DANMARK FOR FREDs anmeldelse af

”Løvehjerter”

Forfatter Thomas Østergaard Aallmann

Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2008(?)


Bogen er en kristen felt-præsts beretning om sine tanker og oplevelser under ½ års tjeneste blandt danske soldater i Afghanistan. Bogen er ét langt højstemt kvad for berettigelsen af krig og vold og død.

Det er i sandhed en af de mærkværdigste bøger, denne anmelder har læst.

Forfatteren starter bogen med, at opfordre eventuelle kritiske læsere til ikke at læse videre. Underforstået er bogen kun skrevet til rygklapperne. Det er dermed en ekskluderende bog skrevet til ”de af vores folk”, der støtter krig (s.9). Det er højst usædvanligt - og denne anmelder opfatter det som en hån mod den moderne dansker.
Det eksklusive forekommer således, at det muligvis er en udløber af den kultur der ofte følger af, at mennesker beskæftiger sig med så kontroversielt et arbejde: Først frivilligt at melde sig til krigsførelse, dernæst at udøve en besættelses-hærs magt med alt hvad det indebærer, inklusive muligheden for at optræde med voldelige trusler samt at slå andre mennesker ihjel. Aallmann ved udmærket godt, at hans rabiate meninger deler vandene og at det vil være svært for ham at forsvare sine standpunkter; derfor undsiger han på forhånd sine kritikere.
Men det retter vi os ikke efter. I et demokrati må det være frit for enhver at læse og kritisk anmelde det skrevne ord.

Aallmann kalder sig for ”kristen”, men det vil anmelderen sætte et stort spørgsmålstegn ved, om han i virkeligheden er, ved at deltage så begejstret i krig. Det nye Testamente, som vores form for kristendom primært baserer sig på, understøtter ikke Aallmannns form for ”kristendom”, der er fuld af selvgod voldsudøvelse og volds-berigtigelse.
Alt bliver brug og tolket i Aallmanns rabiate ærinde. Han beretter om sit virke i krigs-zonen med følgende særprægede tolkninger af Jesus liv og virke, tolket ind i unge danske soldaters død på slagmarken: ”Og så prædikede jeg (Aalmann) om Herrens ufattelige mod …” der betaler kærlighedens pris, når verden slår tilbage … og ”om Kristus, der … kaster sig som en livvagt ind foran dødens kugler…” (s.62).
Ifølge denne anmelders opfattelse må Jesus – som det Nye Testamente som bekendt handler om - tværtimod anses for en fortaler for ubetinget fred mellem menneskene her på Jorden.
Der er to vigtige sætninger, der bærer Det nye Testamente.

Den ene er:
”Du skal elske din næste som dig selv”
(3. Mo 19:18 og Luk. 10:27 (”Den barmhjertige samaritan”) og Rom.13:9)

Den anden er:
”Vend den anden kind til”
Jesus siger: ”I har hørt at der er blevet sagt ”Øje for øje og tand for tand”. Men jeg siger jer: Modstå ikke den der er ond; men uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.” (Mt.5:39)
Det står helt klart, at Jesus hermed annullerer det gammeltestamentlige gengældelses-princip.

Lad mig belyse den sidste sætning ”Vend den anden kind til”. Hvad betyder det? Skal man bare lade den aggressive slå løs? Nej, det betyder det ikke. Sætningen hentyder til det faktum, at et første slag på kinden i en konflikt, ofte vil være udløst af den voldeliges frustrationer eller umiddelbare tendenser. Hvis dén, der lige er blevet slået, straks slog igen, ville førstnævnte berøves sine menneskelige muligheder for at overvejer om, dét han lige havde gjort, var ok. Nu, med Jesu ord, vender man den anden kind til og giver dermed den ”slående” en mulighed i tid og rum for at kunne bruge sin tanke og medmenneskelighed til bevidst at overveje, om det nu også er rigtigt at slå én gang til.
Der har ikke fra dansk politisk side været overvejet andre muligheder end militær indgriben i de tre krige, vi har ført de seneste 10 år i Afghanistan, Irak og Libyen.

