Michel Georgy |
19. januar 2012
Det fyger med spekulationer om, at præsident Asif Ali Zardari vil træde tilbage efter pres fra hæren. I givet fald vil det ske ad forfatningsmæssig vej og ikke ved endnu et af de kup, der har præget Pakistans historie
Asif Ali Zardari har aldrig formået at fjerne opfattelsen af, at han alene er blevet præsident ved et tilfælde.
Og nu er han blevet taget i at have afsendt et memorandum, hvor han beder USA om hjælp til at forhindre et militærkup i landet.
LÆS OGSÅ: Pakistans højesteret presser regeringenZardari blev valgt i 2008, hvor han red på en sympatibølge efter mordet på hans langt mere karismatiske hustru, den tidligere premierminister Benazir Bhutto, som netop var vendt tilbage fra selvvalgt eksil året før. Hans styre er været på vaklende grund på grund af hans anstrengte forhold til hæren, som er landets mest magtfulde institution.
Kløften mellem hæren og civilregeringen blev bredere i sidste uge. Premierminister Yusuf Raza Gilani fyrede en højtstående hærbureaukrat, hvilket fik militæret til at advare om ”alvorlige konsekvenser”.
Lige siden Zardari i december vendte hjem fra læge-behandling i Dubai, har det føget med spekulationer om, at han vil træde tilbage under pres fra hæren.
Kilder i militæret siger, at skønt de ville elske, at han gik af, skal det ske ad forfatningsmæssig vej og ikke ved endnu et af de kup, der har præget Pakistan i landets næsten 65 års uafhængighed. En måde kunne være det lækkede memorandum, hvis oprindelse landets højesteret nu har beordret efterforsket. Hvis det bliver påvist, at Zardari har noget med memoet at gøre, vil det formentlig koste ham embedet og kaste det ustabile land ud i endnu større kaos.
Højesteret har også truet med at anklage regeringen for foragt for retten, hvis ikke den gør noget ved de mangeårige korruptionssager mod Zardari. Det ville kunne bringe adskillige højtstående embedsmænds til fald – inklusive premierministeren.
Zardari har længe været plaget af anklager om uhæmmet svindel og har aldrig været i kontakt med den almindelige pakistaner på samme måde som hustruen.
Det blev kun alt for tydeligt, da voldsomme oversvømmelser i 2010 satte en femtedel af landet under vand og gjorde millioner af mennesker hjemløse: Præsidenten tog til Europa, mens katastrofen rasede, og han gjorde sig umiddelbart ingen bestræbelser på at komme tilbage til Pakistan. I Frankrig besøgte han et slot, han ejer i Normandiet.
Valgsejren i 2008 til hustruen, Benazir Bhutto, og Pakistans Folkeparti, som længe havde modsat sig militærets indblanding i politik, øgede håbet om, at det atombevæbnede land ville kunne ryste årtiers militærstyre af sig og modgå bølgen af militant islamisme. Zardari har siden ikke formået at levere varen, mens landet slingrer fra krise til krise med selvmordsbomber og lammende strømafbrydelser. Han er blevet underkendt som en ligeglad playboy; endnu en feudal herremand, der lader hånt om massernes behov.
Han har altid syntes at mangle den politiske beslutsomhed, der skal til for at gennemtvinge reformer, der ville kunne forbedre Pakistans skrøbelige økonomi og gøre landet mindre afhængigt af udenlandsk bistand.
Allerede tidligt var der vestlige embedsmænd, der konkluderede, at manden manglede evnerne til at lede landet, som regnes for afgørende i bestræbelserne på at holde militante grupper i ave. I 2008 sagde den daværende chef for Storbritanniens forsvarsstab Jock Stirrup om Zardari, at han ”tydeligvis var et kvajhoved”. Telegrammet blev senere lækket af Wikileaks.
Regeringens manglende popularitet kan meget vel have styrket generalerne, efter at Zardari begik den dødssynd inden for pakistansk politik at lægge sig ud med hæren.
På et tidspunkt antydede hærchef Ashfaq Kayani over for den amerikanske ambassadør i landet, at han kunne blive nødt til at overtale Zardari til at træde tilbage grundet politisk uro. Men heldigvis for Zardari besluttede generalerne dengang, at de trods alt hellere ville have ham end de andre politiske ledere, som de havde endnu mindre tillid til.
Præsidenten er imidlertid også plaget af straffesager. Han fik øgenavnet ”Mister 10 percent”, mens hans hustru var ved magten, grundet beskyldninger om at have krævet returkommission på statslige kontrakter.
Efter at hans kones regering brød sammen i slutningen af 1996, blev han anholdt og anklaget for korruption. Zardari blev aldrig dømt og nægter sig skyldig, men tilbragte de følgende otte år i fængsel. Også fra 1990 til 1993 sad han fængslet anklaget for korruption.
Desuden blev han anklaget for mordsammensværgelse, efter at hans svoger Murtaza Bhutto blev dræbt i 1996. Selv nægtede han at have gjort noget galt.
Efter sin løsladelse i 2004 gik Zardari i selvvalgt eksil i Dubai. I 2007 vendte han hjem for at stå for sin kones begravelse.
I 2009 skrottede landets højesteret en omstridt amnestilov, som havde frafaldet korruptionsanklager mod tusindvis af pakistanske politikere, heriblandt Zardari.
Den store risiko for præsidenten nu er, at hvis den såkaldte Memo-gate tvinger ham til at træde tilbage, mister han sin immunitet og vil atter blive stillet over for korruptionsanklager.
Zardari har tre børn med Bhutto. En af dem er sønnen Bilawal, som i dag er 23 år og læser ved Oxford Universitet. Sammen med sin far er Bilawal medformand for Pakistans Folkeparti, og han virker klar til at kaste sig ud i landets turbulente politiske liv. /Reuters/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad