En rejsende i kirkehistorie kommer på afveje

Bogen lægger sig mellem arkitekturhistorie og forelsket rejselogbog. Her ses en armensk kirke tæt på grænsen til Tyrkiet. I baggrunden ses Ararat-bjerget. –

- Polfoto.

Læs også

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Kirkehistorie

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Carsten Bach-Nielsen | 18. januar 2012

Problematisk storværk om kirkearkitektur i Armenien

Arkitekten Bjørn A. Jørgensen (født 1977) er en enspænder i enhver forstand. Han har begået et enormt værk om kirkearkitekturen i Armenien og tilsyneladende mere eller mindre selvstændigt lavet opsætning og layout til bogen.

Den foreligger nu som en kolos i tværformat med både guld- og sølvskrift på smudsomslaget.

LÆS OGSÅ: Kirkehistoriker med hang til lange distancer

Den er stort set umulig at læse, da den opsætningsmæssigt er tynget i knæ af finurligheder og manierismer. Derudover er den springende i tema, sprog og terminologi. Med andre ord en personlig bog, en rejselogbog.

Jørgensen er en glimrende fotograf, og det er bogens force. Han har gennemrejst Armenien, som han konsekvent kalder Kaukasus – hvilket er et landskab – og dokumenteret de kirkebygninger, der i mange tilfælde går tilbage til 300-tallet. Det er ikke ukendte bygninger. De er behandlet i den internationale litteratur og i den udstilling, der for omkring 30 år siden skabtes på Aarhus Universitet og resulterede i en ganske fin bog med sort-hvid-fotos.

Annonce

Den armenske kirkes historie er ganske givet ukendt for mange, men det er, som om man ikke bliver så vældigt meget klogere på den ved læsning i denne bog. Til gengæld får man syn for sagen i de mange flotte fotos af såvel kirker som landskaber. Bogen er pakket med billeder og tekster, der er forfattet i en blanding af engelsk, dansk og armensk terminologi.

Kirkerne i Armenien bygger overvejende på en grundform, som kan kaldes kløverbladsform, altså en korsform med apsider og herover en kuppel. Sådanne kirker benyttedes i Vesten som helligdomme for martyrer. De skal ikke rumme store menighedsforsamlinger. Man kan næsten sige, at de er drysset som en slags hellighedsmarkører i det golde, armenske landskab. De er med deres vinduer, der åbner for særlige lysindfald, stærkt suggestive. Man tvivler ikke om, at der her arbejdes med mere end orienteringslys, men med det overnaturlige lys, der dirigeres mesterligt og bevidst.

Hvordan kirkerne ikonografisk og typemæssigt forholder sig til europæisk kunst, bliver aldrig helt klart, fordi også den europæiske arkitektur ses gennem arkitektens ret subjektive briller. Dermed placerer bogen sig mellem kunsthistorie og arkitekturhistorie, der har sine faste fortolkninger og sit fastlagte sprog – og den med kameraet digtende og fortolkende fotograf, der tydeligvis er overvældet af og forelsket i sit objekt.

En sådan kærlighed kan skygge for meget. De lys og skygger, der kastes over den sorte have, er fascinerende, men kræver en formidlende hånd. Bogen er ikke født til det danske bogmarked. Man ser den for sig i USA. Men for succes i en engelsksproget udgave vil det være afgørende, at en fagmand lægger sig redigerende imellem forfatter og modtager.

Bogen er i et og alt stort tænkt. Den er flot på sin egen forvirrende måde. Et stort – men desværre lidt for vildtvoksende værk.

Bjørn A. Jørgensen: Strejf af lys over den sorte have. Den kaukasiske kirke på korsvejen mellem Øst og Vest. 380 sider. Pris ikke oplyst. Ikaros Press.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock