Når spejdere genopbygger

”Der var nærmest ingenting tilbage. Denne lejr har vi bygget med dansk hjælp siden 1980, så det var meget sørgeligt at se den ødelagt, men nu er de igen med til at genopbygge den,” siger han.

Det er den danske Sierra Leone Gruppen, en privat organisation, der gennem næsten 30 år har samarbejdet med spejderne i det vesteafrikanske land. Siden 1983 har Kelfala Kamara været deres kontaktperson, og det har bragt ham til Danmark mange gange. Her har han mødt støtterne og taler derfor lidt dansk.

Ifølge Kelfala Kamara kan man ikke overvurdere, hvad samarbejdet har betydet for de unge i bevægelsen i Sierra Leone – og specielt ikke efter borgerkrigen. For volden ramte de unge på flere måder. For det første var spejderne trænede i at kunne klare sig i naturen, hvilket var noget, oprørerne kunne bruge i deres hære. Mange blev derfor indlemmet her, mens andre måtte flygte enten internt i landet eller til nabolandene. For det andet brød spejdernes netværk sammen, og efterfølgende har det været svært at få samling på tropperne igen, siger Kelfala Kamara, der selv opholdt sig i nabolandet Guinea i et år under krigen. I dag kan han ligesom bevægelsen dog begynde at se fremad igen.

”Vi har fået mange flere nye medlemmer. Spejderbevægelsen har været en mulighed for de unge til at møde ligesindede og glemme. Her kan de være sammen med andre om aktiviteter, men de kan også snakke og bearbejde minderne. Det har vi alle haft brug for,” siger han.

Selv kom han tilbage til et nedbrændt hus, og havde det ikke været for den danske hjælp, så ville han ikke vide, hvordan han ville være kommet videre i dag, siger han.

Kelfala Kamara blev født, et år før Sierra Leone fik selvstændighed fra Storbritannien i 1961. Allerede på det tidspunkt blev grundstenen til den senere konflikt i landet lagt, for på trods af en fredelig overgang til selvstændighed lurede etniske og politiske brudflader. Fra midten af 1960’erne begyndte en række militærkup, og økonomien i det ellers mineralrige land led som følge deraf. Sidst i 1980’erne sad smuglere på næsten 90 procent af diamanthandlen, og flygtninge fra nabolandet Liberias borgerkrig begyndte i tusindvis at strømme ind over grænsen mod øst. Det samme gjorde soldater fra oprørshæren Revolutionary United Front, RUF, hvilket yderligere destabiliserede Sierra Leone.

RUF syntes ikke at have politiske ambitioner, men indledte en brutal krig for at få kontrol over diamantminerne. Blandt oprørerne kæmpede en voksende gruppe af børn og unge, som med stoffer i blodet og trusler hængende over hovedet huggede arme og ben af civilbefolkningen og begik mord, voldtægt og tortur. Det var denne brutalitet, der for alvor fik Sierra Leones borgerkrig på verdens tv-skærme, men først efter flere militærkup og en regulær nedslagtning af indbyggerne i hovedstaden, Freetown, greb først vestafrikanske ECOMOG-styrker og siden FN-soldater ind. Da krigen sluttede i januar 2002, var der 50.000 døde, omkring to millioner fordrevne og et ukendt antal sårede.

Ruinerne i Grafton-lejren vidnede dengang om krigens brutalitet. Men ligesom landet er begyndt på den lange vej mod heling, således er lejren. I dag er det første hold af unge mænd i gang med genopbygningen af Grafton – og Kelfala Kamara håber, at flere unge vil komme til.

Han drømmer om at kunne tilbyde hold af 20 unge mænd og kvinder et 10-måneders kursus i landbrugsteknikker, konstruktion og lederskab, fordi det er kvalifikationer, de kan bruge i hverdagen, fremhæver han.Dog skal der også være tid til andre aktiviteter i lejren, for selvom oprørerne ødelagde alle telte og det meste inventar, så vil Kelfala Kamara og hans kolleger gerne igen se Grafton som lejren for alle Sierra Leones 10.000 spejdere. Sammenholdet mellem de unge er nemlig vigtigt, hvis landet skal videre, mener både han og KFUM-kollegaen Regina Tarawally, der til daglig arbejder i Uddannelsesministeriet i Freetown.

