Tåbeligt terrorteater

Det har vakt berettiget opsigt, at et lille københavnsk teater med instruktøren Christian Lollike i spidsen vil dramatisere brudstykker af massemorderen Anders Behring Breiviks manifest. Lollike har tidligere lavet debatskabende samtidsteater, men denne gang er han gået over stregen. Af flere grunde.

For det første er timingen fatal. Retssagen mod Breivik er ikke engang begyndt, og massemordet på Utøy er fortsat et nationalt traume i Norge. Lollike fremstår ekstremt ufølsom og har med fuld ret påkaldt sig de efterladtes vrede. Hvorfor dog, hvis man absolut vil lave teater om en massemorder, ikke vente, til der er gået længere tid? Ingen anfægter Lollikes ret til kunstnerisk ytringsfrihed, og der er tidligere lavet stor kunst på baggrund af grusomme forbrydelser. Men kunstnere kastede sig heller ikke over Hitlers og Stalins massemord, lige efter at de var begået, for der skal en afstandens indsigt til for at lave god kunst på baggrund af grufulde begivenheder.

For det andet er formen på stykket mildest talt problematisk. Teatret vil opføre brudstykker af manifestet, altså give taletid til Breivik og hans perverse højreekstremistiske og antimuslimske idéer. Dermed går man Breiviks ærinde, for hans udtrykkelige ønske er netop, at hans tanker i manifestet skal udbredes. Hvorfor skal et københavnsk teater for offentlige støttekroner bidrage til dét?

For det tredje er Lollikes begrundelse for at opføre manifestet mærkværdig. Han mener, at han ved at undersøge, hvordan højrenationalismen kommer til udtryk, gør danske muslimer en tjeneste. Dertil må man sige, at højrenationalisme er farlig for andre end muslimer, og at hvis han vil gøre noget godt for en bestemt trosretning, er der mange andre måder at handle på. Kunst er ikke hjælpearbejde.

Under terrorteaterplanerne ligger et dogme om, at kunsten hele tiden skal afprøve ytringsfrihedens grænser. Lollike vil gerne skabe farligt teater, der provokerer det bedre borgerskab. Men kunsten har mange andre opgaver end at overskride grænser og være provokerende. Denne avantgardistiske idé havde sin storhedstid for snart flere årtier siden, men overlever desværre i modstandsdygtige reservater flere steder i kunstnermiljøet.

Kunst kan imidlertid og for eksempel også være opbyggelig. Eller den kan ryste os, så vi ændrer vores liv. Eller den kan pege væk fra sig selv, hen på noget andet end kunsten og kunstneren selv. Det er tilsyneladende det komplet modsatte, det københavnske teater vil. Dets terrorteater er et stort personstunt, hvor instruktøren Lollike sætter sig selv eftertrykkeligt i centrum og løber med al opmærksomheden.

mbh