hører sammen, fortsætter overskriften på lederen.
Det er et noget middelalderligt syn på dette samvær, som lederskribenten mbh giver udtryk for. Lad mig dog først erkende, at det altid vil være positivt, når skole og kirke kan finde sammen, men man må altså respektere, at der har været en udvikling siden middelalderen, og som senest har fået bestemmelser i 1975.
Det vil være fuldkommen umuligt at give andre regler, end at det er ønskeligt med et samvirke, og at den besluttende myndighed er kommunalbestyrelsen.
Det skyldes, at der er uendelig stor forskel fra skole til skole ud over landet. Det drejer sig bl. andet om :
1. stedet og dermed om afstande, hvor konfirmandforberedelsen finder sted i forhold til skolen
2. det kan afhængig af klassetrin betyde meget for opdelingen af eleverne i valgfag o.l.
3. da det jo er frivilligt at gå til præst, kan der være mange elever, som ikke deltager, og skolen skal så finde passende forhold til de tilbageblevne
4. konfirmandforberedelsen fylder kun omkring halvdelen af et årsforløb
5. det større antal privatskoler må også tænkes med på samme tid, og er de også under kommunalbestyrelsens bestemmelser?
Jeg skal undlade at fortsætte med forklaringer, men jeg er da enig med mbh i, det ikke kan være rigtig, at det er elevens problem. De skal naturligvis passe deres skolegang, når de er undervisningspligtige. Så synes jeg, at det er noget af en påstand, at skolerne ”presser” ud af skoleskemaet. For 40 år siden havde vi samme problem, så der har været tid til at løse det. Man ”signalere” heller ikke noget, men det er på tide, at kirken kommer ud af den middelalderlige tænkning, hvor det er kirken, som bestemmer i samfundet.
Hermed følger, at det vigtigste er, at kirken bliver så velkendt af folk, det den søges af folk, fordi den har et evangelium for hele folket.
Søren Hansen








