Disse to nøglesætninger fra Bibelen fornægter Aallmann til fulde. Derfor kan man tillade sig at stille spørgsmålstegn ved, om han overhovedet er kristen i dansk forstand? Eller er han mon nærmere gammel-testamentelig kristen, når han mener at Bibelens budskab er ”Øje for øje og tand for tand”? Er han mon vikingetids-kristen anno år 1000 – fra dén periode, hvor Jesus hængende på korset blev afbildet som en stolt kriger med rank ryg – i stedet for den lidende fredelige frelser, der århundreder senere kom til at hænge på det kristne kors.

Hele Jesu liv forekommer som én lang freds-tale, men han blev alligevel slået ihjel af magthaverne (-og det uvidende folk) personificeret af bødlerne og soldaterne. Læg her mærke til, at de kristne, trods deres allerede store antal, ikke gjorde oprør eller udøvede voldelig modstand, da Jesus døde, men i stedet drog ud i verden, for at udbrede den nye, fredelige og medmenneskelige tro. Senere voksede kristendommen til at blive én af de mest udbredte tros-retninger i Verden, men det er en anden historie.

Forfatteren er kristen feltpræst og kristen sognepræst, men han virker som en hån mod kristendommens fredelige budskaber og det er uforståeligt, at der ikke kraftigere har lydt kritiske røster, fra andre kristne imod forfatterens udsagn og meninger og handlinger. Måske har man villet tie bogen ihjel, men det er en stor fejl – bogen må under ingen omstændigheder stå uimodsagt.
Fejlen består deri at, ved at læse denne bog kunne (uvidende) borgere i Danmark forledes til at tro, at den repræsenterer noget sandt kristent, noget accepteret, noget Folkekirkeligt.

”Løvehjerter” repræsenterer endvidere en meget kendt og interessant linje indenfor kristendoms-historien, nemlig den, at Biblen gennem alle tider er blevet brugt og misbrugt til at retfærdiggøre næsten alt, man kan tænke sig af allehånde menneskelige handlinger, bl.a. til politiske og personlige magtformål.
Historien har vist, at man i Biblen altid kan finde et sted eller en sætning, der på én eller anden måde understøtter ens egen (forskruede) mening. Ellers kan man italesætte ens egen mening ind i Bibelens tekst.
Seneste eksempel på ovenstående (misbrug), beskrives i en artikel i KRD (12.11.2011, s. 15), hvor konservative amerikanske kristne og grupper tilknyttet den amerikanske evangelikale kirke, korporligt afstraffer deres børn med udspekulerede redskaber, ud fra en sætning i Ordsprogenes bog, GT, som lyder: ”Den, der sparer på stokken, hader sin søn; den, der elsker sin søn, tugter ham i tide.”
Det er forkasteligt, på denne måde ukritisk at opfatte og efterleve sætninger i Bibelen, men det viser blot, at Bibelens ord desværre kan bruges til mangt og meget.

Det samme med det i kristne kredse kendte begreb ”retfærdig krig”.
Her har kristne i historiens løb åbenbart indset, at det oprindeligt kristne budskab om fred mellem mennesker ikke er så nemt at efterleve og ikke giver den umiddelbare magt og ære som mange magthavere gennem tidens løb har higet efter – og magthaverne blev derfor nødt til at italesætte en accept af krig. Og sandsynligvis gik de kristne med på vognen for at få del i magten, æren og pengene.

Kristne kriterier for ”retfærdig krig”.
- Causa justa: Der skal være en retfærdig grund.
- Legitima poestas: Der skal være en legitim autoritet, der erklærer krig.
- Ultima ration: Krigen skal være den sidste udvej.
- Recta intentio: Krigen skal være båret af den rette intention, som alene kan være at genoprette freden. Og der skal være rimelig udsigt til, at det kan lykkes.
- Krigen skal være styret af proportionalitet og mådehold.
(Kilde: Kristeligt-dagblad)

Vores kommentarer til ovenstående kriterier er, at det i historiens løb er lykkedes utallige politikere at italesætte ”retfærdige” grunde for at erklære krig. De har forvandlet deres angrebs-krige til ”forsvars-krige” og de har på alle måder forsømt at undgå krig. Ansvarlige danske politikere har i ingen af de tre krige, de har ført de seneste 10 år, på nogen måde prøvet at undgå brug af militær magt. Alle tre krige er blevet vedtaget i Folketinget på ganske få dage.
Spørgsmålet for den enkelte borger – og her i forbindelse med ”Løvehjerter” og den enkelte kristne præst – er, hvad man vælger at tro på, af denne verdens utallige muligheder. Vælger man at tro på Jesu ord om Fred på Jord, eller vælger man at tro på tilfældige politikere og magthavere, der primært er ude efter magt og ære.

