Konflikten i Mellemøsten. Neville Chamberlain-syndromet spøger igen

Slår man efter, kan man se, at forfatteren Liel har flere universitetgrader fra Jerusalem Universitet, og at han har haft en lang række tillidsposter for den israelske regering som ambassadør i Tyrkiet og i Sydafrika. Nu er han pensioneret, men stadig, som det vil ses, yderst virksom.

SER MAN NÆRMERE efter i annalerne, er baggrunden for den nævnte artikel nærliggende. Alon Liel er ekspert i tyrkiske anliggender og nært knyttet til dette i væsentlig grad muslimske land, og det må have været tragisk for ham at opleve, at Tyrkiet igennem de seneste år har udviklet sig fra at være en ven af Israel til at nære stærkt fjendtlige følelser over for dette land.

Tyrkiet har i modsætning til USA og mange andre lande endeligt godkendt Hamas som palæstinensernes lovlige forhandlingsrepræsentant i forhold til Israel og FN, og Tyrkiet har aktivt støttet den nylig gennemførte udveksling af en kidnappet israelsk soldat med over 1000 terroristdømte arabere og palæstinensere. Man kan efter behag kalde dette en defaitismens eller humanismens triumf, men sig ikke, at forbrydelse ikke betaler sig.

I juli 2011 havde jeg under et besøg i Israel mulighed for at påhøre premierminister Benjamin Netanyahus talsmand forklare, hvad der er Israels forudsætninger for seiøse forhandlinger med palæstinenserne om en definitiv fastlæggelse af Israels østgrænse samt af etableringen af en palæstinensisk stat.

Svaret er klart: Israel forlanger definitivt at blive godkendt som stat, og i bekræftende fald er man rede til at forhandle om alle spørgsmål, inklusive bosættelserne (men formentlig eksklusive Jerusalems status). Hamas har nølende udadtil, men ingenlunde indadtil, været villig hertil. Og Fatah, som kontrollerer Gaza, har kun én politik: Israels fjernelse fra landkortet. Men organisationen har dog sagt af hensyn til den eventuelle midlertidige forbrødring med Hamas, at de eventuelt indtil videre vil godkende Israel.

IHH, THE FOUNDATION for Human Rights and Freedoms and Humanitarian Relief, en islamisk-tyrkisk bistandsorganisation, købte krydstogtskibet ”Mavi Marmara” blandt andet for at benytte det til en aktivistrejse til Gaza. Skibet indgik i en flotille af skibe, som blev udrustet i Istanbul. ”Mavi Marmara” var flotillens moderskib, og der deltog aktivist-grupper fra 37 forskellige lande.

Formålet var angivelig at søge konfrontation med Israels blokade af Gaza, som havde det primære sigte at forhindre indførsel af krigmateriel i området. Den 30. maj 2010, mens flotillen befandt sig i internationalt farvand på vej til Gaza, standsede israelske flådestyrker konvojen, og da denne ikke ville acceptere blokaden, bordede israelerne ”Mavi Marmara”.

De derværende 40 aktivister satte sig voldsomt til modværge med knive, jernstænger, slangebøsser, køller og kasteredskaber, og i den efterfølgende kamp blev ni aktivister dræbt og syv israelske soldater såret, heraf én alvorligt.

Og det er akkurat ”freds- og menneskeretsstøtte” af denne og lignende art, den israelske regering forsøger at beskytte landet imod. Ikke ved hemmelige aktioner eller gennem ulovlig magtanvendelse, men igennem lovgivning i Knesset. Israel er jo, sikkert til manges overraskelse og til ærgrelse for visse, det eneste demokratiske land i Mellemøsten, og der består ingenlunde enighed i Israel om, hvor restriktiv man skal være.

Vil De se nærmere på, hvad den før nævnte ”fredsstøtte” kan gå ud på, kan De læse nærmere herom i Enhedslistens blad Arbejderen, men det er måske klogere at kigge nærmere på det våbenarsenal, som det israelske søværn kunne lægge frem efter at have bordet det tyrkiske skib ”Mavi Marmara”.

Den tyrkiske regering var rasende, og episoden har væsentligt forværret forholdet imellem Tyrkiet og Israel.

En FN-rapport godkendte efterfølgende den israelske aktion i internationalt farvand som lovlig, men fandt, at de israelske flådestyrker gik for hårdhændet til værks mod provokatørerne.

Der er en anden, måske lige så nærliggende forklaring, på dr. Liels vrede på Israel: Neville Chamberlain-syndromet!

Steffen Lauge Pedersen er advokat