Henrik Brun |
16. januar 2012
Styrets initiativer til opblødning går hurtigere end ventet
Der kommer mange nyheder fra Myanmar (Burma) i disse dage. Senest reportagerne fra i fredags, hvor løsladelsen af omkring 650 politiske fanger i forbindelse med regeringens nyligt udstedte amnesti inkluderede en af de mest kendte demokratiforkæmpere, Min Ko Naing.
Min Ko Naing spillede en central rolle i det pro-demokratiske oprør i 1988, hvor militærjuntaen fratog Aung San Suu Kyis Nationale Liga for Demokrati valgsejren.
LÆS OGSÅ: Myanmars regering løsner pressecensurDertil kom løsladelsen af flere ledere fra Safran-revolutionen i 2007, hvor munke trodsede generalerne og marcherede i den største by, Yangons (Rangoons) gader. Plus – og ikke uvæsentligt – Khin Nyunt, tidligere premierminister og efterretningschef, som blev arresteret i 2004, angiveligt fordi styret anså ham for at være for reformvenlig.
Oven i denne nyhed skal lægges tilsyneladende slækkelser af den hidtidige pressecensur i landet, hvilket blandt andet skulle betyde, at journalisterne snart igen kan skrive om Aung San Suu Kyi, der er sluppet ud af sin husarrest og er i dialog med militærstyret om en overgang til demokrati.
Under sidstnævnte hører, at der skal holdes parlamentsvalg til april, hvor Aung San Suu Kyis parti også kan stille op.
Oven i hatten er det også blevet meddelt, at regeringen nu har indgået en våbenhvile med oprørerne fra Karen-folket, hvilket kan føre til fredssamtaler om en af de blodigste af landets etniske konflikter. Karen-ledere siger selv, at de denne gang tror på en ægte forhandlingsvilje fra centralstyrets side.
Opblødningerne har fået megen ros fra især vestlige politikere, som på det seneste er valfartet til Myanmar for at skubbe på den positive udvikling.
Hovedparten af de besøgende har dog besluttet at afvente afviklingen af valget, før de vil tage beslutninger om at hæve sanktionerne mod Myanmar. Dette må siges at være klogt, for selvom udviklingen går overraskende hurtigt, skal man ikke glemme, at generalerne har regeret siden 1962, ofte meget brutalt, og at regeringen stadig overvejende består af tidligere generaler.
Landets magthavere ser imidlertid ud til at have taget en principbeslutning om at åbne op for at bringe det forarmede land ud af isolationen og afhængigheden af Kina, og derfor har de sat de topstyrede reformer i gang. Indtil videre må reformviljen stå til troende, først og fremmest fordi oppositionen officielt støtter den.
Det sidste har været afgørende for blandt andet Danmarks beslutning om at øge bistanden til landet. Et klogt træk, der kan hjælpe med til, at en demokratisk udvikling kommer den hårdt prøvede befolkning til gode.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad