Det ville da være en mærkelig feltpræst, der skulle ønske andet end, at hans soldater gør det, de er kommet helt derned for, skriver sognepræst Torben Bramming
- Colourbox.com
Torben Bramming |
19. januar 2012
Det ville da være en mærkelig feltpræst, der skulle ønske andet end, at hans soldater gør det, de er kommet helt derned for, skriver sognepræst Torben Bramming
NU HAR skrivebordsgeneralerne igen taget feltpræsterne under behandling i tv og aviser. Det har givet dem anledning til nogle mildt sagt teoretiske overvejelser, der først og fremmest bærer præg af, at de er blevet til langt fra fronten og uden meget kendskab til, hvordan menigheden af kampsoldater mellem 19 og 35 år tænker og handler.
I stedet for antydes det, at der skulle være tale om, at feltpræst Thomas Aallmann og andre opfordrer til ”hellig krig”. Der spørges, om Aallmann ikke er uhyggeligt tæt på at udlægge krigen i Afghanistan som et korstog. Det betyder, at feltpræsterne skulle se krigsindsatsen som noget, Gud vil.
LÆS OGSÅ: Kristeligt Dagblads chefredaktør: Selvfølgelig må præster velsigne soldaterHvis man havde ulejliget sig med at læse Thomas Aallmanns bog ”Løvehjerter”, havde al den fornyede hurlumhej været overflødig, for Aallmann skriver faktisk om det. Hans holdning er, at danske soldater er i Helmand og Afghanistan, fordi de er sendt derned af Folketinget og Nato og FN og ikke af Gud, så svaret på det spørgsmål kunne man have læst sig til i bogen.
Hvorfor går Aallmann ifølge bogen på fodpatrulje og velsigner soldaterne og gør korsets tegn fulgt af Churchills V-tegn for sejr? Det synes biskopper og andre langt fra fronten er det mest forargelige: Aallmann må ikke velsigne soldaterne med ønske om, at de skal nedkæmpe fjenden. Det er ifølge kritikerne at tage del i krigen og gøre det til ”hellig krig”.
Skal man så ønske, at der slet ikke kommer nogen til skade ved krigen, eller at tabene fordeler sig fifty-fifty, for der er jo ingen, der er onde og gode? Det ville da være en mærkelig præst, der midt i en menighed, han er en solidarisk del af, skulle ønske andet end, at hans soldater gør det, de er kommet helt derned for. Kritikken bliver en teoretisk-teologisk besværgelse af ondskaben ved vold og krig skabt i det fredelige Danmark.
SOM PRÆST for soldaterne er feltpræsten en kristen blandt kristne brødre og søstre, som dér har samme hverv som præsten derhjemme. Præsten er ikke behandler eller psykolog, men har en særlig funktion i det fællesskab af kristne: at forkynde evangeliet – bringe lys for de folk, som er trætte og bærer tunge byrder.
Var det ”hellig krig”, når der var feltpræster med på D-dagen på Omaha Beach i Frankrig? Hvilken velsignelse skulle de give soldaterne i landgangsbådene under beskydning fra bunkerne på kysten? Måtte de heller ikke ønske, at deres soldater sejrede i kampen mod nazisterne på Normandiets kyster? At dele vilkår med soldaterne betyder jo, at man har en klar fornemmelse for krigens gru og kan tale til soldaters samvittighed både med lov og evangelium – og har autoritet til at gribe ind over for umenneskelighed.
Hvad er kritikernes feltpræsteideal? Han må velsigne ved gudstjenesten, men ikke ved den grønne port. Han skal holde pokerfjæs til soldaternes ønsker om at sejre i krigen, så de ikke tror, han fører ”hellig krig”. Han skal være et ”helle” af neutralitet, som forbinder soldaterne med normallivet. Han må ikke tale om Taleban som fjenden, for han skal være instansen, som fastholder, at fjenden også er mennesker (det sidste gør Aallmann da flere steder i bogen). Han skal åbenbart være en slags krisepsykolog og mediator mellem soldaterne og fjenden for at løse den konflikt i det små ved fronten, som man ikke kan løse i det store mellem politiske ledere.
Det er slående, hvor lidt evangeliets forkyndelse for soldaterne betyder for kritikerne i deres beskrivelse af feltpræstens rolle. Skulle det være fremtidens feltpræst, vil jeg bede folkekirken overveje, om det er umagen værd at sende nogen af sted.
Torben Bramming er sognepræst i Ribe Domkirke og Seem Sogn
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad