Kort om nye bøger

Ræven har sin hule

Familien kan som bekendt være hjemsted for magtkampe og konflikter, men også være det kit, der holder tilværelsen sammen og giver mening. I Christine Tjalves debutroman afdækkes det net af forventninger, drømme og begær, der ligger under overfladen og holder familiemedlemmerne fast, nogle vil mene for fast.

Edward og Therese er overhoveder for en stor familie og dyrker faste, fælles traditioner. En af dem er sankthansmiddag for børn og børnebørn på Mindet, familiens sommerhus, der har været i dens eje i generationer. Mens ægteparret, tre sønner, to svigerdøtre og barnebarnet deltager i forberedelserne til den årlige fest, afsløres deres indbyrdes relationer og den fortid, der har været med til at præge dem. Og det er ikke alt sammen lige pænt.

Thereses og Edwards ægteskab er fuldt af fortielser og forankret i traditionelle kønsroller: Han helliger sig arkæologien og taler så lidt som muligt om følelser, hun styrer det huslige, herunder forholdet til familien, og holder selvbevidst sine værdier og hus­mor­evner i hævd. Det går ud over svigerdøtrene, der ikke evner at leve op til husførelsens standard og det regulerede familieliv. Ikke mindst Ellinor, der er rastløs og impulsiv og har svært ved sin rolle som mor.

Blandt sønnerne er det Eskild, der føler sig mest på afstand af familielivet. Hans modvilje stammer fra barndommen, hvor moderen var sengeliggende et år med psykiske problemer, mens faderen med skrappe sanktioner holdt sønnerne væk fra hendes sengeleje. Portrættet af familien rummer fine nuancer. Der er meget indsigt i beskrivelsen af Therese, hvis dannede, gennemreflekterede dyrkelse af den traditionelle familie og dens tætte bånd ses som et bolværk mod den smerte, hun har oplevet. Og også i hendes modsætning, Ellinor, der netop er retningsløs i sit liv uden familiens faste struktur. Sprogligt må man af og til efterspørge større fokus, mere knaphed, men viljen til den solide, seriøse og fordomsfrie persontegning giver bonus. Familierelationer, både de mørke og lyse, lægges blot, og det sidste ord får barnet med modet til at overskride grænser.