En trosbekendelse til særlige lejligheder

De to trosbekendelser – den nikænske og den apostolske – hører begge til i den danske folkekirke, og kerneindholdet i dem er det samme. De afgrænser, hvad der er ret kristentro, og viser dermed også, hvornår man ikke er kristen.

Den apostolske bekendelse er den mest anvendte ved gudstjenester i folkekirken. Den er ifølge Else Marie Wiberg Pedersen, ph.d. og lektor i teologi ved Aarhus Universitet, udviklet som en dåbsbekendelse, mens den nikænske bekendelse blev til på baggrund af stridigheder i oldkirken. Den blev oprindelig udformet på et kirkemøde i Nikæa i 325 og skulle slå fast, hvad den rette tro var, og det handlede især om, at man skulle forstå Jesus Kristus som Guds søn.

”Den store strid på den tid var, om Kristus blot var et menneske, eller om han var både menneske og Gud. Bekendelsen fastslår, at Kristus havde det samme guddommelige væsen som Faderen,” siger Else Marie Wiberg Pedersen og fortsætter:

”Samtidig gør den nikænske bekendelse op med gnosticismen, som ikke ville anerkende en skabergud, men kun en frelsergud. Den anerkender, at det guddommelige ikke blot er noget åndeligt, men at mennesker i kød og blod er skabt af Gud.”

Ved kirkemødet i Konstantinopel i 381 varden nikænske trosbekendelse blevet udvidet til den form, vi kender i dag, og fik navnet den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Det er dog oftest det oprindelige navn – den nikænske bekendelse – der bruges. Bekendelsen er dermed ældre end den apostolske, som var færdigformuleret i 700-tallet, fortæller Else Marie Wiberg Pedersen.

Den nikænske bekendelse er mest fælleskirkelig for de kristne kirkesamfund på verdensplan.

”Vi siger normalt, at det er den mest økumeniske. Den er fælles for både østkirken med de ortodokse og vestkirken med katolikker og protestanter, hvorimod de ortodokse kirker ikke har den apostolske som deres bekendelse,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.