Ny jødisk dating-hjemmeside styres af rabbinere, som personligt sammensætter mulige par
Under overskriften "gammeldags matchmaking med et moderne twist" vil en gruppe amerikanske rabbinere nu hjælpe jødiske singler til at finde partner.
Rabbinerne har til
formålet oprettet hjemmesiden jmatchmaking.com, hvor j'et står for "jewish", jødisk.
Her kan jødiske singler oprette en profil, men i modsætning til andre datinghjemmesider kan de ikke selv søge rundt i mulige kæreste-kandidater.
HJERTEDATING: Opret gratis profil
I stedet inviteres de til et møde med deres lokale rabbiner, som efter en længere personlig samtale går tilbage til datinghjemmesiden og finder en række profiler, der svarer til den enkeltes egen profil og ønsker.
Datinghjemmesiden har indtil videre filialer i fire større amerikanske byer samt en enkelt filial i både Canada og Australien.
Og noget tyder på, at rabbinerne har ramt et behov.
På hjemmesiden jmontreal.com, som er den canadiske filial, reklameres eksempelvis med, at man nu har kontakt til 12.000 jødiske singler og at der i løbet af det seneste halve år er skabt forbindelse mellem 250 potentielle kærestepar.
Montreals rabbiner Yisroel Bernath har netop nu kontakt til 65 personer, der alle søger en partner via den jødiske dating-hjemmeside. Og han lægger ikke skjul på, at et af formålene med hjemmesiden er at skabe flere jødiske par i en tid, hvor stadig flere jøder gifter sig med ikke-jøder.
"Formålet med dette er ikke religiøst, men at redde en truet gruppe", siger Yisroel Bernath ifølge
hjemmesiden Huffington Post.Samme melding kommer fra rabbiner Mayshe Schwartz, der bestyrer hjemmesidens afdeling i den nordøstamerikanske by Boston.
"Vi tror på jøder, som møder jøder og får flere jøder".