Jeg sidder i køkkenet og spiser morgenmad med en overnattende gæst fra Danmark.

”I København er de begyndt at åbne grådbarer,” fortæller han.

Jeg overvejer, om jeg efter fire år i udlandet har mistet følingen med, hvad der rører sig i Danmark. Gennem min hjerne flimrer billeder af bløde sofaer med kleenex-æsker og et sortklædt personale, der serverer chai latte, mens de hjælper kunderne med at få grædt ud.

Efter nogle sekunder går det op for mig, at han har sagt grødbarer. Så er jeg mere rolig. Her i London har fastfood-kæderne i en del år solgt grød om morgenen. Supermarkederne bugner af færdigblandede grødprodukter. I Skotland, havregrødens fædreland, bliver der holdt årlige verdensmesterskaber, hvor man kan vinde Den Gyldne Grødske, og en kendt skotsk kok serverer havregrød med hummerhaler og kammuslinger. En bølge af grød skyller over De Britiske Øer.

Dagen efter kører jeg med lufthavnsbussen til Stansted, på vej til Danmark for at holde foredrag. ”Kører” er et stort ord. Bussen står stille det meste af tiden, fanget i en selv efter London-målestok imponerende trafikprop. Panikken blandt passagererne begynder at brede sig. Det er ligesom en af de drømme, hvor man kommer for sent til sit fly, bortset fra at det ikke er en drøm. Da bussen når frem, er gaten for længst lukket.

Jeg køber en ny billet til aftenafgangen, checker straks ind og sætter mig et sted, hvor jeg kan holde øje med afgangstavlerne. Så snart Billund kommer op, går jeg ud til gaten og stiller mig i kø – det vil jo være komplet idiotisk, hvis jeg heller ikke nåede den næste flyver.