Selvfølgelig skal feltpræsten i Vorherres navn skænke soldaterne frimodighed til at gøre deres pligt, skriver Søren Krarup (DF) i debatten om feltpræster.
- PHILIPPE DE POULPIQUET/PHOTOPQR/LE PARISIEN
Af Søren Krarup |
19. januar 2012
Selvfølgelig skal feltpræsten ønske soldaterne sejr i Guds navn, skriver Søren Krarup i debatten om feltpræster
JEG MÅ TILSTÅ, at siden en tur sammen med Folketingets Kirkeudvalg til London i 2009 har jeg haft et godt øje til Københavns biskop. Hans teologiske eller evangelisk-lutherske niveau har jeg ikke tillid til.
Og jeg lyttede derfor også – må jeg erkende – med nogen skepsis til hans prædiken i Københavns Domkirke i forbindelse med Dronningens regeringsjubilæum forleden.
LÆS OGSÅ: Kristeligt Dagblads chefredaktør: Selvfølgelig må præster velsigne soldaterSøndagen var jo anden søndag efter helligtrekonger. Og Peter Skov-Jakobsen læste også evangeliet til denne søndag, som handler om den samaritanske kvinde, hvem Jesus møder i byen Sykar i Samaria, og som han har en samtale med, der munder ud i hans forkyndele af sig selv som den Kristus, der skal tilbedes i ånd og sandhed. En fremragende tekst. En sand forkyndelse af Guds søn som vor Herre og Frelser.
Men jeg spurgte mig selv: Kan Skov-Jakobsen prædike over denne evangelietekst uden at skulle henfalde til nutidens mondæne multikulturalisme? Kan han holde sig til evangeliet og lade være med at bruge dronninge-jubilæet til at tale tiden og Systemet Politiken efter munden og lade mødet mellem Jesus og den samaritanske kvinde være en opskrift på forholdet mellem danskerne og de fremmede? Ville han kort sagt kunne forkynde evangeliet rent og purt, som enhver præst i den danske folkekirke skal?
Svaret var desværre nej. Det var en jubilæumsprædiken, der toldede til tidens politiske og ideologiske afguder. Og naturligvis skulle Københavns biskop prise vores dronning. Hun er et forbillede for sit folk i sin usvigelige pligttrosklab og loyalitet mod sit fædreland. Dette skulle siges. Herom drejede dagen sig. Men Peter Skov-Jakobsen kunne naturligvis ikke lade være med at blande kristendommen med moralisme og politisk korrekthed. Ak, ak, ak.
Og dagen efter ser jeg så, at Peter Skov-Jakobsen er med til at falde over de danske feltpræster i Afghanistan, som forkynder evangeliet for soldaterne i felten og lyser velsignelsen over dem, der skal ud i den blodige krig. Sammen med lammefromme kolleger er Københavns biskop forarget over, at feltpræsten slutter velsignelsen med at gøre V-tegnet for soldaterne. Ja, i Guds navn ønsker han dem sejr. Længere er den ikke. Anderledes er det ikke og skal det ikke være, for som Guds egne, kære børn får soldaterne nu frihed og frimodighed til at gå ud i krigen og vinde sejr.
Dette skal feltpræsten sige til dem. Dette er evangeliets gode gerning i en blodig krig, hvor den enkelte soldat kan have alt for megen grund til at falde i angst. Frygt ikke, siger Vorherre til ham med feltpræstens stemme. Frygt ikke, for du har dine synders nådige forladelse, og på dette ord kan du kæmpe og sejre.
Ak, man må ikke ønske soldaterne sejr, siger biskopperne hjemme i Danmark. Pjank! Selvfølgelig skal feltpræsten i Vorherres navn skænke soldaterne frimodighed til at gøre deres pligt, og selvfølgelig skal feltpræsten i denne sammenhæng kunne styrke deres mod med det tegn, som Churchill gjorde til ukuelighedens symbol. Hvor ynkelig kan man være hjemme i Københavns bispegård? Hvor fejt kan en dansk biskop tillade sig at optræde?
Det er især feltpræsten Thomas Østergaard Aallmann, der angribes af de lammefromme, og Aallmann har også i sin bog ”Løvehjerter” sagt det, der er både grund til og behov for at sige i denne sammenhæng. En fremragende bog. En klar og ukuelig forkyndelse, der giver både soldaterne i Afghanistan og de ængstede forældre i Danmark mod og kristelig frimodighed. Det fremgår af alle bogens sider, at det er evangeliets glædelige budskab, der giver de hårdt pressede og dagligt dødstruede mod til at gå ud ad den grønne port og møde Taleban.
Jeg omtalte bogen i Tidehverv april 2010 og vil være ubeskeden nok til at citere mig selv:
”Det er det bedste og egentlige i dansk kultur og lad mig bare sig dansk kristendom, der taler her. I en sådan tale, en sådan prædiken er der kraft og kerne. I de soldater, der hører og lever på disse ord, er der ånd og indhold. Dansk kultur. Kristendom og danskhed. Her lever og ånder det egentlige og bedste i det, der er vort folks sande indhold og grundlag.”
Søren Krarup er tidligere sognepræst, tidligere medlem af Folketinget (DF) og redaktør af tidsskriftet Tidehverv
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad