|
17. januar 2012
Nye bøger fra Christine Tjalve, Thomas Krogsbøl og Jørgen Helkiær
Ræven har sin hule
Familien kan som bekendt være hjemsted for magtkampe og konflikter, men også være det kit, der holder tilværelsen sammen og giver mening. I Christine Tjalves debutroman afdækkes det net af forventninger, drømme og begær, der ligger under overfladen og holder familiemedlemmerne fast, nogle vil mene for fast.
Edward og Therese er overhoveder for en stor familie og dyrker faste, fælles traditioner. En af dem er sankthansmiddag for børn og børnebørn på Mindet, familiens sommerhus, der har været i dens eje i generationer. Mens ægteparret, tre sønner, to svigerdøtre og barnebarnet deltager i forberedelserne til den årlige fest, afsløres deres indbyrdes relationer og den fortid, der har været med til at præge dem. Og det er ikke alt sammen lige pænt.
Thereses og Edwards ægteskab er fuldt af fortielser og forankret i traditionelle kønsroller: Han helliger sig arkæologien og taler så lidt som muligt om følelser, hun styrer det huslige, herunder forholdet til familien, og holder selvbevidst sine værdier og husmorevner i hævd. Det går ud over svigerdøtrene, der ikke evner at leve op til husførelsens standard og det regulerede familieliv. Ikke mindst Ellinor, der er rastløs og impulsiv og har svært ved sin rolle som mor.
Blandt sønnerne er det Eskild, der føler sig mest på afstand af familielivet. Hans modvilje stammer fra barndommen, hvor moderen var sengeliggende et år med psykiske problemer, mens faderen med skrappe sanktioner holdt sønnerne væk fra hendes sengeleje. Portrættet af familien rummer fine nuancer. Der er meget indsigt i beskrivelsen af Therese, hvis dannede, gennemreflekterede dyrkelse af den traditionelle familie og dens tætte bånd ses som et bolværk mod den smerte, hun har oplevet. Og også i hendes modsætning, Ellinor, der netop er retningsløs i sit liv uden familiens faste struktur. Sprogligt må man af og til efterspørge større fokus, mere knaphed, men viljen til den solide, seriøse og fordomsfrie persontegning giver bonus. Familierelationer, både de mørke og lyse, lægges blot, og det sidste ord får barnet med modet til at overskride grænser.
Vibeke Blaksteen
Christine Tjalve: Ræven har sin hule. 244 sider. 249 kroner.Forlaget Mellemgaard.
Jeg er fluen
”Jeg er fluen” hedder en samling koncentrerede billeddigte begået af Thomas Krogsbøl. Der er, som titlen antyder, gang i de finurlige og originale metaforer, og man mindes under læsningen tendensen i dansk lyrik fra slutningen af 1980’erne, hvor digtere som Simon Grotrian, Lars Bukdahl og Carsten René Nielsen dannede en opposition til den mere patosladede digtning fra begyndelsen af det samme tiår. Blandt de yngre digtere var der således tale om en brug af et vildt og fabulerende billedsprog med rod i absurdismen og surrealismen. Og Krogsbøl er mindst lige så original, sjov og elegant i sin stil som de bedste værker fra senfirsernes digtergeneration.
Lad mig give to eksempler på, hvor velturneret Krogsbøls billedsprogslyrik er. Det første blander melankoli med barok humor og lyder: ”Sæt dig/ i tusmørkets møbler// tag de nedfaldne formler/ op fra græsset// dæk dig med træernes/ broderede matematik”. Det andet er en satire over attituderelativismen som mareridt: ” i dag vil jeg være en hest/ og spise udsigten// i dag vil jeg være helt nøgen/ og smøre mig ind i creme// i dag vil jeg være meningsløs/ for sådan blev jeg født// i dag vil jeg være en sjakal/ og hente mad nede i grillen”. ”Jeg er fluen” er en elegant cocktail af raffineret humor, billedsproglig slagkraft og eksistentielle temaer.
Peter Stein Larsen
Thomas Krogsbøl: Jeg er fluen. 58 sider. 125 kroner. Forlaget Kronstork.
Vinhandleren fra rue Vauban
Der findes bøger, der er litteratur, og der findes litteratur, der ikke udkommer som bøger. Der findes også bøger, der udgives som romaner, men som ikke er litteratur. Dette sidste gælder i nogen grad for bogen ”Vinhandleren fra rue Vauban”, der er skrevet af Jørgen Helkiær.
Bogen beskriver en fransk slægt i omegnen af den sydfranske by Perpignan og begynder i 1919, da barnet André fødes af Caroline, der er gift med den succesfulde vinhandler Philippe Durand. Bogen slutter på et tidspunkt omkring 1960, da en efterkommer af slægten, Leonard , som voksen opsøger den nu nedlagte vinhandel. Igennem bogen mødes læseren af en sand vrimmel af hoved- og bipersoner, og familien forøges, spredes, og forskellige konstellationer tegner sig op igennem årene med omdrejningspunkt i mellemkrigstiden og Anden Verdenskrig. Drengen André er forudbestemt til at føre vinhandelen videre, men gør voldsomt oprør mod sin stædige far. Alligevel kommer han i lære hos en vinproducent – og falder til ro.
Der er bestemt ansatser til spændende personer i bogen, der er af en skribent, der har stor kærlighed til, viden om og indlevelse i fransk kultur og historie. Men de allerfleste figurer er syltet ind i flade fraser om fjollede bedstefædre, forelskede ægtepar og forventelige handlingsmønstre. Man kan have stor respekt for skribenten for hans vilje til at fortælle en slægtshistorie fra Frankrig. Men litteratur bliver det ikke. Man savner ganske simpelt den kunstneriske nødvendighed.
Maria Sjøqvist
Jørgen Helkiær: Vinhandleren fra rue Vauban. 448 sider. 299,95 kroner. Forlaget La France.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad