I ruinerne af Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche på Kurfürstendamm i Berlins centrum har et nyt boligbyggeri rejst sig
For mange danske turister er kejserens kirke for enden af Kurfürstendamm et genkendeligt vartegn for den tyske hovedstad. Derfor er det et ganske overraskende syn, der møder en, når man i disse dage ankommer til pladsen ved Berlins zoologiske have. Gedächtniskirche er nemlig væk.
I stedet står der noget, der mest af alt ligner et nyopført boligbyggeri.
LÆS OGSÅ: Berlin- også med børnMen bare rolig. De gamle kirkeruiner er der endnu, men skjult bag en kulise af aluminium og plexiglas.
Det 63 meter høje tårn fra 1895, der blev smadret af de allierede bombefly i 1943, er nemlig ved at blive renoveret. Arbejdet forventes færdigt i midten af sommeren 2012.
Bag afskærmingen arbejder et hold af specialister på stiladser med at genskabe kirketårnet. De undersøger den originale stenfacade som forberedelse til en større renoveringsplan. Arbejdet begyndte sidste sommer, og særligt kyndige murere er i fuld gang med at reparere skader i kirkevæggen med respekt for den gamle byggestil. Derimod vil tekniske installationer, lys og kirkeklokker være fuldt moderniseret.
”Målet er at bevare dette vartegn for Berlin med sin særprægede ruin-silhuet, så det forbliver uforandret for de kommende generationer”, står der på både tysk og engelsk på et skilt foran den forklædte kirke.
Gedächtniskirche blev bygget i årene 1891-95 til ære for kejser Wilhelm I af Franz Schwechten. Det var en stor kirke med seks tårne og udsmykninger, som man stadig kan se. Kirkens historie fortælles i en mindehal i den resterende kirkebygning. Her kan man blandt andet se, hvordan kirken blev anvendt i 1930’erne med billeder fra begravelser, hvor kisten er dækket med et nazi-flag. Der er også et rørende foto af en gudstjeneste i den sønderbombede kirke efter krigen.
Byens indbyggere disku-terede, hvorvidt kirken skulle rives helt ned eller genopbygges.
Man besluttede at lade det bombede tårn blive stående som et minde om krigen og bygge en ny kirke op omkring det. Tårnruinen, der står tilbage, indgår i dag som en del af kirken sammen med den moderne del med over 20.000 blå glasmosaikker, som blev bygget mellem 1959 og 1961.
Så turister kan altså ånde lettet op. Den gamle kirkeruin vil snart atter være fuldt synlig på sin plads ved Currywurst-boderne, denne gang mere end blot en ruin, men en genopført kirke til ære for kejseren. Det er dog stadig den nye blå mindekirke, der kan anvendes blandt andet til klassiske koncerter.