Troværdig trivi-litteratur fra Paris

Tatiana de Rosneys debutroman, ”Sarahs nøgle”, gav hende et gedigent gennembrud. Bogen skildrede de mange jøder, der i 1942 blev interneret på vintercykelbanen Vél d’Hiv uden for Paris, inden de blev sendt videre til Auschwitz.

Det var indiskutabelt effektivt romanstof, Tatiana de Rosney havde fundet frem til sin første bog. Hun forløste det i en kulørt, men dog lødig form, ganske som hun gør det i sin anden roman ”Boomerang”. Men her er historien knap så stærk som i debuten og resultatet derfor en kende mere trivielt. Også selvom hovedpersonen, den midaldrende, fraskilte Antoine i al sin franske tristesse er både tro- og elskværdig.

Antoine Rey bor med udsigt til Montparnasses kirkegård, og hans liv er ved at lukke ned. Hans kone har fundet en anden, hans eget kærlighedsliv er ikke noget at skrive hjem om, og hans tre teenagebørn, der for et splitsekund siden var buttede, nuttede, sludrende småbørn, er nu ranglede, piercede og forskansede bag iPods, Nintendoer og computere. Han er alene og ensom, i fysisk såvel som i eksistentiel forstand.

Så det passer ham egentlig udmærket, at hans lillesøster Mélanie også er alene og ensom. Og endda på vej mod de fyrre, som ingen skal bilde hende ind er det nye sort. For at muntre hende – og sig selv – op, inviterer han hende til at fejre den runde dag på øen Noirmoutier, som de besøgte i deres barndoms ferier; dengang hvor alt var idyl, og deres elskede mor, Clarisse, stadig levede.

På Noirmoutier vender alle de fortrængte minder tilbage som en boomerang, og da de tankefulde vender snuden hjem mod Paris, kører Mélanie galt, lige da hun skal til at fortælle Antoine en stor hemmelighed. Han slipper fra ulykken uden en skramme, men Mélanie bliver slemt tilredt, og hemmeligheden forsvinder – i hvert fald for en tid. Men den bliver ved med at banke på, og Antoine sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig skete omkring deres mors mystiske og alt for tidlige død.