Hanne Storebjerg og Hanne Bang |
18. januar 2012
Der kan være tumult på vej ind og ud efter gudstjenesten i fængslerne. Men det kan der også i folkekirken udenfor, skriver Hanne Storebjerg og Hanne Bang
"Gudstjenester i fængsler bliver misbrugt til slagsmål og trusler.” Med denne indgang bragte
Kristeligt Dagblad den 29. december en artikel om forholdene ved gudstjenesterne i landets fængsler.
Hen over nytår har fængselspræsterne ført en korrespondance om forholdene ved gudstjenesterne i de forskellige fængsler. Det har medført, at man ikke i den nuværende samlede gruppe af fængselspræster kan levere evidentbaseret dokumentation for Kristeligt Dagblads beskrivelse af forholdene ved fængselsgudstjenesterne. Det eneste, vi kan levere, er optræk til tumult ved udgangen fra en gudstjeneste i Vestre fængsel.
LÆS OGSÅ:
Politikere vil holde fanger væk fra gudstjenesterGudstjenesterne er et frirum i fængslerne. På Vestre Fængsel har man stillegudstjenesterne, som de indsatte er meget glade for, og hvis virkning vi hører meget om i de åbne fængsler. Mange af os oplever engagerede indsatte, som deltager aktivt og nærværende i gudstjenesten, og som efter gudstjenesten gerne vil diskutere indholdet.
Fængselspræsterne lider ikke af overdreven naivitet og sentimentalitet. Men vi oplever et lige og direkte forhold til de indsatte også ved gudstjenesterne. Gudstjenesten er en naturlig fortsættelse af vores daglige kontakt med de indsatte. Desuden er gudstjenesten fængselskirkens livskilde, som fornyr vores forhold til Gud og til hinanden.
Der kan være uro på vej ind og på vej ud efter gudstjenesten ligesom i folkekirken udenfor. Flere af os fængselspræster er også sognepræster og tilknyttet en sognekirke. Der kan vi opleve lige så meget uro, når der for eksempel er mange til dåb.
FÆNGSELSPRÆSTERNE anerkender Kriminalforsorgens ønske om sikkerhed, og vi anerkender, at der er et problem med indbyrdes rivaliserende bander. Men vi har ikke i nyere tid erfaringer, der nødvendiggør skarpere foranstaltninger.
Fængselspræsteforeningen er ikke blevet hørt i forbindelse med lovforslaget. Det ville have været hensigtsmæssigt, da vi i høj grad har erfaring med afholdelse af gudstjenesterne, og da det her i høj grad griber ind i vores arbejdsforhold. Vi ved, at bandeproblematikken er det centrale omdrejningspunkt i dette lovforslag.
Vi håber derfor, at vi med denne kommentar på baggrund af vores ekspertise og erfaringer har bidraget med en større indsigt i de reelle forhold ved afholdelse af gudstjenesterne i fængslerne.
Hanne Storebjerg og Hanne Bang er henholdsvis formand og næstformand i Fængselspræsteforeningen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad