Der skal være plads til begrænsninger

Min mand troede vist, ligesom ægtemanden i Ellas brev, at jeg ikke havde gjort nok selv for at undgå migrænen. Men det havde jeg. Det var jo ikke ligefrem fornøjeligt at ligge med hovedpine og kvalme. Imidlertid har han aldrig spurgt, hvordan jeg havde det, eller om han kunne gøre noget. I stedet husker jeg et af mine børn, som var blevet lidt større, af sig selv kom ind og redte min seng og hjalp til, så jeg kunne vaske mig. Det var kærligt gjort, for det var en ubærlig byrde for mig i den situation. Det er måske svært at forstå for en rask person, når man ikke selv har prøvet det. Måske er det på samme måde med psykisk sygdom, som man heller ikke kan se. Mange kan synes, at man bare skal tage sig sammen.

I dag er der gået en del år, og jeg har heldigvis et godt helbred nu, og min mand er befriet fra sin ulidelige arbejdsbyrde.Venlig hilsen

Meta

Kære Meta

Tak for dit brev. Dit brev handler om migræne, men det handler på en måde lige så meget om, hvordan vi mennesker handler over for hinanden, når der er noget hos vores medmennesker, som vi ikke forstår, og som er anderledes end hos os selv. Det kan handle om en holdning, en tanke og en følelse, eller det kan være en livserfaring, en sårbarhed eller en sygdom. Desværre er vi mennesker ofte sådan, at vi tolker og danner os en mening på for løst et grundlag, og ofte tror vi endog, at vi har forstand på, hvordan det er at være det andet menneske, længe inden vi har forsøgt at være nysgerrige efter, hvordan det ser ud fra det andet menneskes perspektiv og ståsted.

I stedet for at lave vores egne teorier og vurderinger for hurtigt kunne de fleste af os sikkert med fordel sætte en helt anden proces i gang. Nemlig ved at være oprigtigt ydmyge, interesserede og spørgende. Det kunne din mand godt have trænet på for de mange år siden, og det kunne Ella og hendes søn sikkert også med fordel have øvet sig på.

En empatisk og spørgende tilgang til et andet menneske fjerner ikke hverken det ene eller det andet problem med det samme. Men det er alligevel meget virkningsfuldt, fordi man med migræne eller en anden lidelse eller et andet problem har brug for ikke at være alene om det, og fordi man slet ikke har brug for den tillægsbyrde, det er at opleve sig forkert.

Tænk, hvor lidt der skal til for at føle sig forstået og mødt. Du skriver for eksempel, at dit barn kom og redte din seng og hjalp dig, når du skulle vaskes. Det er jo ikke noget, der er uoverskueligt at hjælpe til med. Alligevel husker du det med taknemmelighed mange år efter. Små kærlige og praktiske håndsrækninger har det med at mangedobles i et menneskesind.

Det kan for nogle mennesker være svært at forstå, at sygdom af forskellig slags kan ramme i perioder eller afsnit af et menneskes liv. At være frisk og frejdig den ene dag og sengeliggende den anden kan være ubelejligt både for den, det angår, og for ægtefællen. Men det er de allerfærreste, der gør det for at være interessante. Selv vores allesammens berømte Maude fra Matador havde sine grunde. Og var hun blevet mødt med kærlig udfordring, nysgerrighed og vedholdende interesse for sine indre længsler og kampe som kvinde på den tid, kunne hun måske flere år før, hun endelig trådte i karakter, have genvundet sit mod og sin selvrespekt.

Vi mennesker trænger ikke til kritik. Vi trænger nogle gange til udfordringer og til tider et kærligt spark og til tider råd om hjælp, hvis en sådan findes. Men vi kan kun tage imod, og det giver kun mening, hvis de gives på baggrund af et stort kendskab til vores ressourcer og begrænsninger. At være utilfreds eller kritisk over for en person med forskellige slags sygdomme og lidelser kan kun forværre relationen og tappe kræfterne og håbet om at kunne mestre den på konstruktiv vis. Nogle mennesker lever med kronisk sygdom, og mange af dem har prøvet mange slags behandlinger uden den store effekt. Og sådanne mennesker trænger ikke til ”dumsmarte bemærkninger”, som vores dronning kunne have sagt det.

Din beretning handler også om, hvor meget et arbejde kan fylde i en families liv. For der var på en måde ikke plads til begrænsninger, svaghed eller dage uden effektivitet i de år, som du refererer til. Der var ikke indbygget nogen reservekapacitet. Det er på mange måder også de allerfleste børnefamiliers store problem i vores tid. Der er ikke plads til børns sygdom eller træthed, de voksnes kriser eller konflikter. For den slags er oftest uforenelige med et effektivt arbejdsliv og en karriere. Men det kan vi skrive om en anden gang.

Mange hilsener