(L-r) LEONARDO DiCAPRIO as J. Edgar Hoover and JUDI DENCH as Annie Hoover in Warner Bros. PicturesÕ drama ÒJ. EDGAR,Ó a Warner Bros. Pictures release.
- Keith Bernstein
Søren Hermansen |
19. januar 2012
”J. Edgar” er en fængslende film fra Clint Eastwood, der tager livtag med USA’s historie
J. Edgar Hoover var en af de mest kontroversielle skikkelser i USA’s historie i det 20. århundrede. Han var det føderale politi FBI’s ubestridte leder i flere menneskealdre, og han symboliserede i min ungdom i 1970’erne manipulation og magtfordærv.
Nu har den tidligere hårdkogte betjent ”Dirty Harry”, Clint Eastwood, lavet en film om J. Edgar Hoover, og det er ikke bare en film om en person, men det er også en film om en tid og den pris, magten kræver.
LÆS OGSÅ: Amerikansk soldat anholdt for spionageFilmen begynder i 1919, hvor en ung Hoover lige er blevet ansat i Justitsministeriet. Kommunismen er slået igennem i Rusland, og den kommunistiske idé er på vej ud i verden. Mennesker gribes af de nye idéer. Nogle bruger agitation og demonstrationer for at få et nyt samfund, mens andre vil gennemføre idéerne med vold og magt.
Hvad gør et demokrati mod sidstnævnte? Heller ikke noget ligegyldigt spørgsmål i vores tid. I USA udbyggede og moderniserede man Federal Bureau of Investigation, som FBI står for, og J. Edgar Hoover fik en nøglestilling i bekæmpelsen af USA’s ydre og indre fjender. Fra 1924 til sin død i 1972 var han direktør for FBI.
Det er denne historie, Clint Eastwood fortæller. Vi følger den unge Hoover (mesterligt spillet af Leonardo DiCaprio) i hans kamp mod kommunismen i 1920’erne og hans kamp i 1930’erne mod gangstervældet og ikke mindst sagen om kidnapningen af flyverhelten Charles Lindberghs søn. Det var en ”war on crime”, som vi i vores tid har ”war on terror”.
Efterhånden som tiden går, ændrer Hoover sig. Han bliver stadig mere skinger i sin magtudfoldelse. Han har et hemmeligt arkiv omhandlende politikere og selv præsidenter. Han er magten i magten. Det er den ene historie, Eastwood fortæller.
Den anden er prisen for denne magt. I begyndelsen af filmen møder han som 24-årig en ung sekretær, Helen Gandy (Naomi Watts). Tredje gang de er ude sammen, frier han til hende, men hun afslår. Han er forbløffet, da han selv mener, at han er en menneskekender. Det sættes der spørgsmålstegn ved her, og senere stoler han kun på ganske få. Magten behøver ikke stole på andre end sig selv.
I inderkredsen er der kun to ud over frøken Gandy, der bliver hans personlige sekretær livet ud. Den ene er hans senere næstkommanderende Clyde Tolson, der nærer stærke og gengældte homoseksuelle følelser for Hoover, og den anden er Edgars stærke mor (Judy Dench). Hun indskærper over for sin søn, at vi er syndere og må kæmpe mod lovløsheden.
Hvad moderen og senere sønnen glemmer i den kamp er, at der også findes en kamp for kærligheden. Edgar er brutal her. Der er ikke plads til kærlighed i den kamp, han fører. Dermed gør han sig til en lige så stor synder som de forbrydere, han jager, bare på et andet plan. De nære relationer i ham korrumperes. Magten tager det hele.
Det er ikke mærkeligt, at Jesus i konflikten mellem magt og kærlighed afviser Satan, da denne smisker med magtens sødme op i Jesu ansigt. Edgar vælger magten, og det fører ham til sidst ud i groteske forsøg på manipulationer blandt andre med præsidenterne Franklin D. Roosevelt og John F. Kennedy, og borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King, som han alle har kompromitterende materiale på. Menneskeligt set står Hoover tilbage som taberen, selvom han i verdens øjne ser ud, som om han har styr på det.
Den 81-årige Clint Eastwoods film er fantastisk velfortalt. Man sidder fascineret tilbage. Den menneskelige pris for magtens udfoldelse er stor.
J. Edgar. Instruktion: Clint Eastwood. USA 2011. Premiere flere steder i landet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad