Kun døden kan udfri

Ja, nok er der meget, der adskiller, men altså også meget, der forbinder. Visse grunderkendelser er fælles. Ligesom mørket omkring dem. Behrendt beskriver udgangspunktet således: ”Livet er et fængsel, som kun døden kan udfri fra. Benådning eksisterer ikke som vilkår. I særlige tilfælde kan det lykkes at skabe et frirum, men det er den absolutte undtagelse”.

Fra omslaget af de to foreliggende bind retter en brysk udseende Pontoppidan alvorsmandens strenge blik mod læseren. Det blik er også fortællingernes.

Behrendt konstaterer, at selvmordet spiller en fremtrædende rolle i forfatterskabet – hvad der er eksempler på også i ”Små romaner 1905-1927”. Således i ”Det store Spøgelse”, hvor en ung pige en aften trodser lokalsamfundets snævre moral og ved sin ifølge de gældende normer for sene hjemkomst finder præstegården, hvor hun tjener, lukket. Som straf. Historien er en studie i angst og skyld og som sådan – med Behrendts formulering – et vidnesbyrd om ”religionen som bøddel”. Det meningsløse ved pigens selvmord er for den udenforstående uafrysteligt. Men oplevet inde fra hendes egen verden forekommer det nærmest uundgåeligt.

Også ægteskabet kan være en bøddel. Det er virkeligheden i ”Borgmester Hoeck og Hustru”, hvor sidstnævnte visner i et koldt ægteskab med en embedsmand, hvis korrekte offentlige adfærd skildres i kontrast til hans svigt på det personlige plan. Modsætningen mellem engagement udenfor og indenfor hjemmet er ligeledes et tema i ”Mands Himmerig”. Hovedpersonen, Niels Thorsen, ser ærefulde opgaver for pressen og har udsigt til at bidrage til deres løsninger som måske kommende redaktør af avisen ”Friheden”, men han skubbes til side af samvittighedsløse stræbere. Han insisterer dog på at kæmpe videre for ”det nødstedte Fædreland, der krævede ham helt”. Og imens går hans hustru til grunde. Han gør det også selv: romanen slutter ved hans kiste.

I ”Den kongelige Gæst” kommer en mystisk, ukendt fremmed et skrantende ægteskab til undsætning. Men det er en problematisk aktion – hvor festlig den end umiddelbart er. Noget, der var glemt, vækkes til live igen. Til gengæld forsvinder trygheden. Ægtefællerne efterlades i en farlig uro, der kan føre til hvad som helst.

Udgangspunktet for ”Et Kærlighedseventyr” er, at en præstekone forlader mand og børn for at leve sammen med en uforsonlig filosof, der har en – så at sige – stejl tilbøjelighed for ”det store Stenøde” – ”Ti tusinde Fod over Menneskeskraalet”. I den her bragte version er udgangen på historien positiv. I modsætning til, hvad man skulle tro – og har grund til at gro – lykkes det at opnå en harmonisk sameksistens mellem kvindens og mandens vidt forskellige virkeligheder. Det redigerede Pon-toppidan forståeligt nok om på senere, idet han da lod kvinden gå til grunde i længsel efter sine børn. Denne udgang, for hvilken der er belæg allerede i den venlige udgave, virker som den mest sandsynlige.

Henrik Pontoppidan er de store linjers forfatter. Derfor er det i de tidligere nævnte hovedværker, hans format virkelig folder sig ud. Men naturligvis skal hans mindre værker også læses. Ganske vist kan hans storlade, men nøgterne prosa – med lidenskaben som kerne – indimellem betjene sig af udtryk, der for en nutidig læser virker fjerne. Og med hensyn til at skrive replikker kommer han ikke på niveau med en stor samtidig – og meget anderledes – forfatter: Herman Bang. Replikkerne hos Pontoppidan letter sjældent fra skrivebordet.

Men vigtigst: aldrig er han ligegyldig.

Henrik Pontoppidan: Smaa Romaner 1905-1927. 1-2. Ved Flemming Behrendt. 652 sider. 200 kroner. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab samt Gyldendal.