Den burmesiske munk Ashin (th.) og en ven går rundt i templet Wat Suthat i Bangkok i Thailand. Ashin har for første gang i sit liv været uden for Myanmar, og han glæder sig over forandringerne i hjemlandet, som han snart vender tilbage til. –
- Christina Lund.
Christina Lund skriver fra Thailand skriver fra Thailand |
18. januar 2012
For indbyggerne i Myanmar (Burma) er både pas og udrejse kommet inden for rækkevidde. For tre uger siden satte den burmesiske munk Ashin sig for første gang i sit liv op i et fly
Ashin var spændt. Han havde sommerfugle i maven. Gode sommerfugle. Nu skete det endelig – dét han havde drømt om i flere år. Han skulle for første gang i sit 37-årige liv forlade Myanmar (Burma).
Da flyet lettede fra Yangons (Rangoons) lufthavn, gik det op for ham, at det var virkeligt. Han var på vej væk.
LÆS OGSÅ: Aung San Suu Kyi klar til Myanmar-valgDa flyet var kommet et godt stykke op i luften, dristede han sig til at se ud af vinduet. Under sig så han rismarker, små brune hytter og ganske få veje. Det var altså sådan, at hans land så ud fra oven, tænkte han.
Han forsøgte at sætte sig til rette i sædet på Bangkok Airways-flyet og slappe lidt af. Han sad allerforrest i kabinen på en af pladserne, der var reserveret til munke. For det meste var det buddhistiske munke fra Thailand, der rejste frem og tilbage. Ashin havde i årevis forsøgt at få et pas og en tilladelse til at rejse til Thailand, men først nu var det lykkedes ham.
Efter at have fløjet i en times tid fortalte piloten, at indflyvningen til Bangkoks Suvarnabuhmi-lufthavn var i gang. Ashin kiggede igen ud af vinduet. Han kunne se masser af bygninger og store veje. Og et sted langt ude i horisonten kunne han skimte Bangkoks højhuse.
Hvordan var det muligt, at to lande, der lå så tæt på hinanden, kunne se så forskellige ud?, spurgte han sig selv. Hvordan kunne det ene være så fattigt og elendigt og det andet så rigt?
Efter ankomsten til Bangkok fortsatte indtrykkene med at vælte ind over Ashin. Bilerne var alle nye, ikke ligesom de gamle smadrekasser, der kørte rundt i Myanmar. Og selv i den beskedne bygning, hvor han boede sammen med en flok andre burme-siske munke, var der trådløst internet. Internettet var endda så hurtigt, at han kunne se videoklip på computeren, noget som han aldrig havde prøvet før.
Ashin havde fulgt de seneste måneders udvikling i Myanmar med stor interesse. Som munk i landets største by og tidligere hovedstad, Yangon, deltog han i 2007 i munkenes fredelige protester, der blev stoppet med vold af den daværende militærjunta. Siden 2007 havde han befundet sig i en tilstand af apati og frygt. Alt, hvad han og de andre munke havde kæmpet for og bedt for dengang, var blevet afløst af håbløshed. Der var intet, der kunne rokke ved militærets magt. Ikke engang tusinder af højtrespekterede munke, der bad om forandring for folkets skyld.
Måske var det derfor, at han ikke turde tro på, at forandringerne de seneste måneder, der var sat i gang af den civile regering, der tiltrådte i marts 2011, var reelle. Men i fredags skete der noget, der fik Ashin til at ændre mening. Han og de andre burmesiske munke, der opholdt sig i Bangkok, tjekkede hver dag nyheder, der kom ud af Myanmar gennem eksilmedier som for eksempel Irrawaddy Magazine og Democratic Voice of Burma (DVB). Medier, som i årevis har været bandlyste i Myanmar.
”Først kunne jeg ikke tro, at det var sandt, men da jeg fandt ud af, at det var sandt, græd jeg,” fortæller han.
Ashins tårer var en blanding af glæde og beundring. De burmesiske myndigheder havde løsladt 300 politiske fanger. Deriblandt munken U Gambira, der ledede munkenes protester i 2007 og en af frontfigurerne i Aung San Suu Kyis parti, NLD, protestlederen Min Ko Naing.
”Jeg er så taknemmelig for alt det, de har ofret for at kæmpe for frihed og demokrati i Myanmar,” siger Ashin.
Ashin og de andre munke jublede. De havde aldrig troet, at denne dag ville komme. Men de var også klar over, at på trods af det store antal politiske fanger, der var blevet løsladt, så sad der fortsat hundredvis fængslet i Myanmar på grund af deres politiske overbevisning og modstand mod militæret.
Hvad ville der nu ske med dem? Ville de nu blive glemt af omverdenen, fordi de mest prominente personer var blevet løsladt?
USA var ikke sen til at hilse løsladelsen af de politiske fanger velkommen og meddele, at USA nu fuldt ud vil genoprette de diplomatiske bånd mellem de to lande. USA trak sin ambassadør ud af Myanmar i 1988, da militæret greb ind over for studenterbevægelsens demonstrationer og dræbte et stort, men til stadighed ukendt antal mennesker.
Ashin og de andre munke, der var i Bangkok, glemte deres begejstring og begyndte i stedet at spekulere på, hvad der nu ville ske i Myanmar. De var triste over, at de ikke kunne deltage i glædesscenerne i Yangon, da fangerne blev løsladt. Men på den anden side var det rart at være på afstand og slippe frygten for et stykke tid. Den frygt som er så indgroet i dem, på trods af at Myanmar måske var under forandring.
Ashin skal blive i Thailand i godt en måned, før han vender hjem til Myanmar. Når han flyver ind over Yangon, vil udsigten fra flyet være den samme, og spørgsmålet er, hvor meget der vil være forandret nede i alt det triste og brune, som han kender så godt.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad