på vej ind i en by sammen med en masse andre vikinger. De bevægede sig hurtigt, men vagtsomt mellem husene. Pludselig blev nattens stilhed splintret af et råb, der gav dem tegn til at sparke dørene ind og begynde deres hærgen. Esge tøvede ikke et sekund, men styrtede ind i det første det bedste hus. Der var lidt mørkere indenfor end udenfor, men han kunne dog ane, hvordan nogle skikkelser forvirret rejste sig fra deres lejer. Et barn klynkede. En mand sagde noget på et sprog, Esge ikke forstod. Nu havde hans øjne vænnet sig tilstrækkeligt til det tætte mørke til, at han kunne se alt, hvad han behøvede. Det var en familie på fem, der boede i huset; en far, en mor, en halvstor dreng og to mindre piger. De havde alle rejst sig. Faderen stod forrest. Han holdt noget i hånden, som Esge ikke kunne se, hvad var. Men det var tydeligt, at han ville bruge det som våben. Esge rystede på hovedet og lo. Så gik manden til angreb. Han svang sit våben, men Esge afværgede slaget med sit skjold. Inden manden var klar til at slå igen, havde Esge løftet sin økse. I samme nu lod han den falde.”

Sådan indledes bogens titelfortælling, der fortæller om kristendommens indførelse i Danmark. Undervejs stifter læseren bekendtskab med historiske personer som Poppo, Harald Blåtand og Svend Tveskæg. Siden følger 10 andre fortællinger – en pr. århundrede til og med 1900-tallet – der alle inddrager hændelser af kirkehistorisk karakter.

Således gennemgås kirkens kamp mod blodhævn i 1000-tals-fortællingen. Det omfattende stenkirkebyggeri, som vi stadig kan glæde os over i dag, bliver behandlet i den fortælling, der foregår i 1100-tallet. Ved samme lejlighed berøres korstogene.

1200-tals-fortællingen beskæftiger sig med, hvordan kirkens mænd fik smag for verdslig magt, mens fortællingen, der foregår i 1300-tallet, beskriver pestens rasen, samt hvordan blandt andre præsterne reagerede på sygdommens trussel.

Det er en kriminalhistorie om et stjålet relikvie, der udfoldes i 1400-tals-­fortællingen. Undervejs bliver også helgendyrkelse samt datidens munke- og hospitalsvæsen berørt. Det giver sig selv, at 1500-tals-fortællingen må omhandle Reformationen. Knap så oplagt er det, at det er hekseforfølgelserne, der bliver beskrevet i fortællingen fra 1600-tallet.

Hans og Poul Egede fortæller i 1700-tals-fortællingen deres respektive børnebørn og børn om deres oplevelser som missionærer i Grønland. Krigen i 1864 danner udgangspunkt for den næste fortælling, der berører vækkelserne og personer som Grundtvig, Vilhelm Beck og Christen Kold.

Bogen afsluttes i det forrige århundrede med en fortælling fra besættelsestiden. Her kommer blandt andre Kaj Munk og Hal Koch på banen. Ligeledes nævnes de hyrdebreve, som blev udsendt til landets præster af først biskopperne og siden Præsternes Uofficielle Forening.

Når bogen er læst, ved man langtfra alt om Danmarks kirkehistorie, men man er forhåbentlig blevet lidt klogere på både sin fortid og sig selv. Måske har man tilmed fået mod på at læse mere om den del af historien, som kirke og kristendom har været med til at forme. Sidst, men ikke mindst har man fået en forståelse af, at kirken ikke er en statisk og støvet kolos, men tværtimod er i konstant bevægelse. Kristendommen er nemlig til hver en tid blevet forstået ud fra de forudsætninger, man har haft op gennem historien.

”Bondesønnens mareridt og andre fortællinger fra Danmarks kirkehistorie” er skrevet med den hensigt at give den enkelte læser en oplysende læseoplevelse. Nogle af fortællingerne kan dog også inddrages i folkeskolens undervisning eller konfirmationsforberedelsen. Bogen er ikke forkyndende, men formidlende. Formidlingen er forsøgt præsenteret så underholdende som muligt, så læserne ikke finder stoffet for tørt.

Lykkes det at få større børn, unge og gamle til at læse ”Bondesønnens mareridt og andre fortællinger fra Danmarks kirkehistorie”, er der ikke skrevet historie i nævneværdig grad. Men forhåbentlig har læsningen givet læserne en forståelse for, at også kirkens og kristendommens historie er en del af det fundament, vi hver især bygger vores liv på, og som vi på godt og ondt kan tage ved lære af.

Egil Hvid-Olsen er sognepræst i Kvong-Lyne Pastorat