Det handler ikke om tilgivelse for krigshandlinger eller ønsket om, at Gud skal nedslagte fjenden. Men soldaterne er sat på Jorden for at løse en opgave, der til tider indeholder, at man skal slå et andet menneske ihjel eller oplever, at ens nærmeste kommer ufatteligt slemt til skade, og at nogle af dem dør. Det stiller os med en masse eksistentielle spørgsmål, som feltpræsterne hjælper os med at besvare. Hvis man kalder det at motivere os til at gå i krig – så ja.

En stor del af debatten har handlet om vores lille ritual, inden vi bliver sendt ud på dagens opgave. Alle folk deltager frivilligt i disse præpatrulje-andagter, og ønsker man ikke at deltage, har man mulighed for at træde ud eller at undlade at deltage. Ingen tvang eller pres. Vi har også katolikker og muslimer, der vælger at deltage.

ANDAGTERNES RITUAL er meget vigtigt for mange soldater, som ellers normalt ikke er særligt religiøse, og hvis dette ritual bliver stoppet, kan kirken miste en stor mulighed for at forkynde ordet og samtidig give trøst og lindring. Hvem siger, at præstens lindrende opgave først starter, efter at nogen er blevet slået ihjel eller hårdt såret?

Der er for mig ingen tvivl om, at feltpræsten for de fleste soldater spiller en langt større rolle end psykologen.

Jeg vil opfordre til, at man stille og roligt lytter til stemmerne fra nogle af dem, der rent faktisk har været ude at mærke, hvad det betyder i forreste linje.

Da jeg kom hjem fra Afghanistan, var noget af det, som var vigtigst for mig, at få fortalt videre og få andre til at forstå, hvor dyrebar en oplevelse det var, når måske 30 soldater, frivilligt lå på knæ for Gud sammen, bad fadervor og fik velsignelsen og præstens lille opsang om at passe på hinanden og komme sikkert hjem igen. Der var ingen antydning af krigsforherligelse i den forbindelse.

Udtrykket ”Stol på Gud og hold krudtet tørt!” er hverken en velsignelse eller en fordømmelse af fjenden. Det er en realistisk formaning i den lidt barske facon, der handler om at få sagt: gå ud og varetag din opgave så godt, som du overhovedet kan! Og stol så på, at du er Guds barn og i hans hånd, når du går. Det er en formulering, som betyder rigtig meget for soldaterne, og det er mig umuligt at se andet end en god kristen og luthersk forkyndelse af vort ansvar som mennesker og Guds omsorg for os mennesker, der hvor vi nu engang er.

DEN VELSIGNELSE, VI FÅR, er ikke en velsignelse af det forehavende, vi har, men en velsignelse af os som mennesker, der er sat til en vanskelig og indimellem næsten umenneskelig opgave. Den velsignelse har vi brug for for at bevare vores menneskelighed under de forhold. Deri ligger naturligvis også, at hvis vi svigter vores ansvar, hvad enten det er over for opgaven eller over for vores medmennesker, så er det Guds tilgivelse, vi må sætte vores håb til.

Det lyder for mig, som om forargelsen over feltpræsterne hviler på mangel på både viden om, hvad der faktisk foregår, og forståelse for, hvad der er det sjælesørgeriske behov i situationen. Selvfølgelig kan der være feltpræster, som bliver lidt for prægede af de situationer, de er i. Det bør man have en vis forståelse for, eftersom der er tale om ekstreme situationer i forhold til den folkekirkelige magelighed, vi sidder i i Danmark.

Der kan også være feltpræster, der som andre udsendte får psykiske problemer og eftervirkninger, som der må tages hånd om. Men den forargelse, der strømmer ud af en hel del af de indlæg, der er kommet i de seneste dage, er helt ude af proportioner og er en hån mod de feltpræster, der har en betydelig rolle i forhold til at lade de udsendte mærke, at der er omsluttet af Guds omsorg – også der, hvor de er sendt.

Johannes Christian Bollmann er sprogofficer