Skal man så ønske, at der slet ikke kommer nogen til skade ved krigen, eller at tabene fordeler sig fifty-fifty, for der er jo ingen, der er onde og gode? Det ville da være en mærkelig præst, der midt i en menighed, han er en solidarisk del af, skulle ønske andet end, at hans soldater gør det, de er kommet helt derned for. Kritikken bliver en teoretisk-teologisk besværgelse af ondskaben ved vold og krig skabt i det fredelige Danmark.

SOM PRÆST for soldaterne er feltpræsten en kristen blandt kristne brødre og søstre, som dér har samme hverv som præsten derhjemme. Præsten er ikke behandler eller psykolog, men har en særlig funktion i det fællesskab af kristne: at forkynde evangeliet – bringe lys for de folk, som er trætte og bærer tunge byrder.

Var det ”hellig krig”, når der var feltpræster med på D-dagen på Omaha Beach i Frankrig? Hvilken velsignelse skulle de give soldaterne i landgangsbådene under beskydning fra bunkerne på kysten? Måtte de heller ikke ønske, at deres soldater sejrede i kampen mod nazisterne på Normandiets kyster? At dele vilkår med soldaterne betyder jo, at man har en klar fornemmelse for krigens gru og kan tale til soldaters samvittighed både med lov og evangelium – og har autoritet til at gribe ind over for umenneskelighed.

Hvad er kritikernes feltpræsteideal? Han må velsigne ved gudstjenesten, men ikke ved den grønne port. Han skal holde pokerfjæs til soldaternes ønsker om at sejre i krigen, så de ikke tror, han fører ”hellig krig”. Han skal være et ”helle” af neutralitet, som forbinder soldaterne med normallivet. Han må ikke tale om Taleban som fjenden, for han skal være instansen, som fastholder, at fjenden også er mennesker (det sidste gør Aallmann da flere steder i bogen). Han skal åbenbart være en slags krisepsykolog og mediator mellem soldaterne og fjenden for at løse den konflikt i det små ved fronten, som man ikke kan løse i det store mellem politiske ledere.

Det er slående, hvor lidt evangeliets forkyndelse for soldaterne betyder for kritikerne i deres beskrivelse af feltpræstens rolle. Skulle det være fremtidens feltpræst, vil jeg bede folkekirken overveje, om det er umagen værd at sende nogen af sted.

Torben Bramming er sognepræst i Ribe Domkirke og Seem Sogn