Læsere mødte tv’s verdensdame

”Udlængsel er svær at sætte ord på. Jeg tror, alle har et tryghedsgen og et nomadegen. Mit nomadegen er bare størst. Og som barn sad jeg tit og kiggede ud ad vinduet og tænkte: ’Der må være noget andet end det her’,” fortæller Ulla Terkelsen.

Hver sætning bliver ledsaget af små kunstneriske slag i luften som for at dirigere historiens gang. For det går stærkt nu, hvor Ulla Terkelsen tager hul på anekdoterne. Hun har ikke bare rejst verden tynd. Hun har haft hjemadresser i byer lige fra London til Kabul. Og hun har oplevet og rapporteret fra nogle af de største historiske begivenheder som Murens fald og angrebet på World Trade Center.

”Det er naturligt for mig at flytte mig. Ligesom løsningen på problemer kan ligge i bevægelsen. Det kan lyde overfladisk, og nogle vil mene, man flygter. Men en problemstilling bliver ikke nødvendigvis løst af, at man stirrer på den.”

Men det virker stadig ubegribeligt for flere af de fremmødte, hvordan Ulla Terkelsen den ene aften kan stå med et farvestrålende tørklæde om halsen i Cape Town, den næste på en rød løber på Amalienborg og den tredje i gadetumult i Kairo.

”Det ligger i journalistikkens væsen at dække bredt. Og min energi kommer fra at engagere mig i mange mennesker i mange sammenhænge. Ikke kun de tilspidsede som krige,” forklarer hun.

”Men har de barske historier så hærdet dig?”, spørger en ung studerende.

”Jeg er snarere blevet mere rørstrømsk. Når jeg kommer hjem og hører klassisk musik af Mozart eller går i kirke med min søn, hvad jeg ofte gør, kan jeg godt blive overvældet og bevæget,” svarer Ulla Terkelsen og har afløst den jyske sarkasme med et ansigt i mere alvorlige folder.

For med en arbejdsplads, der kan være midt i en krigszone, tænker hun over de farer, der er. Men bange er hun ikke. Det har hun besluttet hjemmefra.

”Og sker det alligevel, at jeg bliver bange, beder jeg fadervor. For mig at se gør tro folk modige. Som Dronningen fortalte under et interview for nylig, blev hun først religiøs, efter at hun blev dronning. Fordi hun tænkte, at hun ikke ville være i stand til at klare det alene. Og det kan jeg kun give Majestæten ret i,” siger hun.

Der blafrer stadig spørgelystne pegefingre over folks hoveder mellem stolerækkerne. Men tiden er knap for den danske kosmopolit, der snart skal videre. Ud i verden.