Feltpræsters forhold blev først ordnet i 1971

”Velsignelsen er taget ud af gudstjenesten, men der er ikke tale om at velsigne våben eller selve krigen. Velsignelsen gælder levende mennesker, og feltpræsten fortæller dermed soldaten, at Gud er med ham eller hende, og minder dem om, at hvis de falder, så er der en ved deres side,” siger Matias Kærup.

Den danske feltpræsteordning, som den kendes i dag, hvor de 84 værnspræster er felt-, orlogs- eller flyverpræster af reserven og samtidig passer almindeligt sognepræstearbejde, er fra 1971. Forud var gået mange holmgange om den kirkelige betjening af de danske soldater.

”Men det blev et mere og mere påtrængende krav fra soldaternes side, at præsterne ikke bare dukker op, når der er krig, men at de kender til militæret og lærer soldaternes hverdag at kende, inden præsten dukkede op ved fronten. Derfor er der nu to måneders ophold sammen med soldaterne, inden præst og regiment sendes ud,” siger Matias Kærup.

Ifølge Genèvekonventionen skal præsterne være bevæbnede, i tilfælde af at de skal forsvare sig selv. Men de skal ikke deltage i kamp.

I den første slesvigske krig blev der ud over den frivillige Hammerich, der også blev feltprovst, ansat et par feltpræster. Blandt andre Erik Høyer Møller (1818-1904), som den tidligere feltprovst Ole Brehm Jensen i en artikel i Krigshistorisk Tidsskrift kalder den moderne militærgejstlige tjenestes fader. Hyldesten gælder hans teologi, indstilling til soldaterne og hans offervilje.

Og selvom Høyer Møller var slidt ned i 1864, blev han ansat som feltprovst i januar samme år. Han blev også i den egenskab mødt med kravet om en præst til hvert regiment, hvilket han måtte afslå af pekuniære årsager. Den 18. april sejrede preusserne ved Dybbøl. Og Erik Høyer Møller var ikke i tvivl om, at Gud var på danskernes side.

”Ganske vist var det første indtryk sorgen, inderlig sorg over venner og folk,” skriver Høyer Møller.

”Men det var forunderligt, skønt næppe forunderligt i psykologisk forstand, at da preusserne marcherede frem med salmen ’Nun danket alle Gott’, tog harmen og forbitrelsen en del bort af sorgen og trøstede mig, fordi det forekom mig som det umuligste af alt, at mine fjender kunne have Gud med sig. Og havde de ikke det, så måtte vi trods alt, hvad der i øjeblikket modsagde det, have ham på vor side.”

Fra 1866 er der ifølge Ole Brehm Jensen stort set ingen gejstlig betjening af soldater før efter 1945 med undtagelse af præsten, der var med danske frivillige i Finland. Det bekræfter Matias Kærup også:

”Det var for eksempel Indre Mission, der tog sig af Soldatermissionen under Første Verdenskrig. Den hedder i dag KFUM’s Soldatermission og bygger blandt andet boliger til veteraner fra de danske missioner.”

Søværnet blev murbrækkeren for den ordning, der kendes i dag, skriver Brehm Jensen.

Marineministeriet havde fra 1947 en ordning, hvor færdiguddannede teologer og i særlige tilfælde næsten-færdiguddannede teologistuderende kunne aftjene deres værnepligt på den måde.

Efter mange års forhandlen mellem Kirkeministeriet og Forsvarsministeriet endte sagen i 1971.

I dag er der 84 feltpræster i hæren, 14 orlogspræster i søværnet og 14 flyverpræster i flyvevåbnet. Dertil en provst for hvert værn.

I dag behøver udsendte soldater ikke at efterspørge en præst, de kender.