Ekspolitikere kan have svært ved at finde nye jobs. Der er skabt en kløft mellem politik og erhvervsliv, mener flere.
- James Hardy/AltoPress / Maxppp
Lars Henriksen |
21. januar 2012
Dansk politik er i forandring med nye politikertyper og stadig større afstand til resten af samfundet, særligt erhvervslivet. Det er problematisk både for samfundet og de politikere, der tvinges ud af Christiansborg, advarer eksperter
Engang i 1970’erne forklarede den daværende boligminister Helge Nielsen essensen af det at være politiker til den unge, politiske journalist Hans Engell: ”Hvis man ikke har psyken til at ankomme i ministerbil om morgenen og tage bussen hjem om eftermiddagen, skal man holde sig væk fra politik”.
Den sandhed må stadig flere politikere sande. Og de må samtidig sande, at selvom de har psyken til busturen, venter der ofte endnu større udfordringer, når de står af.
LÆS OGSÅ: Flere vragede politikere kan ikke få jobFor det er så som så med velkomstkomiteen ude på jobmarkedet til tidligere politikere. Jo, hvis de har en god uddannelse og en del erhvervserfaring, kan de stadig være relevant arbejdskraft. Endda ekstra relevant, fordi de nu har en politisk dimension på cv’et, lyder det fra flere jobrekrutteringsfirmaer. Men for den halvstore og stadig større gruppe, som ingen større erfaringer har uden for partiorganisationen, og som måske ikke engang fik færdiggjort uddannelsen, inden de blev valgt ind i Folketinget, kan overgangen til et nyt arbejdsliv være ganske ublid, siger Hans Engell, der har været minister og i dag er en af landets mest brugte og respekterede politiske kommentatorer.
”Det vækker indimellem harme, når politikerne bevilliger sig selv store pensioner. Men mange glemmer, at der er en klar bagside af medaljen som politiker, nemlig at det ofte er svært at komme videre. Jeg har endnu ikke hørt om nogen, der er gået helt op i sømmene, men jeg kender mange, der har haft svært ved at finde reelt arbejde og må leve af deres politikerpension,” siger han.
Når gruppen af mindre attraktive eks-politikere er stigende, skyldes det først og fremmest, at flere mangler erfaring med erhvervslivet. Det skubber til en udvikling, der for alvor vendte i 1980’erne, forklarer Hans Engell. Inden da var det ret almindeligt, at afgående politikere fik stillinger i nationalbanken, i større offentlige selskaber, i bestyrelser for private virksomheder eller som amtsmænd. Det blev anset som en kvalitet at have politisk erfaring – i hvert fald hvis man havde det på et vist niveau.
Men i 1980’erne ændrede stemningen sig. Selv Poul Schlüter kunne som tidligere statsminister ikke få et større job eller bestyrelsespost. Kun enkelte – som eksempelvis tidligere finansminister Henning Dyremose – formåede at få succes, men han havde også en solid erhvervskarriere at falde tilbage på, pointerer Engell:
”Der skete simpelthen det, at dansk politik blev stadig mere adskilt fra erhvervslivet, fordi folk ikke længere arbejdede sig frem til en politikerpost, de uddannede sig til den. I dag er politikerne i vidt omfang holdt op med at lytte til erhvervslivet. Det skete for nylig, da Dansk Industri bad de borgerlige partier om at gå aktivt ind i energiforhandlingerne – uden held. De tætte bånd er næsten skåret over. Og så er det ikke så mærkeligt, at erhvervslivet ikke står med åbne arme, når politikerne har brug for et nyt job. For hvilken relevans har politikere egentlig for erhvervslivet i dag?”
Taberne er i det lange løb erhvervslivet, mener Engell. For de mister indflydelse på ledelsen af landet. Men her og nu betaler politikerne en høj pris for udviklingen. Kristeligt Dagblad har talt med en række tidligere politikere, som alle kender adskillige kolleger, der har fået det svært i tiden efter Christiansborg.
Socialdemokraten Yildiz Akdogan erkender selv at være en af dem. Hun regnede med at blive genvalgt og havde ingen Plan B, da det mislykkedes i september.
”Pludselig var meget af identiteten taget fra mig, og man kan jo ikke bare søge et lignende job. Jeg har så valgt slet ikke at søge job, før jeg har efteruddannet mig. Dels fordi jeg er gravid, dels fordi jeg vil spare mig selv for nederlag. Jeg ved jo godt, at politikere generelt er udskældte, og at mange erhvervsledere bliver skræmt af, at man som tidligere politiker selvfølgelig ikke bare kan pakke sine holdninger væk. Særligt hvis man er venstreorienteret,” siger hun og sender en generel opsang til det erhvervsliv, hun selv har en baggrund i:
”Det brudte bånd mellem politik og erhvervsliv er klart usundt, men årsagen går begge veje. Lige nu lader erhvervslederne sig afskrække af politikstemplet, fordi de reelt ikke ved, hvad vi laver. Christiansborg er lige så professionaliseret som alle mulige andre arbejdspladser, og tidligere politikere har masser af brugbare kompetencer. Dem bør samfundet være mere åbne over for,” siger hun.
henriksen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad