Carsten Bach-Nielsen |
16. januar 2012
Kunsthistoriker Lennart Gottlieb går nye, men også svært tilgængelige veje i værk om moderne dansk kunst
Man kan tænke på Storm P.’s mange tegninger af mennesker, der ser på moderne kunst, når man giver sig i kast med Lennart Gottliebs mastodont af en afhandling om modernismebegrebet i Danmark.
Moderne maleri og skulptur er her ofte det ganske uforståelige, verden sat på hovedet, det, der ikke har nogen hensigt ud over at være moderne. Eller snarere: ikke at være umoderne.
LÆS OGSÅ: Et råb fra en anden verdenGennem analyser af modernismebegrebet i Danmark kommer Gottlieb nemlig frem til, at det lige knap eksisterer i forhold til maleri. Det er mere fremherskende og benyttet med hensyn til litteratur.
Den danske modernisme har i virkeligheden ikke mange berøringsflader med europæisk modernisme. Forbindelsen til modernismens vigtigste fortaler, forlæggeren og galleristen Herwarth Walden er ikke blivende, hvilket kan skyldes krigsudbruddet. Den eneste, der faktisk forbliver i kontakt med denne betydende tyske personlighed og hans kreds, er Storm P.
Måske er den danske modernisme mere eller mindre selvgroet. Eller man kan sige, at kunstkritikken skabte den modernisme, som kunstnerne knap nok bekendte sig til. Eneren i kamp for det moderne, mod det akademiske. Alt tjener til skabelsen af en modernistisk kunstnermyte, der næppe ganske kan presses ned over de kunstnere, vi kalder moderne: Giersing, Jerichau, Rude, Weie, Svend Johansen og Jais Nielsen.
Med andre ord: Den danske modernisme er formodentlig ikke så modernistisk, men snarere sammenhængsskabende, nok beroende på ideen om brud, men brud, der kan heles. Baggrunden er ikke en søndersprængt verden, hvilket gør det mere forståeligt, at der er to stærke tendenser i dansk kunst efter Første Verdenskrig: den store stil og naturmaleriet.
Den futuristiske begejstring for det hurtige, det maskinelle, det pulserende, moderne liv synes snarest at være en temakreds, der gribes af kunstnerne, men som ikke anfægter deres egentlige tro på kunstens nytte. Dansk kunst er harmonisøgende på et tidspunkt, da den epokalt set burde være det modsatte. Derfor må spørgsmålet om dansk modernisme stilles mere radikalt – som hvad denne harmonisøgen så eventuelt kunne betyde i forhold til det store europæiske projekt.
Gottliebs analyser virker overbevisende, især hans brug af semiotikken, men der lades ikke mange levende kritikere og kunsthistorikere tilbage i hans afhandlings kølvand. Ingen har nogensinde for alvor taget tørnen med at definere modernisme i malerkunsten i Danmark. Man har ladet sig nøje med vage karakteristikker som avantgarde og moderne – mestendels på grund af det urovækkende og sære, som Storm P. så godmodigt viser i sine tegninger om moderne kunst: Det moderne er dybest set nok noget, der går væk igen.
Den anden vinkel, som Gottlieb ikke gør så meget ud af, er de nykantianske marxisters kritik af modernisme som formalisme. Poul Henningsen og hans venner i Kritisk Revy havde en mere grundlæggende moralsk dagsorden, der ikke levnede den store plads til mere eller mindre selvoptagne – moderne – kunstnere.
Bogen ser lidt fæl ud. Det kan skyldes, at den senere vil udkomme i et mere delikat udtstyr. Et hvidt bind og dårligt papir. Illustrationer så små som frimærker og i sort-hvid. Det er en videnskabelig afhandling – og det er muligt, at bogens har skullet produceres med en vis hast til forsvaret i august i år. En svær bog. Det skal afhandlinger være. Men en omkalfatring af nyere dansk kunsthistorie – ganske givet.
Lennart Gottlieb: Modernisme og maleri. Modernisme, modernismeforskningen og det modernistiske i dansk maleri omkring 1910-1930. 558 sider. Aarhus Universitetsforlag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad