Følsomt piano og fremragende Wagner

Læs også

flexblock

Tema

Musikanmeldelse

Klassisk musik

flexblock

Emneord for denne artikel

musik | klassisk | Wagner | fremragende | Simone Dinnerstein

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Peter Dürrfeld | 18. januar 2012

Klassisk musik

En superfølsom pianist

I midten af marts får DR Koncerthuset besøg af den unge amerikanske pianist Simone Dinnerstein, der ved den lejlighed skal spille Beethovens anden klaverkoncert sammen med DR SymfoniOrkestret. Man kan på en ny indspilning, som Sony netop har udsendt, få en forsmag på hendes færdigheder.

LÆS OGSÅ: Alle kan få noget ud af opera

Cd’en spiller i generøse fem kvarter, og programmet kan man ikke have indvendinger imod: Bachs to første partitaer – i B-dur og c-mol – omkranser Schuberts fire impromptuer, op. 90, der i denne sammenhæng kommer til fungere som en slags “mellemlægspapir”. Det er ikke helt indlysende at lade Bachs stringente partitaer blive afbrudt af den yderst følsomme Schubert-musik.

Simone Dinnerstein er selv meget følsom. Hun spiller denne musik, også Bach-stykkerne, med følelserne helt ude i fingerspidserne, nogle gange i så høj grad, at det tangerer føleri. Hendes tekniske færdigheder er der absolut intet i vejen med, men for mig at høre spiller hun generelt de langsomme steder lidt for langsomt, ligesom hun har en tendens til at sætte farten et nøk op de hurtige steder. Især hos Bach, hvor hun kan virke forhastet i slutningen af satserne. Men tempovalg er ofte en smagssag, og ingen kan være i tvivl om, at Simone Dinnerstein har gjort sig alvorlige overvejelser om disse værker. Hun erklærer i den medfølgende booklet, at “i mine ører er Bach og Schubert fælles om en ganske bestemt kvalitet: Deres ikke-vokale musik har et stærkt fortællende islæt, et vokalt element. Det virker, som om nogle ordløse stemmer synger tekstløse melodier.”

Annonce

Følsomt formuleret og vel også en kende fortænkt? Pladen, der er indspillet i august 2011 i New York, har fået den poetiske titel Something Almost Being Said – noget, der næsten bliver sagt – efter et digt af den afdøde engelske poet Philip Larkin, som en kritiker engang kaldte “det mest bedrøvede hjerte i efterkrigstidens supermarked”.

Something almost being said – musik af Bach og Schubert, Simone Dinnerstein, piano. SONY 88697969852

Orkestral pragt

Med indgangen i 2012 er vi rykket ganske tæt på et stort 200-år i klassisk musik. To af alle tiders største operakomponister, Giuseppe Verdi og Richard Wagner, blev begge født i 1813, og man kan være stensikker på, at det bliver markeret med en række bogudgivelser samt et væld af cd- og dvd-indspilninger, både friske og relanceringer fra pladeselskabernes lagre.

Pentatone vil frem til 2013 udgive de ti vigtigste Wagner-operaer og er allerede kommet til den tredje i serien, den, der for mig er den skønneste, i hvert fald den varmeste af dem: Mestersangerne i Nürnberg. Den er også det af Wagners værker, man med størst tryghed kan anbefale til musikelskere, der står tøvende, men måske med en god portion nysgerrighed over for at træde ind i Wagners særlige univers.

Her er det den polske Wagner-specialist Marek Janowski, der dirigerer Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, og lad det være sagt straks: Orkesterspillet er mageløst i ordets bogstavelige betydning – en så smukt spillet Mestersanger-musik har jeg aldrig tidligere hørt. Og det skader just ikke sagen, at lydkvaliteten på disse fire “super-audio-cd’er” er hudnært fremragende. Man sidder gang på gang og gisper af fryd. Og den store finale, hvor Sachs og koret synger om ”die heilige deutsche Kunst” gives med al den pomp og pragt, man kan ønske sig.

Til en opera hører der nu engang også sangere, og her er niveauet ikke helt så prangende. Albert Dohmen er fast i mælet og meget velklingende i hovedrollen som den gæve skomager Hans Sachs, men han fordunkler ikke de største basbarytoner, der gennem tiderne har indspillet denne udfordrende rolle. Sixtus Beckmesser bliver af Dietrich Henschel sunget uden de outrerede karikeringer, mange sangere er blevet fristet til at kaste sig ud i, og resten af sangerholdet er fyldestgørende med pil opad, måske på nær Edith Haller, der i rollen som Eva Pogner mangler noget af den sødme i stemmen, som Helena Döse til overmål havde i Herbert von Karajans referenceindspilning fra 1970.

Det hører med til historien, at der er tale om en renlivet studieindspilning med sangerne placeret på rad og række foran orkestret og uden nogen teaterlyde. Fokus er i den grad på Wagners orkestrale pragt, og hvor giver det dog god mening, når det bliver realiseret af en kender af Janowskis kaliber.

Richard Wagner: Die Meistersinger von Nürnberg med Rundfunkchor Berlin og Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, dirigeret af Marek Janowski. PentaTone classics PTC 5186 402

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock