Vor Frelser elsker frivilligheden

Pastor Fibiger havde rejst landet rundt for at rejse midler til kirkens opførelse. På to måneder i 1907 besøgte han 45 kirker eller missionshuse i hele landet og samlede i alt 5979 kroner ind på rejsen. Største beløb gav Herning missionshus (450 kroner), og især de vestjyske menigheder gav store beløb, mens de sjællandske kirker typisk gav 50-100 kroner.

OG KIRKEN BLEV OGSÅ opført af hjælpsomme og beredvillige lokale håndværkere og fabrikanter. En af de store bidragydere var en lokal, entreprenant iværksætter Lauritz Knudsen (1863-1917). Lauritz Knudsen kom fra Odense til Vesterbro som uddannet urmager, men opdagede hurtigt elektriciteten og dens muligheder i mange hjem. Knudsen udviklede en blomstrende virksomhed af elmaterialer og blev en stor sponsor for det kirkelige arbejde på Vesterbro. ”Han gav mange Gaver, og han gav stort”, skrev Fibiger.

Da indsamlingen til kirken skulle i gang, var Lauritz Knudsen blandt de første 41 bidragydere til Eliaskirken, der hver gav 1000 kroner, men han gav løbende langt mere via sin virksomhed. Således skænkede han det elektriske lysanlæg, lynafledere, en orgelmotor og en kirkeklokke. Senere gav han også 50.000 kroner til opførelse af nabokirken, Gethsemanekirken. ”Kun et ringe Taknemmelighedsoffer, for Gud har været saa god imod mig,” som Lauritz Knudsen fromt udtrykte sig.

Lauritz Knudsen er et levende eksempel på, hvordan en from og kristen tro passede med en entreprenant og foretagsom kapitalistisk ånd. Senere blev Lauritz Knudsens virksomhed førende indenfor al slags elinstallationsudstyr i Danmark, og hans virksomhed sponserede i mange år herrelandsholdet i håndbold.

Store dele af kirkens indre kom til veje ved gaver in natura: kloak, dræn, spildevandsanlæg, døbefonten, alterkarrene, en syvarmet og en trearmet lysestage, alterbøger, kirkebøsser, jernlysekroner, et harmonium, en glasmosaik, et maleri, tre forskellige alterduge, altertæpper, dåbshåndklæde, håndklæder og viskestykker. I regnskabet ved kirkens indvielse blev alle gaver opført med givers navn.

I DAG VILLE MEGET af det sikkert blive rubriceret som sort arbejde, men dengang var der en direkte og synlig linje fra initiativet til resultatet.

Efter Eliaskirkens opførelse gjaldt det om at få økonomi til driften, og det skete igen ved frivillighed: ”Vi satte os straks alle i Selvbeskatning med faste, maanedlige Bidrag,” beretter Fibiger. ”Vore trofaste Venner i Samfundene gik med glad Offervilje ind paa Tanken, og saaledes lykkedes det os virkelig, ved Guds Naade, at opnaa Selvunderhold til Kirkens Drift.”

I forbindelse med Eliaskirken udfoldedes der ikke kun en lang række kirkelige aktiviteter som søndagsskole, sangkor, samfundsmøder for menigheden, bibeltimer, KFUM- og FDF-spejdere, men også et væld af sociale aktiviteter, som i dag ikke forbindes med det kirkelige.

Menighedsplejen foretog juleuddelinger til fattige i sognet, drev lappestue for fattige kvinder i sognet med reparation af tøj, syforeningen leverede produkter med henblik på salg til støtte for menighedsplejen, der var konfirmandudstyrsforeningen og foreninger for de gamle i sognet med andagt og kaffe. Senere også en børnehave.

Eliaskirkens Hjem for Gamle åbnede i 1910, da der ved indsamlinger var kommet tilstrækkelige midler til at købe en seksetages ejendom på Sønder Boulevard. Et bibliotek åbnede i krypten med bogsamlinger doneret af blandt andre boghandler Gad, grundlæggeren af Gads Forlag.

Globaliseringen var også kommet til Vesterbro. Eliaskirken bedrev sin egen mission i Indien ved at give underhold til en missionær og hans hustru. I månedlige breve berettede de hjem til menigheden om missionslivet, og da missionæren manglede en kirke, gik indsamlingen i gang, og snart var der samlet ind til en kirkebygning i Indien.

Den samme aktivitet skete ved mange af de nye københavnske kirker, som blev bygget for 100 år siden.

I DAG ER DET IMPONERENDE og øjenåbnende, at så mange aktiviteter kunne gennemføres alene ved menneskers egen indsats. I dag skal der søges offentligt tilskud til alting. Dengang var der sociale aktiviteter af store dimensioner funderet på frivillighed og offervilje.

Der var tillid til frivilligheden og mistro til statens formåen og vilje. Et energisk frivilligt arbejde er årsag til, at København i dag har relativt mange og solide kirker i små sogne. Det betød samtidig, at København religiøst blev integreret i det øvrige land og ikke en sekulær storby med hang til ateisme og socialisme, som kirkelige kredse frygtede.

Kirkefondets fortalere knyttede det kristne liv sammen med frivilligheden. Jesu liv og virke blev fortolket som en forkyndelse af det frivillige og opofrende og som en forkastelse af tvangen. Eller som det i 1903 blev skrevet i Københavns Kirkesag, organet for Kirkefondet: ”Vor Frelser elsker Frivilligheden … Vor Frelser ser efter Frivilligheden hos sine Tjenere, han som udslyngede det skarpe Raab imod alle de Tjenere, der mangler Frivillighedens Aand: Lejesvende, som flyr; Lejesvende, som ikke har Omsorg for Hjorden. Guds Aand kræver Frivilligheden. Ja, Skriften siger endog: hvor Guds Aand er, der er Frihed. Herligt har dette bekræftet sig i vort Kirkeliv i de sidste halvhundrede Aar.”

I dag drives folkekirken i stadig større omfang af professionelt ansatte, og alle udgifter dækkes af kirkeskatten. Det eneste frivillige tilbage er snart, at man kan melde sig ud. Det er synd, for historien viser jo, at der var masser af offervilje og energi til selv at gøre tingene.

Henrik Gade udgav i sidste uge bogen ”Menneskekærlighedens værk. Det danske civilsamfund før velfærdsstaten”, som kronikken er et uddrag af. Bogen blev anmeldt i Kristeligt Dagblad i lørdags.