Denne anmelder kan, efter at have læst bogen, forledes til at tro, at præsten har kedet sig gudsjammerligt herhjemme i det trygge Danmark, ligesom han måske har haft svært ved at se en mening med sit liv. Meningen blev serveret direkte på TV den 9.11.2001, da terrorister smadrede World Trade Center. Aallmann slugte det råt og må have fået noget af et chok. Nu blev den slumrende kæmpe vækket! Nu var der noget at leve og brænde for! Nu kunne han komme af med den indre ubalance, der gerådede i ham, efter den alt for store forskel på de utallige action- og helte film, han er opvokset med og den trygge (og kedelige) danske hverdag.

Med et pennestrøg afslører Aallmann sin kulturløshed. Han mener ifølge bogen, at museer ikke er kultur (s.7), men at det kun er de nuværende, umiddelbare handlinger, der kan kaldes kultur. Det må siges, at være en yderst usædvanlig holdning, der bærer præg af en villet uvidenhed eller fornægtelse, brugt udelukkende for at få sine rabiate krigs-holdninger til at passe. ”Kultur” betyder ifølge Nudansk Ordbog ”et samfunds eller et menneskes åndelige og / eller materielle udvikling eller stade”, hvilket er langt fra (man fristes at sige det modsatte af) præstens definition.

Aallmann vælger bogen igennem at betragte tilværelsen sort-hvidt og har kun foragt tilovers for resten af samfundet. Han giver udtryk for afsky overfor alle de, der ikke griber til vold. Det vil sige hovedparten af danskerne. De, der ikke støtter eller deltager i krig, kalder han for eksempel for ”åndløse” (s.8), ”tilskuere” (s.25), ”anæmiske the-skænkere” (s.29), de består af ”hvalpet velfærds-kød” (s.79), de er snobbere (s.75), de er for tolerante og lider af ”konfliktforskrækkelse” (s.78), de tøver i forhold til værdier (s.79), de har en ”apatisk ladhed” (s.79), de er ”opportunister” (s.88), den danske uskyld, er som en tør mark, der trænger til væde (= krig!)(s.108) og de er hovmodige (s.116). Det vækker undren, at en sognepræst kan udtrykke sig på disse, overfor sine medmennesker, så nedladende måder.

Forklaringen kan måske være (hvad ved jeg), at sognepræsten ønsker at opnå ”respekt” fra den gruppe af danskere, som bogen angiveligt er skrevet til: Leje-soldaterne, de pårørende og de øvrige tilhængere af Fogh-generationens militaristiske udenrigspolitik.

Bogens titel ”Løvehjerter”, er for denne anmelder en fin og dækkende titel, fordi den sandsynligvis hentyder til den rovdyr-mentalitet, der nødvendigvis må ligge bag, for som oplyst nutids-menneske anno år 2011 frivilligt at melde sig til krig.
”Løvehjerter” associerer for mange sandsynligvis til den engelske konge Richard Løvehjerte (o. 1175), som deltog i det 3.korstog mod muslimerne. Det vil være yderst problematisk, hvis Aallmann oprindeligt har indtænkt denne betydning i bogens titel, da den nuværende Afghanistan-krig nødig skulle gå hen og blive en religionskrig. Danske biskopper har udtalt, at Afghanistan-krigen ikke er en religionskrig.

Denne særprægede og mærkværdige bog vil for fremtiden stå på denne anmelders boghylde, som et klasseeksempel på fordrejet og misbrugt menneskelighed.
Mvh
Frants Villadsen
DANMARK FOR FRED
www.danmarkforfred.dk
Favebook: Danmark for Fred