”Aktiviteterne her er mere fysiske og mindre akademiske end i skolen. Det giver børnene selvtillid at kunne klare sig selv ude i naturen, det giver tillid til andre at samarbejde, og det giver venner fra andre grupper af samfundet. Alt sammen er vigtigt for at tilgive, men også for at glemme – selvom det kan være svært,” siger Regina Tarawally.

Hun peger også på, at det for specielt pigerne er vigtigt at vide, at de er dygtige. Tidligere gik meget få i skole, men her lærer de at tale i det offentlige rum, konkurrere med drengene og begå sig uden for familien. Og det skal sammen med spejdernes fokus på disciplin, etik og sammenhold være med til at hjælpe dem senere i livet.

Det samme skal den information, som lederne videregiver på møder i Grafton, siger Oliveta George-Cole, der er kommissær for ligestilling i bevægelsen og kurator ved Nationalmuseet. For ved at tale med de unge om omskæring, hiv og aids, vold samt menneskehandel kan spejderne virkelig være med til at forandre samfundet i en positiv retning efter krigen.

”Der er mange udfordringer i vores land. Fattigdom er blot en af dem, men vi kan alle være med til at ændre på tingene. Ved at pigerne og drengene arbejder sammen som spejdere, kan vi være med til at nedbryde nogle barrierer og opbygge respekt mellem kønnene,” siger Oliveta George-Cole.

Grafton er midtpunkt for dette arbejde, men selvom området har været på bevægelsens hænder siden Anden Verdenskrig, så begyndte ud- og opbygningen af lejren først i 1980. Dengang søgte KFUM-spejderne i Danmark efter en aktiv bevægelse i et engelsktalende afrikansk land, som de kunne holde kontakt med. Og lige siden har båndet mellem de to grupper været stærkt, fortæller Frank Ramskov, der har været med i Sierra Leone Gruppen siden 1983, boet et år i landet og desuden besøgt det ni gange.

”Danske spejdere har samlet aviser ind, som spejderne i Sierra Leone kunne sælge som indpakningspapir på markederne. Projektet med at støtte Grafton kørte i 10 år, hvilket er lang tid for os, så Grafton og Sierra Leone er virkelig noget, som folk her husker. I dag er vi en gruppe på 50 tidligere projektledere og unge, der har været i landet, som stadig støtter bevægelsen, for igennem samarbejdet har vi fået venner for livet, og det kan man ikke bare slippe, fordi projektet slutter.”

At det er denne kontakt, der har været med til at holde Grafton og spejderbevægelsen i live i det vestafrikanske land på trods af borgerkrig og opløsning, er Kelfala Kamara ikke i tvivl om. For uden den fortsatte danske støtte ville lejren ikke som nu kunne rejses igen.

I Sierra Leone er det dog mere end blot bygninger, der skal genopbygges. Familier er blevet splittet af krig og vold, og mange har mistet livet, og derfor er det hele befolkningen, der skal hele. At processen er i gang, vidner livet i Freetowns gader om, men der er stadig lang vej at gå. Alle har historier om, hvor de var i krigens år, men mens nogle gerne fortæller om det, så er minderne for andre for smertefulde.

Nogle af dem, der har lidt mest, er de tidligere børnesoldater, men også til dem har spejderbevægelsen rakt hånden ud. Mange var på stoffer og skulle derfor først afvænnes, men efter denne proces begyndte det hårde arbejde med at rehabilitere dem, så de kunne lære at leve med deres gerninger.

Projektet er blot et af mange, som spejderne siden borgerkrigens afslutning for nu 10 år siden har stået for, og var der penge til det, har lederne også andre gode idéer. I et fattigt land som Sierra Leone er den del af arbejdet dog altid svært, for forældrene har ikke råd til at betale andet end registrering af deres børn. Alligevel er der ifølge Kelfala Kamara grund til optimisme på vegne af Sierra Leone.

”Jeg tror ikke på, at vi nogensinde får en ny krig. Det hjælper jo ingenting. Jeg plejer at sige, at war (krig, red.)er en forkortelse for ”waste all ressources” (spild alle ressourcer, red.), for man skal jo begynde forfra igen, når krigen ender,” siger han.

udland@k.dk