To erfarne feltpræster efterlyser forståelse for deres virke som udsendte i krig. "Teoretikerne aner ikke, hvordan virkeligheden er," lyder det blandt andet fra præsterne, som har haft kugler flyvende om ørerne
- Søren Bidstrup/Scanpix Denmark
Jon Bøge Gehlert |
20. januar 2012
To erfarne feltpræster efterlyser forståelse for deres virke som udsendte i krig. ”Teoretikerne aner ikke, hvordan virkeligheden er,” lyder det blandt andet fra præsterne, som har haft kugler flyvende om ørerne
De seneste dage har en hær af eksperter optrådt i medierne med udlægninger af, hvordan feltpræster bør agere. Det hænger efterhånden feltpræst Jes Rønn Hansen langt ud af halsen.
”Især de humanitære organisationer har svært ved at sætte sig ind i virkeligheden i Afghanistan. De sidder med alle de rigtige politiske holdninger, men har aldrig været uden for kontoret. De teoretiserer over en virkelighed, de ikke aner, hvordan er. Det er jeg virkelig træt af,” siger feltpræsten.
LÆS OGSÅ: Feltpræster må kun forsvare deres eget livJes Rønn Hansens reaktion kommer i kølvandet på, at Forsvarets Auditørkorps har indledt en undersøgelse af feltpræst Victor Greve, som i 2010 var udsendt til Afghanistan. Feltpræsten undersøges for at have taget aktiv del i krigshandlinger som non-kombattant, og en række eksperter var hurtige med udmeldinger om, at han sandsynligvis har overtrådt krigens love.
Siden da har hundredvis af soldater erklæret deres støtte til Victor Greve på Facebook, hvor soldaterne giver udtryk for, at danskerne ikke har den fjerneste idé om, hvordan det er at være udsendt i krig. Den holdning deler Jes Rønn Hansen, som nu er sognepræst uden for Middelfart, men har været udsendt til Irak og til Afghanistan i 2008 og 2010.
”Både udsendte soldater og feltpræster har den holdning. Det er svært at sætte ord på, men der findes åbenbart meget naive mennesker i Danmark, som mener, man kan være feltpræst i en krig uden at være midt i den. Jeg ved ikke, om de tænker, at man sidder på et kontor og spiser bacon hele dagen,” siger han.
Jes Rønn Hansen har flere gange befundet sig midt i kamphandlinger.
”Hvordan skal man undgå at tage del i kamphandlinger, når man bevæger sig i dem? Jeg er blevet skudt på uden at besvare beskydningen og har søgt dækning, og sådan gør feltpræster. Jeg kender til det. Feltpræster er en del af krigen, men vi render ikke rundt og skyder,” siger han.
I den danske film ”Armadillo” fra 2010, som tager udgangspunkt i den nu forhenværende Armadillo-lejr i Afghanistan, fortæller soldater, hvordan de har svært ved at få folk i Danmark til at forstå krigens virkelighed.
Jørgen Christian Madsen var feltpræst i Armadillo-lejren i 2010 og har tidligere været udstationeret i både Afghanistan og Irak. Han deler soldaternes opfattelse.
”Virkeligheden er en anden i et krigsområde. Det er et fuldstændigt fremmed og unaturligt miljø. Der er 50 grader varmt, der er ikke nok vand, og ingen herhjemme kan forestille sig, hvordan det er at blive bombarderet dag og nat, som det skete i Irak,” siger han.
Jørgen Christian Madsen, som nu er sognepræst i København, mener, at den danske befolkning bakker op om soldaterne, men at krigen er uforståelig for den almene dansker.
”Filmen ’Armadillo’ forsøgte at vise krigens virkelighed, men man kan ikke vise, hvordan det er at være ved at skide i bukserne, ikke at sove nok eller at bære 40 kilo på ryggen fra en base til en anden. Den virkelighed er meget svær at gøre andre folk begribelig.”
Som feltpræst har Jørgen Christian Madsen taget imod sårede soldater, som blev bragt ind på baserne, men han bevægede sig aldrig selv med ud på patruljer og ville ”aldrig i livet” gøre det.
”Uanset krigens virkelighed skal man holde sig for øje, at man er præst og kun præst. Man er ikke coach, psykolog eller officer. Man må betragte sig selv som non-kombattant og forsvare sig selv, men man må ikke gå ind som kampsoldat. Og det er den virkelighed, jeg har erfaret alle steder.”
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad